
Vidste du om Randers FC og AaB…
Skæve vinkler på mandag aftens Alka Superligaopgør på BioNutria Park i Randers. Vidste du således…
- at det forestående møde er Alka Superligakamp nummer 35 mellem Randers FC og AaB. Statistikken siger 15 sejre til AaB, ni uafgjorte og ti nederlag samt en målscore på 55-44 i AaB’s favør.
- at AaB siden 30. juli blot har tabt én ud af 11 betydende kampe, hvilket var på udebane mod FC Midtjylland.
- at AaB har tabt de to seneste Alka Superligakampe mod Randers FC, begge i forbindelse med sidste sæsons Europa Playoff. Det er imidlertid aldrig sket, at AaB har tabt tre Alka Superligakampe i træk til Randers FC.
- at AaB med en sejr over Randers FC kan tage sin anden sejr i træk i Alka Superligaen. Det har AaB kun præsteret en gang tidligere i 2017, men det er efterhånden otte måneder siden, 19. - 26. februar 2017.
- at fra den nuværende trup har Kasper Risgård (2 mål), Rasmus Würtz (2), Rasmus Thellufsen (1), Frederik Børsting (1), Marco Meilinger (1) og Jakob Ahlmann (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Alka Superligakamp mod Randers FC.
- at Randers FC og AaB tidligere har mødtes i fem Alka Superligakampe i oktober. Fire af de fem kampe er end uafgjort, heriblandt det seneste i oktober 2010, hvorimod det femte opgør endte med nederlag til AaB.
- at såfremt AaB ikke får brudt stimen på 12 Alka Superliga-udekampe i træk uden sejr, vil AaB forværre den igangværende Alka Superliga-klubrekord til 13 udekampe uden sejr. Det vil samtidig være en tangering af AaB’s DM-rekord på netop 13 udekampe i træk uden sejr sat i april-november 1980.
- at der traditionelt scores mange mål i Alka Superligakampe mellem Randers FC og AaB, idet der i de 34 tidligere kampe er scoret 99 mål svarende til et gennemsnit på knap tre mål pr. kamp.
- at på trods af kun 34 spillede Alka Superligaopgør mellem Randers FC og AaB har dommerne relativt ofte haft behov for at dømme straffespark (6 stk.) eller udvise en spiller (8 stk.). AaB har haft en overvægt i begge situationer, altså tilkendte straffespark og udviste spillere.
- at ud af de 34 tidligere Alka Superligakampe mod Randers FC har AaB scoret først i 19 tilfælde, hvilket har resulteret i 14 sejre, tre uafgjorte og to nederlag. Omvendt har Randers FC scoret kampens første mål i 12 tilfælde, hvilket har givet AaB en sejr, tre uafgjorte og otte nederlag.
- at mandag aftens dommer Anders Poulsen dømmer sin 15. Alka Superligakamp med deltagelse af AaB. Han har dømt tre straffespark i de 14 tidligere kampe, alle til AaB’s modstander, men to af de tre spark resulterede ikke i scoring mod AaB.
- at det kommende opgør er Alka Superligakamp nummer 500 på en mandag, hvoraf AaB har været den ene part i 110 af kampene. AaB’s tre seneste Alka Superliga-udekampe på en mandag er imidlertid endt med nederlag og minimum fire indkasserede mål.
- at både anfører Rasmus Würtz og viceanfører Kasper Risgård kan jubilere for AaB mandag aften. Rasmus Würtz kan blive noteret for sin officielle kamp nummer 450 for Hele Nordjyllands Hold, mens Kasper Risgård kan spille sin officielle kamp nummer 300 for AaB.
- at AaB senest var i aktion på datoen 23. oktober, da det i 2011 blev 2-1 på hjemmebane mod OB efter to scoringer af Chris Rolfe. Fra dette opgør for seks år siden har Rasmus Würtz mulighed for at være genganger mandag aften.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).