Safranko vandt trofæ med Slovakiets U/23-landshold

9. november 2017 kl. 08:15 af Rasmus Estrup

Pavol Safranko var med fra start, da Slovakiets U/23-landshold slog England C onsdag aften i finalen i International Challenge Trophy. En turnering, hvor Slovakiet stillede med U/23-spillere, mens England stillede med et hold bestående af englændere fra rækker lavere end League 2. 

Slovakiet vandt kampen 4-0. Pavol Safranko var på banen i de første 65 minutter og blev udskiftet, da der stod 3-0 til Slovakiet. 

Tags på denne nyhed

Topcentre til Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde

8. november 2017 kl. 12:00 af Rasmus Estrup

AaB, Hjørring I.F. og Hobro I.K. er i forbindelse med topcenter-projektet hos DBU gået sammen om Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde (FNF), hvor de tre klubber samarbejder om talentudvikling for drengespillere fra U/10 til U/12.

Samarbejdet er nu blevet tildelt tre topcentre af DBU - et topcenter i hver by.

Topcenter-projektet har ligesom FNF fokus på talentudvikling for U/10 til U/12, og det er i den henseende, at AaB, Hjørring I.F. og Hobro I.K. er gået sammen for at udvikle de nordjyske talenter bedst muligt.

- Det er helt exceptionelt, at klubber som til daglig konkurrerer indbyrdes i landets bedste rækker, sætter sig ud over konkurrencen og tænker på, hvordan man samlet set får skabt den bedste udvikling for drengespillere i Nordjylland fra U/10 til U/12, konstaterer Anders Damgaard, talentchef i AaB.

Med topcentrene får udvalgte spillere fra partnerklubber af Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde mulighed for hver uge at blive trænet på et topcenter af trænere fra AaB, Hjørring I.F. og Hobro I.K. 

- Jeg er ekstremt stolt over, at vi i fællesskab kan styrke talentarbejdet i Nordjylland. FNF kommer til at gavne de udvalgte unge spillere, som får mulighed for at få ekstra træning hos talentcentrene hver uge. Det kommer også spillernes respektive klubber til gode, da de får en hjælpende hånd i forhold til at udvikle deres unge talenter bedst muligt, udtaler Per Andersen, formand i foreningen Hobro I.K.

- Det er enestående, at det er lykkedes vi tre klubber at arbejde sammen om FNF. Det styrker fundamentet i talentudvikling i Nordjylland, at vi ikke bare for spillerne, men også på trænersiden får skabt et samarbejde om kompetenceudvikling, siger Allan Kaufmann, formand i Hjørring I.F.

Træning i topcentrene begynder i starten af 2018.

(Foto: Dannie Rosenkrantz)

Tags på denne nyhed

Tre AaB-ere i U/16-landsholdssamling

8. november 2017 kl. 08:05 af Rasmus Estrup

21. november og 22. november er en U/16-landsholdstrup på 26 spillere indkaldt til træningssamling i Tilst. Blandt de 26 spillere er tre AaB-talenter. 

Mads Serup, Oliver Harbo Overgaard (foto) og Casper Gedsted Hansen er således alle i truppen. 

Mens Mads Serup og Oliver Harbo Overgaard hidtil ikke har spillet for U/16-landsholdet, har Casper Gedsted Hansen optrådt to gange for det danske ungdomslandshold. 

AaB fastholder fortsat forventningerne til årets resultat

7. november 2017 kl. 15:00

AaB fastholder forventningerne for 2017 om et overskud før skat i niveauet 15-20 mio. kr.

AaB har i tredje kvartal 2017 realiseret et underskud på 4,0 mio. kr. før skat, hvilket svarer til forventningerne. AaB har i perioden investeret og indgået langvarige forpligtende spillerkontrakter, der skal øge muligheden for at slutte i top 6 i Alka Superligaen.

Pr. 30. september 2017 udgør egenkapitalen 118,7 mio. kr. Finansielle aktiver og likvid beholdning udgør 82 mio. kr.

AaB har i perioden 1. januar – 30 september 2017 realiseret i overskud på 20,3 mio. kr. før skat.

AaB har en overordnet økonomisk målsætning om et nulresultat uden transferindtægter og under forudsætning af, at der opnås en sjetteplads i Alka Superligaen. Når der realiseres transferindtægter geninvesteres disse hovedsageligt sportsligt.

Som beskrevet er der indgået kontraktlige forpligtelser, som er muliggjort gennem de betydelige transferindtægter, der er realiseret i både 2016 og 2017.
Disse sportslige investeringer vil påvirke resultatet negativt i perioden 2018-2020 med 35 mio. kr., hvis ikke der sælges spillere eller opnås bedre placeringer end nummer seks.

- Overordnet set er det økonomiske resultat for årets første ni måneder med et overskud på mere end 20 mio. kr. tilfredsstillende, konstaterer AaB’s administrerende direktør Stephan Schors.

- Vi har således haft råd til en markant øget investering primært i Superligatruppen, hvilket regnskabsmæssigt vil give negativ effekt i de kommende tre år, men det er vigtigt for os at understrege, at det øgede forbrug udelukkende er et udslag af midler, som er kommet via betydelige transferindtægter, siger Stephan Schors.

AaB’s mission er igennem fodbold at underholde og skabe oplevelser på et økonomisk bæredygtigt grundlag.

AaB’s vision er at være samlingspunkt for hele Nordjylland og til stadighed være en del af toppen af dansk fodbold – både på og uden for banen.

Nyt sengetøj på vej til webshoppen

7. november 2017 kl. 13:04

Sengetøj er således en af de mest efterspurgte varer på webshoppen og i løbet af kort tid vil der atter være sengetøj på lager til både børn og voksne, lige i tide til at give som gave til en AaB-fan til jul.

Vil du være helt sikker på at få et eller flere sæt sengetøj kan du allerede nu afgive en forudbestilling på sengetøjet, der forventes at blive afsendt så snart det er på lager i den kommende uge, dog senest 20. november.

Følg linket herunder hvis du vil sikres søde AaB-drømme i det nye sengesæt.

Tags på denne nyhed
'