AaB med svært udgangspunkt efter nederlag

12. maj 2017 kl. 21:55 af Rasmus Estrup

AaB har fået en vanskelig opgave på onsdag, når Hele Nordjyllands Hold gæster Randers FC i returopgøret i Europa Playoff. AaB skal vinde kampen med to mål eller mere for at gå videre i Europa-playoffspillet. 

AaB tabte nemlig 2-0 på hjemmebane til Randers FC fredag aften. Udeholdets Marvin Pourie scorede kampens to mål i første halvleg. 

Med fraværet af en skadet Rasmus Würtz og en sygdomsramt Kasper Risgård stillede AaB med en startopstilling, hvor gennemsnitsalderen var 22 år og 147 dage.

Hjemmeholdet havde i indledningen svært ved at få spillet til at flyde, mens Randers FC i løbet af de første ti minutter kom til to store chancer. I kampens tredje minut reddede Nicolai Larsen et forsøg alene med Marvin Pourie, og i det tiende minut sparkede Nikola Djurdjic forbi fra nært hold i kølvandet på en dødbold. 

Efter et kvarter fik de unge AaB-spillere efter flot opspil kreeret en fin chance. Opspillet førte til et fladt indlæg fra venstre, som Jannik Pohl lagde til rette for Rasmus Thellufsen, men Thellufsens afslutning blev blokeret. 

To minutter senere var AaB igen tæt på. Igen havde Jannik Pohl næstsidste fod på bolden, da han fandt Frederik Børsting foran mål. Børsting, der havde ryggen til mål, drejede øjeblikkeligt rundt og trykkede af, men også hans afslutning blev blokeret. 

Blokeret blev Marvin Pouries afslutning ikke, da han efter 25 minutter bragte Randers FC foran 1-0 på et godt mål. Udeholdet erobrede bolden på AaB's halvdel, og kort efter havde en ganske fri Marvin Pourie bolden på kanten af feltet. Herfra sparkede han resolut kuglen i netmaskerne ved modsatte stolpe, og så var gæsterne i front. 

Marvin Pourie gjorde det kort efter også til 2-0. Et hjørnespark blev ved nærmeste stolpe forlænget af Jonas Bager, og ved bagerste stolpe kunne Marvin Pourie let heade bolden i mål. 2-0 til Randers FC efter 31 minutter. 

På dette tidspunkt havde AaB ellers haft bolden mest, og kort før pausen var Hele Nordjyllands Hold i flere omgange centimeter fra at få reduceret. Det startede med et indlæg fra Jakob Ahlmann, som truede nærmeste målhjørne, men Hannes Thor Halldorsson fik reddet til hjørne.

Dette hjørnespark nåede bagerst i det lille felt. Her fik Kasper Pedersen støvlen på, og bolden gik over Randers-keeperen, men inde på stregen fik Mads Agesen headet bolden op på overliggeren. Overliggeren sendte læderet ud i feltet igen, og her var AaB igen meget tæt på at få bolden trillet ind, men på selve kridtstregen blev bolden på ny afværget. 

AaB kom også frem til en ny stor chance efter pausen. Rasmus Thellufsen blev sendt i dybden i venstresiden, hvorfra han driblede ind i feltet og drev gæk med en af gæsternes forsvarsspillere, inden han afsluttede. Men afslutningen blev blokeret til stor ærgrelse for de hårdkæmpende AaB-fans på lægterne, der trods stillingen på måltavlen forsøgte at bære nordjyderne tilbage i kampen. 

Den efterfølgende periode havde AaB optræk til noget mere, men helt farligt blev det ikke, og Randers FC fik reddet presset af, og kunne forsvare sejren kampen ud. 

Dermed endte kampen 2-0 til gæsterne, og AaB har derfor et svært udgangspunkt før returopgøret, der spilles i Randers onsdag 17. maj klokken 18.00. 

Matchfacts - Alka Superligaen, Europa Playoff, 1. kamp

AaB-Randers FC 0-2 (0-2)
26. minut 0-1 Marvin Pourie, 32. minut 0-2 Marvin Pourie, 
Advarsler AaB: Oliver Abildgaard (39), Frederik Børsting (52), Jakob Ahlmann (70).
Advarsler Randers FC: Ingen
3.681 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-4-1-1): Nicolai Larsen, Joakim Mæhle, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Edison Flores (68: Thomas Enevoldsen), Magnus Christensen, Oliver Abildgaard, Frederik Børsting (85: Marco Meilinger), Rasmus Thellufsen, Jannik Pohl (74: Marco Ramkilde).

Randers FC (3-4-1-2): Hannes Thor Halldorsson, Jonas Bager, Mads Agesen, Kasper Enghardt, Alexander Fischer (61: Johnny Thomsen), Joel Allansson, Nicolai Poulsen, Erik Marxen, Kasper Fisker (82: Andreas Bruhn), Marvin Pourie, Nikola Djurdjic (75: Mads Fenger).

Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt

Tags på denne nyhed

Mød Pohl og Sylvestr til DBU Tour 2017 lørdag

12. maj 2017 kl. 11:38

DBU Tour 2017 lægger således vejen forbi Aalborg i denne weekend, hvor man ved Jomfru Ane Park både kan dyste i VM i straffespark, samt DM i streetfodbold.

Lørdag fra kl. 14.00-15.00 lægger Jannik Pohl og Jakub Sylvestr vejen forbi det storstilede arrangement, og du kan naturligvis møde dem begge og få en autograf når de to AaB-spillere stiller op.

 

AaB foran første Europa-playoffkamp

11. maj 2017 kl. 15:36 af Brian Andersen

AaB har to gange i indeværende sæson besejret randrusianerne med henholdsvis 2-1 og 1-0, og i morgen aften gælder det om at sikre et optimalt udgangspunkt inden returmødet i Randers på onsdag.

AaB’s cheftræner Morten Wieghorst udtaler:

- Både vi og Randers FC har i foråret hentet færre point, end vi havde ønsket os, men nu er der så at sige gjort rent bord, hvorfor begge klubber har muligheden for at revanchere sig.

- For vores vedkommende handler det i første omgang om at præstere markant bedre end i vores seneste kamp mod Silkeborg, og vi er bevidste om, at der skal to gode indsatser til for at have en chance for at avancere til næste fase, siger Morten Wieghorst.

- Vi skal i morgen have skabt en god udgangsposition, og vi er velforberedte i forhold til vores modstander og har fokus på at bringe glæde, målrettethed og dedikation ind i vores spil, lyder det fra Morten Wieghorst, der efter torsdagens træningspas har udtaget følgende 19 navne:

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Markus Holgersson, 7 Thomas Enevoldsen, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 11 Jakub Sylvestr, 16 Magnus Christensen, 18 Rasmus Thellufsen, 19 Marco Ramkilde, 20 Marco Meilinger, 21 Kasper Risgård, 25 Frederik Børsting, 27 Oliver Abildgaard, 31 Joakim Mæhle, 32 Kasper Pedersen og U/19 Ligamålmand Nicolaj Jørgensen.

Anfører Rasmus Würtz er fortsat ukampdygtig.

AaB donerer 1 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2017 går ubeskåret til Kildehuset Fountain House i Nørresundby, som efter forårets fem første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 27.568 kr.

Tags på denne nyhed

To AaB'ere igen udtaget til U/16-landsholdet

11. maj 2017 kl. 12:29 af Rasmus Estrup

Thomas Albert Christiansen og Jeppe Pedersen er igen blevet udtaget til det danske U/16-landshold. Denne gang er de to spillere udtaget til en UEFA Development turnering i Irland fra 20. til 25. maj. 

Her spiller landsholdet tre kampe. 21. maj skal danskerne op imod Kosovo, 23. maj gælder det Nordirland og 25. maj spiller det danske U/16-landshold mod værstnationen Irland. 

Hverken Jeppe Pedersen eller Thomas Albert Christiansen er ubekendte med det danske U/16-landshold. Begge spillere har optrådt syv gange for U/16-landsholdet.

Senest deltog de to spillere i en turnering i Frankrig i april, hvor Danmark blandt andet slog Brasilien og endte på en fjerdeplads. 

Vidste du om AaB og Randers FC...

10. maj 2017 kl. 13:52 af Rasmus Estrup

- at fredag kl. 20.00 gælder det 33. Alka Superligakamp mellem AaB og Randers FC. Af de foregående kampe er det blevet til 15 sejre til AaB, ni uafgjorte og otte nederlag. Den samlede målscorer er 54-40 i AaB's favør. 

- at den samlede vinder af de to Europa Playoff-kampe mellem AaB og Randers FC skal møde den samlede vinder af kampene mellem OB og Silkeborg I.F. 

- at AaB's seneste kamp mod Randers FC også blev spillet en fredag aften på Aalborg Portland Park. Det skete 25. november 2016, hvor et selvmål af Mads Fenger og en scoring af Frederik Børsting grundlagde en AaB-sejr på 2-1. 

- at AaB også vandt sæsonens første opgør mod Randers FC, da Marco Meilinger scorede sejrsmålet til 1-0 på BioNutria Park 24. juli 2016.

- at udover Frederik Børsting (1 mål) og Marco Meilinger (1) har også Thomas Enevoldsen (2), Kasper Risgård (2), Rasmus Würtz (2) og Jakob Ahlmann (1) tidligere scoret for AaB mod Randers FC i Alka Superligaen. 

- at Alka Superligakampe mellem AaB og Randers FC ofte indeholder mange mål. I de foregående 32 kampe er der blevet scoret 94 mål, hvilket svarer til knap tre mål pr. kamp. I de seneste fire indbyrdes kampe på Aalborg Portland Park er der blevet scoret 13 mål. 

- at AaB er ubesejret i de seneste fire Alka Superligakampe mod Randers FC med tre sejre og en uafgjort. Det er AaB's næstbedste serie mod Randers FC, da AaB også var ubesejret i seks kampe fra september 2010 til maj 2013, hvor statistikken var fire sejre og to uafgjorte.  

- at AaB oftest får point, når holdet scorer kampens første mål mod Randers FC på Aalborg Portland Park. 11 gange har AaB scoret det første mål, og syv af gangene har AaB vundet, mens det tre gange er endt uafgjort. 

- at AaB også var i kamp 12. maj 2016, hvor AaB tabte 2-0 til FC København.

- at det er 27 år siden, at AaB senest spillede en playoff-kamp i Alka Superliga-sammenhæng. I 1990 skulle en plads i Alka Superligaen afgøres over to kampe mod B 1909, og begge kampe endte med sejr til AaB på henholdvis 4-0 og 6-5, så AaB tog plads i den nyoprettede Alka Superliga. 

(Kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk)

Tags på denne nyhed
'