Christiansen og Pedersen udtaget til U/17-landsholdet
Thomas Albert Christiansen og Jeppe Pedersen er for første gang udtaget til det danske U/17-landshold.
AaB har to talenter med på det danske U/17-landshold, der senere på sommeren deltager ved en internordisk turnering på Island.
Jeppe Pedersen og Thomas Albert Christiansen er således begge udtaget til U/17-truppen. De to spillere har begge hidtil optrådt på U/16-landsholdet, hvor de hver har spillet ni officielle landskampe.
De to spillere skal være med landsholdslejren fra 28. juli til 6. august, hvor Danmark ved turneringen på Island er i pulje med Færøerne, Sverige og Finland.
AaB TV: Sammendrag af BK Häcken-AaB
I sæsonens anden testkamp vandt AaB 2-1 på udebane over svenske BK Häcken. Rasmus Thellufsen og Kasper Risgård scorede for Hele Nordjyllands Hold. Se fyldigt sammendrag af den chancerige kamp her, og se interviews med Frederik Børsting, Rasmus Thellufsen og cheftræner Morten Wieghorst.
AaB vinder i Göteborg
AaB vandt tirsdagens testkamp mod BK Häcken med 2-1 efter scoringer af Rasmus Thellufsen og Kasper Risgård.
Resultatet kom i hus efter en flot, flot første halvleg, mens de sidste 45 minutter blev mindre gode og af meget hektisk karakter.
Generelt blev opgøret en aldeles livlig affære, hvor Frederik Børsting og Jannik Pohl indledningsvis truede for AaB, mens Nasiru Mohammed og Alexander Farnerud forsøgte sig i den modsatte ende.
Første store chance kom efter et kvarter, da Jannik Pohl sprintede overlegent forbi sin direkte oppasser Juhani Ojala, men målmand Peter Abrahamsson fik afværget til et hjørnespark, hvor både Kasper Pedersen og Jannik Pohl forsøgte sig med nye afslutninger.
Juhani Ojala headede en udmærket frisparksmulighed forbi for hjemmeholdet, før AaB i det 28.minut bragte sig foran, da nydeligt opspil fra Kasper Risgård og Frederik Børsting resulterede i en knastør scoring fra Rasmus Thellufsen.
Herfra styrede AaB fuldstændig begivenhederne, men ti minutter før pausen måtte AaB-målmand Michael Lansing dog levere en flot redning, da Pahlinho afsluttede hårdt fra en spids vinkel.
I stedet fordoblede AaB føringen i det 38. minut, hvor Kasper Risgård med en sand signaturafslutning med en følt inderside i det modsatte hjørne udnyttede en smart hælaflevering fra Jakub Sylvestr.
Umiddelbart før pausen blev slovakken selv spillet fri af Børsting, men Jakub Sylvestr valgte uforståeligt at afleve på tværs i stedet for alene med målmanden at afslutte selv.
I tillægstiden kunne svenskerne i stedet reducere, da et indlæg fra højre fik lov til at passere fladt på tværs til bageste stolpe, hvor Alexander Farnerud hamrede læderet utageligt op i nettaget.
Scoringen gav tilsynladende BK Häcken fornyet håb og kræfter, for straks fra anden halvlegs begyndelse var værterne i teten.
Både Aleaxander Farnerud og Chisom Egbuchulam var farlige, men efterhånden fik AaB reddet stormen nogenlunde af via mere ro i boldomgangen.
Midtvejs i halvlegen kunne udligningen dog være kommet, da Jakob Ahlmann begik straffespark, men heldigt for AaB hamrede Alexander Farnerud læderet på underkanten af overliggeren.
Med 20 minutter igen fik Jakub Sylvestr ikke udnyttet Kasper Risgårds oplæg, og det samme gjaldt for Jannik Pohl på Jakob Ahlmanns nydelige aflvering.
Svenskernes pres fadede efterhånden ud, og på et kontraløb fik AaB en ny stor mulighed, da Casper Sloth satte Sebastian Grønning op uden held.
To scoringer viste sig også ved slutfløjt at være nok til en sejr, og nu kan AaB kigge frem mod tredje og næstsidste testkamp, der spilles på lørdag på anlægget på Hornevej, når Vendsyssel F.F. kommer på besøg.
Matchfacts – testkamp på Bravida Arena i Göteborg
BK Häcken-AaB 1-2 (1-2)
28. min 0-1 Rasmus Thellufsen, 38. min 0-2 Kasper Risgård, 45. min 1-2 Alexander Farnerud.
AaB (4-4-2): Michael Lansing (46: Nicolai Larsen), Frederik Børsting (82: Casper Sloth), Kasper Pedersen, Markus Holgersson, Jakob Blåbjerg (62: Jakob Ahlmann), Marco Meilinger (46: Edison Flores), Magnus Christensen (62: Oliver Abildgaard), Kasper Risgård (77: Robert Kakeeto), Rasmus Thellufsen (62: Bardhec Bytyqi), Jannik Pohl (82: Sebastian Grønning), Jakub Sylvestr (71: Marco Ramkilde).