U/17-landshold med to AaB'ere storsejrede

31. juli 2017 kl. 10:50 af Rasmus Estrup

I U/17-landsholdets første kamp ved en internordisk turnering på Island fik både Thomas Albert Christiansen og Jeppe Pedersen debut på det danske U/17-landshold. 

Og det var noget af en debutsejr, de to AaB-spillere fik sig. Danmark besejrede nemlig Færøerne med hele 8-1 i første puljekamp efter at have ført 6-0 ved pausen. 

Thomas Albert Christiansen startede inde og fik 70 minutter i det centrale forsvar, hvor han ved stillingen 8-0 blev skiftet ud. Samtidig blev Jeppe Pedersen sendt på banen, så han fik de sidste 10 minutter på grønsværen. 

Dermed er de to spillere hver noteret for én U/17-landskamp, mens det for begge spillere var deres 10. officielle ungdomslandskamp. 

Næste puljekamp ved turneringen på Island spilles tirsdag aften mod Sverige.

AaB TV: Sammendrag af FC Nordsjælland-AaB

31. juli 2017 kl. 10:38 af Rasmus Estrup

Målrigt nederlag til topholdet FC Nordsjælland

30. juli 2017 kl. 17:58 af Rasmus Estrup

AaB tabte søndag eftermiddag 3-2 til FC Nordsjælland på Right to Dream Park i Farum. Edison Flores bragte ellers AaB i front i første halvleg, mens et selvmål fra FC Nordsjælland udlignede til 2-2 med 20 minutter igen. 

Nederlaget efterlader AaB med ét point efter sæsonens tre første spillerunder, mens FC Nordsjælland fortsat har fuldt hus med ni point. 

I forhold til sæsonens hidtidige kampe bød AaB's startopstilling på en midtbane med to nye spillere i Frederik Børsting og Filip Lesniak, hvoraf sidstnævnte altså fik sin første start i AaB.

Men det var en anden midtbanespiller fra AaB, der fik kampens første store chance efter lidt over et kvarters spil. Edison Flores snød hjemmeholdets offsidefælde på en dyb bold, men førsteberøringen blev en anelse for lang, og den efterfølgende afslutning sad lige på FC Nordsjælland-målmanden Runar Alex Runarsson. 

Midtvejs i første halvleg fik Edison Flores igen chancen foran mål, og denne gang sendte han bolden i nettet til 1-0. Jakob Ahlmann fandt Flores inde i hjemmeholdets straffesparksfelt, hvor han drejede rundt og resolut sparkede bolden fladt i fjerneste side af målet. 

Efter AaB-scoringen pressede hjemmeholdet hårdt på for en hurtig udligning, og i løbet af de efterfølgende seks minutter måtte Nicolai Larsen diske op med flere gode redninger. Ikke mindst på to langskud samt et hovedstødsforsøg efter et hjørnespark. 

32 minutter inde i kampen fik Edison Flores en ny chance. Fra højre side sendte Frederik Børsting et indlæg ind i panden på peruaneren, men hovedstødet røg over mål. 

Kort efter gav FC Nordsjællands mange langskudsforsøg endelig pote for hjemmeholdet. Mathias Jensen fik bolden midt på AaB's banehalvdel lige mellem forsvarskæden og midtbanen. Upresset kunne han drible frem mod AaB-målet og et pænt stykke ude fra kanonerede han en afslutning over hovedet på Nicolai Larsen og ind i målet til 1-1. 

Frem mod pausen fortsatte FC Nordsjælland med at skyde på kassen fra distancen, og hjemmeholdet rundede 12 afslutninger inden pausefløjtet ved stillingen 1-1.

Tidligt i anden halvleg kom FC Nordsjælland foran 2-1. Et indlæg fra AaB's venstre side blev sendt ind mod en helt fri Ernest Asante, der fra kanten af det lille felt let kunne heade føringsmålet ind bag en chanceløs Nicolai Larsen.  

Efter scoringen ændrede AaB formation til 3-5-2 for at komme længere frem på banen. Med omstillingen kom Jakob Blåbjerg ind i stedet for Frederik Børsting, og så rykkede Kristoffer Pallesen og Jakob Ahlmann frem på kanterne. 

Kort efter ændringen kom Jakob Blåbjerg til afslutning i forbindelse med et hjørnespark. Afslutningen blev blokeret, men røg ud til Edison Flores, der sendte læderet tilbage i feltet, hvor Viktor Tranberg fik dirigeret bolden i eget net med hovedet til 2-2 i 70. minut.

Den lige stilling holdt kun tre minutter, og så var FC Nordsjælland atter foran. Et hjørnespark havnede hos Emiliano Marcondes bagerst i feltet, og Marcondes sparkede hårdt bolden i mål til 3-2.  

Så var det igen AaB's tur til at jagte en udligning, og med 10 minutter igen havde AaB en fin mulighed, men Jannik Pohl nåede lige præcis ikke frem til bolden. 

I de døende sekunder røg Nicolai Larsen med frem på et hjørnespark, men hjørnesparket slog fejl, og dermed tabte AaB 3-2. Et nederlag der betyder, at AaB fortsat har ét point efter tre spillerunder. 

AaB's næste opgave i Alka Superligaen er søndag 6. august, hvor Hele Nordjyllands Hold gæster OB.

Matchfacts - Alka Superligaen, 3. spillerunde

FC Nordsjælland - AaB 3-2 (1-1)
25. min. 0-1 Edison Flores, 36. min. 1-1 Mathias Jensen, 54. min. 2-1 Ernest Asante, 70. min. 2-2 Viktor Tranberg (selvmål), 73. min. 3-2 Emiliano Marcondes.  
Advarsler FC Nordsjælland: Patrick Mtliga (87)
Advarsler AaB: Ingen 
2.309 tilskuere på Right to Dream Park.

FC Nordsjælland (3-4-3): Runar Alex Runarsson, Viktor Tranberg, Victor Nelsson, Patrick Mtliga, Karlo Bartolec, Mathias Jensen (75: Collins Tanor), Magnus Kofod Andersen, Mads Pedersen (78: Patrick da Silva), Ernest Asante, Emiliano Marcondes, Godsway Donyoh (88: Mathias Rasmussen).

AaB (4-5-1): Nicolai Larsen, Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann (82: Rasmus Thellufsen), Frederik Børsting (65: Jakob Blåbjerg), Kasper Risgård (82: Jakub Sylvestr), Rasmus Würtz, Filip Lesniak, Edison Flores, Jannik Pohl. 

Dommer: Peter Munch Larsen.

AaB jagter første sejr i sæsonen

29. juli 2017 kl. 11:45 af Rasmus Estrup

Efter uafgjort i sæsonens første kamp og nederlag i seneste opgør jagter AaB søndag sæsonens første sejr, når holdet møder FC Nordsjælland, der har seks point efter de to første kampe.

Cheftræner Morten Wieghorst udtaler:

- Efter at vi tabte 4-1 i sidste weekend foran vores egne fans, vil vi vinde noget stolthed tilbage, og vi vil tilbage på sporet med det samme. Vi viste i Telia Parken i første runde, at vi kan præstere godt, så vi jagter sejren.

- Måden vi forsvarede på i seneste kamp var utilfredsstillende, så en af nøglerne til at få en sejr mod FC Nordsjælland er ved at lukke færre mål ind end sidst. Men fordi man har et defensivt fokus, betyder det ikke, at man glemmer det offensive, siger cheftræner Morten Wieghorst.

- Når det er sagt, bliver denne kamp også meget anderledes end den seneste kamp. FC Nordsjælland spiller formentlig i en anden formation, de presser på en anden måde og de spiller anderledes. De har kæmpe kvaliteter i deres omstillingsspil, fordi de har så meget fart offensivt. Det så vi både mod OB og Brøndby I.F., så det skal vi forholde os til, siger cheftræneren og roser søndagens modstander for sæsonåbningen.

- FC Nordsjælland er kommet godt fra land med to sejre, og det er godt gået med de afgange de har haft. Så vi er forberedt på et hold, der har medvind, men vi skal også huske at få vist vores egne kvaliteter, siger cheftræner Morten Wieghorst, der har udtaget følgende 19 spillere til kampen:

1 Nicolai Larsen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 11 Jakub Sylvestr, 16 Magnus Christensen, 18 Rasmus Thellufsen, 20 Marco Meilinger, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 24 Nikolaj Lyngø, 25 Frederik Børsting, 32 Kasper Pedersen, 33 Bardhec Bytyqi.

Patrick Kristensen, Oliver Abildgaard og Marco Ramkilde er fortsat ukampdygtige på grund af skader.

'