Reaktioner fra Telia Parken
Læs reaktioner efter dagens remis mod FC København.
Cheftræner Morten Wieghorst og anfører Rasmus Würtz (bold.dk)
Anfører Rasmus Würtz (nordjyske.dk)
Cheftræner Morten Wieghorst og Jores Okore - videoindslag (Canal 9)
Fortjent premierepoint til AaB
AaB leverede en flot præstation i Telia Parken, hvor Jakob Blåbjerg fortjent kunne udligne til slutfacit 1-1 i premieren i Alka Superligaen.
Til sæsonens første udfordring Alka Superligaen havde cheftræner Morten Wieghorst foretaget tre ændringer i startopstillingen i forhold til testkampen mod FC Hansa Rostock. Nicolai Larsen var tilbage i målet, mens Frederik Børsting og Jakub Sylvestr tog plads bænken til fordel for Rasmus Thellufsen og Kasper Risgård, en startopstilling der samtidig betød officiel debut til Jores Okore og Kristoffer Pallesen.
Kampen var blot to minutter gammel da værterne første gang truede AaB-målet, da en lang bold blev forlænget til Andrija Pavlovic, hvis afslutning sneg sig snert forbi den fjerneste stolpe.
Efter 12 minutter sendte Kasper Kasper et truende skud mod mål, som Nicolai Larsen fik viftet over overliggeren og på det efterfølgende hjørnespark sendte Andrija Pavlovic bolden en håndfuld meter over mål.
Gradvist fik AaB flyttet spillet længere frem på banen, men man skulle godt 20 minutter ind i opgøret før første tilløb til en chance viste sig. Et indlæg fra Edison Flores til Jannik Pohl i feltet blev akkurat for langt, mens Flores i det efterfølgende spil omkring feltet vippede en god mulighed et stykke forbi hjemmeholdets mål.
På den halve time måtte Nicolai Larsen levere en fornem dobbeltredning, da først Pavlocvic fik afsluttet fra midten af feltet, inden Kasper Kusks afslutning på returbolden også blev afværget.
Straks efter var en afslutning fra Rasmus Thellufsen fra en spids vinkel tæt på at volde problemer for Robin Olsen i FCK-målet, men keeperen fik bolden under kontrol inden AaB’erne kunne komme over riposten.
Bedst som man følte at AaB var kommet godt med i kampen slog hjemmeholdet til kort før pausen. Efter et hjørnespark kom AaB-organisationen ikke hurtigt nok på plads, og det udnyttede Kasper Kusk til at servere bolden for Federico Santander, der tæt under mål prikkede bolden forbi Nicolai Larsen med en lang tå.
Scoringen slog dog ikke Morten Wieghorsts tropper ud, og inden pausefløjtet fik Kasper Risgård en god afslutning fra kanten af feltet, mens Kasper Pedersen på det efterfølgende hjørnespark hamrede bolden over mål fra tæt hold.
Fra anden halvlegs start fortsatte de gode AaB-takter, og Rasmus Thellufsen var tæt på at kunne zig-zagge sig gennem FCK-forsvaret, mens Kasper Risgård måtte se sit listige skud ryge på den forkerte side af stolpen og i sidenettet.
Kort før den hele time måtte Jannik Pohl se et godt skud reddet af FCK-målmand Robin Olsen, og ved det efterfølgende hjørnespark sendte en velspillende Kristoffer Pallesen bolden i panden på Pohl, der dog ikke kunne styre bolden indenfor målrammen.
Kampbilledet fra første halvleg var nu helt vendt på hovedet, og det var AaB’erne der havde taget taktstokken, holdt godt fast i bolden, vandt andenboldene og kom frem til muligheder.
Kasper Risgård måtte efter et fint opspil se endnu en kvalificeret afslutning snige sig forbi stolpen, mens AaB’s nr. 21 kort efter sendte et hovedstød forbi mål.
Med et kvarter tilbage af kampen måtte en stærkt spillende Jores Okore lade sig udskifte efter at have fået et slag i ansigtet, mens også Frederik Børsting og Jakub Sylvestr blev sendt på banen i slutfasen for at jagte en udligning.
Kristoffer Pallesen viste atter prøver på sit spil, da han fem minutter før tid sendte et hårdt fladt indlæg i feltet, hvor Jannik Pohl med lidt mere held i sprøjten kunne havde sendt en fortjent udligning i feltet, men igen fik Robin Olsen afværget i FCK-målet.
Fire minutter inde i overtiden faldt så den fuldt fortjente udligning, da et frispark blev slået i feltet og nedfaldsbolden endte for fødderne af Jakob Blåbjerg, der fra klos hold sendte læderet i nettet.
I de døende sekunder kunne Jannik Pohl endda have sendt alle tre point til Nordjylland, men slutfacit blev 1-1 efter en flot AaB-præstation.
Søndag i næste uge gælder det SønderjyskE på Aalborg Portland Park.
Matchfacts - Alka Superliga grundspil 1. runde
FC København-AaB 1-1 (1-0)
1-0 39. minut Federico Santander
1-1 93. minut Jakob Blåbjerg
Advarsler FC København: William Kvist (44.), Benjamin Verbic (90.)
Advarsler AaB: Magnus Christensen (32.), Kasper Risgård (44.), Rasmus Würtz (77.)
11.006 tilskuere i Telia Parken
FC København (4-4-2): Robin Olsen, Tom Høgli (68. Pierre Bengtsson), Michael Lüftner, Erik Johansson, Kasper Kusk (62. Nicolaj Thomsen), Wiliam Kvist, Uros Matíc, Benjamin Verbíc, Federico Santander (62. Pieros Sotiriou), Andrija Pavlovic
AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Kristoffer Pallesen, Jores Okore (75. Jakob Blåbjerg), Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Edison Flores, Magnus Christensen (80. Jakub Sylvestr), Rasmus Würtz, Rasmus Thellufsen (80. Frederik Børsting), Kasper Risgård, Jannik Pohl
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt
Afstemning til Hele Nordjyllands Håndsrækning i gang
Afstemningen blandt de tre udvalgte kandidater til Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2017 er nu i gang.
AaB og Spar Nord Fonden donerer således to kroner pr. fremmødt tilskuer til klubbens Alka Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park til et godt formål. Pengene bliver halvårligt doneret ubeskåret til et godt formål i Region Nordjylland.
Efter sidste fredags afsløring af de tre udvalgte kandidater til efterårets udgave af Hele Nordjyllands Håndsrækning, er afstemningen for at finde den endelige modtager nu i gang og vil køre til og med torsdag 20. juli.
Kandidaterne for efteråret 2017
De tre kandidater til Hele Nordjyllands Håndsrækning for efteråret 2017 er:
Børn og unge i sorg Aars
Børn og unge i sorg er en frivillig forening som hjælper børn fra 4 år og op til 18 år. Foreningen støtter børn som har mistet en far, mor, søster, bror eller andet nærtstående familiemedlem.
Foreningen har de seneste 10 år hjulpet knap 100 børn.
Modtager foreningen Hele Nordjyllands Håndsrækning skal støtten gå til videreuddannelse og udstyr til foreningens psykolog, samt til en fælles udflugt og andre aktiviteter for alle medlemmerne.
Mob din krop Skagen - Frederikshavn - Sæby
Mob Din Krop er en idrætsforening for psykisk sårbare og sindslidende personer.
Foreningen gør en stor indsats for at motivere til at deltage i sport, og dækker i de tre nordjyske byer Skagen, Frederikshavn og Sæby.
Hvis Mob Din Krop modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning skal midlerne bruges til blandt andet at uddanne flere instruktører, deltage i idrætsstævner, samt afholde et socialt arrangement så flere motiveres til at deltage i sport.
Frivilliggruppen for flygtninge i Skørping
Foreningen Frivilliggruppen for flygtninge i Skørping er en gruppe, der arbejder for integration af flygtninge i lokalområdet.
Foreningen består af ca. 150 frivillige og ønsker via en række tiltag at sikre en bedre integration. Disse tiltag indebærer blandt andet:
- at sikre, at der er danske kontaktfamilier til alle flygtninge,
- afholdelse af en ugentlig lektiecafe,
- at skaffe og reparere brugte cykler til alle flygtninge,
- at uddele gratis ”datomad” fra de lokale butikker,
- afholdelse af forskellige arrangementer
De fleste af flygtningene er unge mænd, der går på sprogskole og mange vil meget gerne spille fodbold, og er i forvejen dygtige spillere.
Via samarbejde med den lokale fodboldklub har foreningen sikret dem muligheden for at spille i klubben.
Såfremt frivilliggruppen modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning skal pengene blandt andet benyttes til indkøb af nyt fodboldtøj, sko og fodboldstøvler drengene, samt diverse arrangementer.
Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning
Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31. 249 kr.
Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr.
Hjerterummet og Cykel20 - forår 2016 - 57.357 kr.
The Back To Life Project - efterår 2015 - 66.410 kr.
Headspace Aalborg - forår 2015 - 54.337 kr.
Sæsonpremiere med fem mulige debutanter
Lørdag eftermiddag fløjtes den nye sæson i Alka Superligaen i gang for AaB’s vedkommende, når Hele Nordjyllands Hold gæster FC København i Telia Parken.
Efter en opstartsfase med fire testkampe, der er endt med to sejre, en uafgjort og et nederlag, er AaB klar til 2017/18-sæsonens første kamp i Alka Superligaen.
Sæsonens første opgør spilles på udebane i Telia Parken mod de forsvarende mestre, FC København.
Cheftræner Morten Wieghorst udtaler:
- Vi glæder os til at komme i gang med sæsonen. Vi starter ud med at møde Danmarks bedste hold og sidste sæsons mestre, så det er en svær udekamp for os. Deres hjemmebanestatistik har været ganske imponerende over de seneste næsten tre sæsoner. Det er en stor opgave for os, og vi er meget motiverede for at toppræstere.
- Vi har forberedt os godt på opgaven og spillerne har arbejdet hårdt i opstarten. Vi ved, at vi skal have modet til at omfavne kampen og vise, hvad vi kan. Vi går ikke kun ind til kampen med en defensiv tankegang. Vi skal kunne true dem, siger cheftræner Morten Wieghorst, der har udtaget Jores Okore, Kristoffer Pallesen, Michael Lansing, Filip Lesniak og Nikolaj Lyngø, som alle har mulighed for at debutere i sæsonpremieren.
- Vi har fået fire nye spillere ind udefra, og de har allesammen givet et rigtig fint indtryk i opstarten. Vi er glade for, at de er kommet til truppen og glade for de kvaliteter, de tilfører holdet. Alle fire er med i truppen, og jeg regner med, at flere af dem starter inde, lyder det fra cheftræner Morten Wieghorst, der har udtaget følgende 19 navne til kampen mod FC København:
1 Nicolai Larsen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 11 Jakub Sylvestr, 16 Magnus Christensen, 18 Rasmus Thellufsen, 20 Marco Meilinger, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 24 Nikolaj Lyngø, 25 Frederik Børsting, 32 Kasper Pedersen, 33 Bardhec Bytyqi.
Patrick Kristensen, Oliver Abildgaard, Marco Ramkilde og Robert Kakeeto er ukampdygtige på grund af skader.
Dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt fløjter kampen i gang kl. 16.00 i Telia Parken.