AaB TV: Sammendrag af AaB-SønderjyskE

24. juli 2017 kl. 08:18 af Rasmus Estrup
Tags på denne nyhed

Stort nederlag i regnvåd affære

23. juli 2017 kl. 16:10 af Rasmus Estrup

Hjemmebanepremieren endte med et stort nederlag for Hele Nordjyllands Hold. Gæsterne fra SønderjyskE vandt søndag eftermiddag med 4-1 på Aalborg Portland Parks våde græstæppe. 

Gæsterne fik efter et kvarter kampens første store skudmulighed. I samme øjeblik, som regnen begyndte at piske ned, mistede Jores Okore bolden på midten af banen, og i forsøget på at rette op på fejlen begik forsvarsspilleren straffespark. 

På straffesparket gik Nicolai Larsen til den rigtige side, men Philip Zinckernagels spark var for yderligt og hårdt til, at AaB-målmanden kunne afværge SønderjyskE fra at komme foran 1-0. 

Umiddelbart efter gæsternes første sæsonmål fik AaB dog også mulighed for at udligne på straffespark. På en høj og dyb bold mod Jannik Pohl kom SønderjyskE-målmanden Sebastian Mielitz for sent og i stedet for at bokse til bolden, boksede han til Jannik Pohls hoved. 

AaB-angriberen tog sig selv af muligheden fra 11-meter-pletten og bragede udligningen sikkert i nettet til stillingen 1-1 efter 18 minutter. 

Perioden med chancer var ikke afsluttet, for efter 20 minutter truede Christian Jakobsen AaB-målet med en kompetent afslutning, som Nicolai Larsen fangede.

Få øjeblikke senere fik Jannik Pohl en stor chance i modsatte ende. Godt AaB-spil førte bolden hen til Rasmus Thellufsen, der med sin førsteberøring sendte Jannik Pohl i en friløber. Men målscorerens afslutning sneg sig lige uden om fjerneste stolpe. 

10 minutter senere - i kampens 31. minut - kom gæsterne foran på ny. Christian Jakobsen kunne sende et indlæg i feltet i AaB's højreside, og indlægget sad lige i panden på Troels Kløve, der headede 2-1-scoringen i netmaskerne. 

Op til pausen fortsatte SønderjyskE med at vise tænder. Først med skudmulighed til Philip Zinckernagel og efterfølgende hovedstødschance til Kees Luijckx.

Men der skulle en chance til Marcel Rømer til, for at gæsterne kunne bringe sig foran 3-1 i kampens 43. minut. Christian Jakobsen formåede, trods pres fra Jores Okore og Kristoffer Pallesen, først at holde fast i bolden i AaB's felt og dernæst give den videre til Marcel Rømer, som sparkede SønderjyskE på 3-1. 

Kort efter pausen var Jannik Pohl tæt på at reducere. Kristoffer Pallesen drev flot bolden frem og spillede den dybt til Jannik Pohl, der fra en spids vinkel i højresiden sparkede læderet i sidenettet. 

Efterfølgende var SønderjyskE farlige i to omgange ved først et hjørnespark og siden et frispark, men i disse tilfælde førte det ikke til scoringer. Det gjorde det heller ikke, da Mikael Uhre vandt en duel over Kasper Pedersen og fandt Christian Jakobsen, der måtte se sin afslutning afværget af Nicolai Larsen. 

Da kampen rundede en times spil, var AaB farlige i flere omgange. Edison Flores tordnede en afslutning mod mål, som blev viftet til hjørnespark. Hjørnesparket blev sendt ind i hovedet på Kasper Pedersen, der headede mod mål, men afslutningen blev flot reddet af Sebastian Mielitz på stregen. 

I stedet kom SønderjyskE foran 4-1 i kampens 65. minut. Simon Poulsen smed et indlæg bagerst i feltet, hvor Christian Jakobsen dirigerede bolden modsat mod forreste stang til Mikael Uhre, der scorede kampens sidste mål.

Dermed tabte AaB sæsonens første hjemmekamp med 4-1 til SønderjyskE. Det efterlader AaB med ét point efter to spillerunder, mens SønderjyskE står med fire point efter to kampe. 

AaB's næste Alka Superligaopgør spilles søndag 30. juli, hvor Hele Nordjyllands Hold gæster FC Nordsjælland. 

 

Matchfacts - Alka Superligaen, 2. spillerunde

AaB-SønderjyskE 1-4 (1-3)
17. minut 0-1 Philip Zinckernagel, 19. minut 1-1 Jannik Pohl, 31. minut 1-2 Troels Kløve, 43. minut 1-3 Marcel Rømer, 65. minut 1-4 Mikael Uhre.
Advarsler AaB: Jores Okore (16), 
Advarsler SønderjyskE: Sebastian Mielitz (18), Marcel Rømer (54)
6.016 tilskuere på Aalborg Portland Park.

AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann, Edison Flores (74: Frederik Børsting), Rasmus Würtz, Magnus Christensen (74: Filip Lesniak), Rasmus Thellufsen, Kasper Risgård (62: Jakub Sylvestr), Jannik Pohl.

SønderjyskE (4-5-1): Sebastian Mielitz, Ramon Rodrigues, Kees Luijckx, Marc Pedersen, Simon Poulsen, Troels Kløve (90: Rasmus Vinderslev), Niki Zimling, Philip Zinckernagel (82: Emil Scheel), Marcel Rømer, Christian Jakobsen, Mikael Uhre (73: Nicholas Marfelt).

Dommer: Morten Krogh

Tags på denne nyhed

AaB foran sæsonens første hjemmekamp

22. juli 2017 kl. 15:04 af Rasmus Estrup

Begge hold kommer til kampen med ét point efter første spillerunde. AaB fik 1-1 i Telia Parken mod FC København, mens SønderjyskE spillede 0-0 mod Randers FC.

Cheftræner Morten Wieghorst udtaler:

- I sidste uge præsterede vi godt på de fire parametre, vi kan tale om. Fysisk blev vi stærkere og stærkere, som kampen skred frem. Taktisk var vi godt indstillet, og teknisk spillede vi især godt i anden halvleg, når vi selv havde bolden. Endelig var det mentalt flot, at vi kom tilbage efter at være bagud. Den sene udligning har uden tvivl gjort en masse godt for truppen, og det er vigtigt, at vi nu forstår at bygge ovenpå, og at vi er afklaret med, at det bliver en anden kamp mod SønderjyskE, siger cheftræner Morten Wieghorst.

- SønderjyskE er et hold, der har etableret sig over de seneste år. I 2015-16-sæsonen endte de på andenpladsen i Alka Superligaen, og de er gode på udebane. De seneste tre sæsoner er de endt i top-fire på udebanestatistikkerne. De er svære at slå og taber generelt ikke mange kampe på udebane. Nu har de også fået tilført noget rutine i form af blandt andre Niki Zimling og den tyske målmand Sebastian Mielitz. Så vi ved, det bliver en svær kamp, siger han.

- Vi skal være dygtige til at flytte bolden og spille hurtigt. Det vil vi også gerne. Især når vi spiller på hjemmebane. Samtidig skal vi også undgå at blotte os, for de kan gøre ondt i omstillinger, ligesom at vi også skal kunne afværge deres standardsituationer, siger cheftræneren, der glæder sig til for første gang i sæsonen at spille på Aalborg Portland Park.

- Første hjemmekamp er altid speciel. Vi håber, der er en god opbakning, og der er ingen tvivl om, at vi glæder os til at komme tilbage på egen bane og spille foran egne fans. Vi vil gøre alt for at præstere så godt, som vi overhovedet kan, så vi kan få et godt resultat, siger cheftræner Morten Wieghorst, der har udtaget en trup bestående af disse 19 spillere:

1 Nicolai Larsen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Jannik Pohl, 10 Edison Flores, 11 Jakub Sylvestr, 16 Magnus Christensen, 18 Rasmus Thellufsen, 20 Marco Meilinger, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 23 Filip Lesniak, 24 Nikolaj Lyngø, 25 Frederik Børsting, 32 Kasper Pedersen, 33 Bardhec Bytyqi.

Ude med skader er Patrick Kristensen, Oliver Abildgaard, Marco Ramkilde og Robert Kakeeto.

AaB og Spar Nord Fonden donerer 2 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2017 går ubeskåret til Børn i Sorg - Sorggrupperne i Aars.

Sæsonens første hjemmekamp fløjtes op søndag kl. 14.00 på Aalborg Portland Park.

Tags på denne nyhed

Børnebilletter til kun 10 kr. i morgen

22. juli 2017 kl. 08:15 af Rasmus Estrup

Alle sommerferieramte børn kan komme billigt ind til sæsonens første kamp på Aalborg Portland Park. Klokken 14.00 i morgen når Hele Nordjyllands Hold møder SønderjyskE, koster børnebilletter nemlig kun 10 kr. - inklusiv gebyr. Det gælder både for sidde- og ståpladser. 

Ved indgangen får alle børn også et gratis autografkort, og AaB-spillerne vil umiddelbart efter kampen komme rundt til banderne og skrive autografer. 

Endelig vil der på kampdagen blive solgt sodavand til halv pris. Både før, under og efter kampen. 

Tags på denne nyhed
'