Reserveholdets opstilling mod AC Horsens

20. februar 2017 kl. 08:56 af Rasmus Estrup

Søndag spillede AaB sin første Alka Superligakamp i 2017, og mandag eftermiddag er det reserveholdets tur til at spille årets første kamp i Reserveholdsturneringen. 

Det sker på kunstgræsbanen på Hornevej klokken 14.00, hvor AC Horsens kommer på besøg. 

Assistenttræner Jacob Friis og udviklingschef Poul Erik Andreasen har valgt følgende opstilling fra start: 

Ivan Lucic

Patrick Kristensen - Nikolaj Lyngø (U/19) - Morten Rokkedal - Bardhec Bytyqi

Edison Flores - Robert Kakeeto - Oliver Abildgaard - Anders Harpøth Østergaard

Sebastian Grønning - Thomas Enevoldsen 

I anden halvleg forventes blandt andre Casper Sloth og Jannik Pohl at komme på banen. 

Kampen spilles som sagt på kunstgræsbanen på Hornevej klokken 14.00, og alle interesserede er selvfølgelig meget velkomne til at overvære kampen gratis. 

Tags på denne nyhed

Pohl og Sylvestr sikrer sen sejr i jysk klassiker

19. februar 2017 kl. 17:02 af Rasmus Estrup

Med en scoring fra Jannik Pohl i dommerens tillægstid vandt AaB 2-1 på udebane over AGF i den jyske klassiker. Forinden havde Jakub Sylvestr scoret kampens første mål, inden Christopher Ikonomidis 12 minutter før tid udlignede til 1-1. En stilling Jannik Pohl ændrede i slutminutterne, hvor han sendte sejren til Nordjylland.  

Dermed er AaB tre point rigere og ét point fra 6. pladsen, som SønderjyskE indtager. 

Den jyske klassiker startede med høj intensitet og mange fysiske dueller, og i kampens fjerde minut begik Frederik Børsting frispark på Mustafa Amini midt for mål. Men frisparket sendte Martin Spelmann lige i AaB-muren.  

To minutter senere var AGF igen nærgående ved et hjørnespark tæt under mål, som Markus Holgersson, der stod en halv meter fra målstregen, headede væk. 

I kampens tiende minut faldt AaB’s første - og kampens hidtil største - chance. Et millimeterpræcist frispark fra Marco Meilinger fandt vej til en helt fri Jakob Blåbjerg, der med pandebrasken dirigerede bolden via grønsværen op på stolpen, inden AGF’s forsvar fik afværget chancen. 

AGF pressede i kampens indledning AaB højt og intenst, og gæsterne havde svært ved at få spillet sig frem til de store muligheder i det etablerede spil. Samtidig havde Hele Nordjyllands Hold problemer med at dæmme op for hjemmeholdets indlæg. I kampens 22. minut blev det farligt, da Jakob Blåbjerg i forsøget på at cleare et indlæg kun fik afrettet bolden, som strøg i en bue tilbage mod eget mål og var lige ved at overliste Nicolai Larsen. Keeperen nåede dog tilbage og fik bokset bolden bort.   

I kampens 32. minut var AGF atter farlige. Denne gang blev et indøvet hjørnespark sendt mod en helt fri Martin Spelmann, der ud af ingenting dukkede op bagerst i feltet. Spelmann flugtede dog bolden langt forbi mål.  

Herefter overtog AaB mere og mere af initiativet af kampen, og det førte til flere gode muligheder. Blandt andet i kampens 35. minut. Et glimrende gennemspil i venstre side endte med, at Jakob Ahlmann sendte et fladt indlæg skråt tilbage til Marco Meilinger. Hans afslutning fra en position inde i feltet blev blokeret til hjørne af Dzhamaldin Khodzhaniiazov.  


På det efterfølgende hjørnespark kom Marco Meilinger igen frem til en afslutning. Hjørnesparket blev sendt fladt mod Rasmus Thellufsen, der frækt rettede bolden videre mod Meilinger, men denne gang blev østrigeren presset så hårdt i afslutningsmomentet, at læderet ikke kom i nærheden af målet.

Fem minutter før pausefløjtet havde AaB’s nye angriber, Jakub Sylvestr, muligheden for at bringe gæsterne i front. Et godt opspil resulterede i, at Frederik Børsting fandt Marco Meilinger, der med en præcis stikning sendte Sylvestr afsted mod mål. Men angriberen nåede ikke at få afsluttet, inden AGF-forsvaret fik tacklet bolden væk. 

 

Efter en stærk periode af Hele Nordjyllands Hold sluttede AGF dog halvlegen med en stor chance, som Nicolai Larsen på fornemmeste vis reddede. Morten Duncan Rasmussen headede et målspark fra egen keeper videre til Martin Spelmann, der sparkede fladt mod fjerneste hjørne. Nicolai Larsen kastede sig ned efter bolden og fik med det yderste af fingerspidserne dirigeret bolden ud på ydersiden af stolpen. 

I minutterne lige efter pausen kom AaB stærkest ud. Rasmus Thellufsen og Frederik Børsting byttede i pausen plads, og Thellufsen blev med det samme sat i scene i rollen mellem midtbanen og angriberen. Først stjal han selv bolden fra AGF's forsvar, men formåede ikke at komme frem til skud. Kort efter timede Jakub Sylvestr et perfekt løb i højresiden, men hans flade indlæg mod Thellufsen blev sendt til hjørne.

Det hjørnespark blev særdeles farligt. Meilingers spark røg ind til Jakob Blåbjerg, der tilfældigt prikkede bolden hen til Magnus Christensen i det lille felt. Men den unge midbanespiller afsluttede lige på Aleksandar Jovanovic. 

I kampens 57. minut bar AaB's stærke start på anden halvleg frugt, da slovakken Jakub Sylvestr scorede sit første officielle mål for Hele Nordjyllands Hold og bragte holdet foran 1-0 efter et glimrende opspil. Rasmus Würtz fandt Rasmus Thellufsen, der rundede en AGF-forsvarer, hvorefter Joakim Mæhle overtog bolden, som han sendte ind midt for mål, hvor Jakub Sylvestr sikkert fik netmaskerne til at blafre. 

Det tvang AGF frem på banen, og to gange inden for kort tid ramte hjemmeholdet overliggeren. Først headede Morten Duncan Rasmussen et indlæg fra Kasper Junker på overliggeren, og i kampens 64. minut rettede Joakim Mæhle et frispark fra Martin Spelmann op på overliggeren. 


Med et kvarters tid tilbage af kampen faldt en stor chance til AGF's indskifter Christopher Ikonomidis. Et hjørnespark havnede hos australieren, men Markus Holgersson fik på bedst tænkelig måde blokeret bolden på stregen.

Få minutter senere - i kampens 78. minut - formåede AaB ikke at holde Ikonomidis fra at sende den udlignende scoring til 1-1 i netmaskerne. Dino Mikanovic drev bolden frem i højre side, fandt Danny Olsen dybt i AaB's felt og Olsen sendte bolden på tværs til Ikonomidis, der denne gang ikke blev afværget fra at score. 

I kampens tillægstid tog AaB sejren i den jyske klassiker, da Jannik Pohl dukkede op ved bagstolpen på et hjørnespark og prikkede bolden i nettet til sejrsmålet.

AaB indtager med sejren nu 7. pladsen i Alka Superligaen med 29 point. Det er ét point færre end SønderjyskE på sjettepladsen, og der resterer fire kampe inden slutspillet. 

Næste udfordring for Hele Nordjyllands Hold er på hjemmebane søndag 26. februar klokken 13.00, hvor Silkeborg IF kommer på besøg. 

Matchfacts - Alka Superligaen, 22. spillerunde

AGF-AaB 1-2 (0-0)
57. minut 0-1 Jakub Sylvestr, 78. minut 1-1 Christopher Ikonomidis, 90. minut 1-2 Jannik Pohl.
Advarsler AGF: Morten Duncan Rasmussen (40), Martin Spelmann (43), Mustafa Amini (90), Dino Mikanovic (90).
Advarsler AaB: Rasmus Thellufsen (30), Frederik Børsting (45), Jakob Ahlmann (63).
8.500 tilskuere på Ceres Park. 

AGF (4-4-2): Aleksandar Jovanovic, Dino Mikanovic, Alexander Juel Andersen, Dzhamaldin Khodzhaniiazov, Jesper Juelsgård, Björn Daniel Sverrisson, Kasper Junker (70: Michael Zacho), Mustafa Amini, Martin Spelmann (77: Danny Olsen), Stephan Petersen (62: Christopher Ikonomidis), Morten Duncan Rasmussen.

AaB (4-4-1-1): Nicolai Larsen, Joakim Mæhle, Markus Holgersson, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Marco Meilinger (88: Oliver Abildgaard), Magnus Christensen, Rasmus Würtz, Rasmus Thellufsen (77: Casper Sloth), Frederik Børsting, Jakub Sylvestr (82: Jannik Pohl). 

Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt

Tags på denne nyhed

AaB sælger Bassogog for rekordtransfer

19. februar 2017 kl. 15:05 af Brian Andersen

Christian Bassogog blev i august 2015 hentet til AaB fra den amerikanske klub Wilmington Hammerheads FC.

AaB betaler udover agenthonorar ifølge aftale også en procentdel af transfersummen fra Henan Jianye FC til Christian Bassogogs tidligere klubber.

For to uger siden blev Christian Bassogog vinder af Africa Cup of Nations sammen med Cameroun, og efterfølgende blev Bassogog kåret til turneringens bedste spiller.

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Forløbet med Christian Bassogog er både for ”Basso” og for AaB en fantastisk historie, siden han kom til prøvetræning hos os for kun halvandet år siden.

- Hverken Lars Søndergaard (AaB’s tidligere cheftræner, red.) eller jeg var i tvivl om, at Christian Bassogog med sine driblefærdigheder, sin fart og sin fysik havde nogle unikke spidskompetencer, men ingen havde selvfølgelig forestillet sig udviklingen gå så hurtigt, understreger Allan Gaarde.

- Oveni sine færdigheder på banen er Christian en glad, vellidt og velovervejet dreng, og vi ønsker ham et stort tillykke med kontrakten i Kina og al mulig held og lykke fremover, slutter Allan Gaarde.

AaB havde for 2017 planmæssigt kalkuleret og budgetteret med et underskud i niveauet 10 mio. kr. som følge af planlagte investeringer og forbrug både sportsligt og kommercielt. Heriblandt en topmoderne Superligabygning for spillertruppen. Tiltag der er muliggjort via de seneste års overskud.

Med salget af Christian Bassogog opjusteres forventningerne for 2017 til et overskud før skat i niveauet 15 mio. kr. Heri er indregnet investeringer i spillertruppen i det kommende transfervindue i sommeren 2017 og yderligere strategiske investeringer i den kommercielle udvikling af klubben. I de økonomiske forventninger er der ikke indregnet yderligere transferindtægter end de allerede realiserede.

Forventningerne for 2017 er ligeledes baseret på en slutplacering som nummer seks i Alka Superligaen.

Christian Bassogog, der opnåede 32 officielle kampe og fire scoringer for AaB, tager med både glæde og vemod afsked med Aalborg:

- Siden den første dag har jeg fået en fantastisk behandling af alle mennesker både i og uden for klubben, og jeg har virkelig følt mig velkommen i AaB og Aalborg.

- Nu har jeg fået et tilbud, som jeg ikke kan sige nej til, og jeg ser frem til nye og spændende oplevelser i Kina.

- Jeg vil gerne takke mine holdkammerater, trænerne og de søde mennesker i administrationen for vores tid sammen. En særlig tak skal dog lyde til supporterne og ikke mindst min plejefamilie, som betyder enormt for mig, og samlet set ønsker jeg dem alt det bedste, fastslår Christian Bassogog.

AaB fastholder med den kommende offentliggørelse af resultatet 8. marts 2017 forventningerne for 2016 om et overskud før skat i niveauet 5–10 mio. kr.

Egenkapitalen i AaB udgør pr. 30. september 2016 103 mio. kr., og beholdningen af omsættelige obligationer samt likvider udgør 82,9 mio. kr.

AaB’s mission er igennem fodbold at underholde og skabe oplevelser på et økonomisk bæredygtigt grundlag.

AaB’s vision er at være samlingspunkt for hele Nordjylland og til stadighed være en del af toppen af dansk fodbold – både på og uden for banen.

Tags på denne nyhed

Prøv selv: hvordan ender grundspillet?

19. februar 2017 kl. 10:06

Med fem runder tilbage af grundspillet i Alka Superligaen er der stor spænding om hvilke hold der ender på hvilke placeringer inden forårets slutspil.

Ved at vælge udfaldet i hver af de resterende kampe kan du selv prøve at gætte på, hvordan grundspillet ender og hvilke hold der ender hvor.

Prøv slutspilssimulatoren lige her

Tags på denne nyhed
'