Yderligere fire AaB'ere på U/21-landshold
Jannik Pohl, Rasmus Thellufsen og Magnus Christensen er udtaget til det danske U/21-landshold, mens Bardhec Bytyqi er udtaget til Albaniens U/21-landshold.
Udover Edison Flores og Filip Lesniak er fire yderligere spillere fra AaB's Alka Superligatrup indkaldt til at tjene sit land i landskampspausen.
Jannik Pohl, Magnus Christensen og Rasmus Thellufsen er således blevet udtaget til det danske U/21-landshold. Alle tre har mulighed for at få U/21-landsholdsdebut 31. august i EM-kvalifikationskampen mod Færøerne eller i den efterfølgende EM-kvalifikationskamp mod Litauen 5. september.
Også Bardhec Bytyqi er udtaget til Albaniens U/21-landshold, som også spiller to EM-kvalifikationskampe. 31. august skal albanerne spille ude mod Nordirland, og 4. september gælder det en udekamp mod Island.
Jannik Pohl har hidtil spillet 29 officielle ungdomslandskampe for Danmark, mens både Magnus Christensen og Rasmus Thellufsen er noteret for ni ungdomslandskampe.
Bardhec Bytyqi har spillet to kampe for Albaniens U/21-landshold.