![](/media/10232/dsc_0177.jpg?center=0.50515463917525771,0.39673913043478259&mode=crop&width=1200&height=500&rnd=131477982290000000)
Nederlag på 2-1 til reserveholdet
En OB-scoring i slutminutterne gav AaB's reservehold et nederlag på 2-1. Jannik Pohl scorede for hjemmeholdet.
Jacob Rinne og Pavol Safranko fik ikke den ønskede sejr, da de for første gang i klædte sig AaB's kamptøj. AaB's reservehold tabte nemlig 2-1 til OB på Aalborg Portland Park.
Gæsterne fra Odense kom i front efter 28 minutter, da AaB's offsidefælde mislykkedes, og så kunne Mathias Thrane let vippe bolden over Jacob Rinne til 1-0.
Fem minutter før pausen fik AaB bragt balance i stillingen, da Jannik Pohl tæskede et straffespark ind i netmaskerne.
Små ti minutter efter pausen fik AaB to store muligheder for at bringe sig foran. Indskiftede Marco Ramkilde, der erstattede Pavol Safranko, fik sendt en afslutning forbi mål, og umiddelbart efter trykkede Jannik Pohl på kassen, men denne gang reddede Thomas Mikkelsen.
Det gjorde OB-keeperen også halvvejs inde i anden halvleg, da Robert Kakeeto flot forsøgte sig fra distancen. Mod slutningen kom OB frem til flere chancer, men Jacob Rinne tog sig langt hen ad vejen fint af forsøgene. Især i det 86. minut hvor han diskede op med en flot fodparade.
Desværre holdt AaB ikke stand i slutningen, da OB efter 88 minutter slog et indlæg ind i feltet, hvor Jacob Rinne blev så hårdt presset, at han ikke nåede op til bolden, der efterfølgende havnede i nettet til slutresultatet 1-2.
- Det var en rigtig fin kamp. Vi har ikke haft mange reserveholdskampe, så det var godt, at vi fik spillet. Der var mange nye og unge spillere med, og vi foretog mange udskiftninger, så det blev lidt rodet. Men i perioder var spillet godt, siger assistenttræner Thomas Augustinussen.
- Det var godt, at mange unge spillere fik prøvet sig af i det her tempo. Pavol arbejdede hårdt og var meget aktiv. Han ville gerne have spillet mere, men vi vil passe lidt på ham, så vi skiftede ham ud ved pausen, hvor Marco Ramkilde kom ind og var aggressiv, siger Thomas Augustinussen, der sammen med udviklingschef Poul Erik Andreasen havde valgt følgende startopstilling:
Jacob Rinne
Bardhec Bytyqi, Nikolaj Lyngø, Mikkel Konnerup (U/19 Liga), Lukas Klitten (U/19 Liga)
Marco Meilinger, Robert Kakeeto, Jeppe Pedersen (U/17 Liga), Frederik Børsting
Jannik Pohl, Pavol Safranko
I anden halvleg var der også spilletid til Marco Ramkilde, Oliver Klitten (U/19 Liga), Mathias Johannesen (U/19 Liga), Wessam Abou Ali (U/19 Liga), Mathias Andersen og Anders Bærtelsen (U/19 Liga).