AaB overmatchet i Aarhus
AaB blev kørt over og tabte 4-0 på udebane til AGF mandag aften. Morten Duncan Rasmussen og Thomas Juel-Nielsen scorede to mål hver.
Det blev til et stort nederlag på 4-0, da AaB mandag aften gæstede AGF på Ceres Park.
Opgøret var end ikke et minut gammel, før AGF kom frem til kampens første skudforsøg, da Morten Duncan Rasmussen afsluttede et par meter uden for feltet, men afslutningen truede ikke Nicolai Larsens mål. Det gjorde Rasmus Thellufsens afslutning ti minutter senere i den anden ende af banen heller ikke.
I en indledning, hvor begge hold havde svært ved at bryde igennem modstanderens defensiv, var AGF mest på bolden. Hjemmeholdets angriber Morten Duncan Rasmussen fik også en fin skudmulighed efter 17 minutters spil, men fra omkring straffesparkspletten sparkede han over mål.
AaB så i denne periode ud til at skulle få sine chancer gennem omstillinger, eller som i kampens 19. minut hvor Jakub Sylvestr stjal bolden fra forsvaret, men slovakkens afslutning bagefter gik også langt over mål.
AGF fortsatte med at være ovenpå, men der skulle et straffespark til i kampens 38. minut, før de fandt vej til netmaskerne. Dommer Anders Poulsen fløjtede for, at Markus Holgersson skulle have hevet Kasper Junker ned i eget felt.
Morten Duncan Rasmussen tog sig af muligheden fra 11-meterpletten og gjorde det til 1-0.
Fem minutter før pausen udbyggede AGF-målscoreren føringen til 2-0. Angriberen stjal bolden fra Markus Holgersson og var helt fri med Nicolai Larsen, som han udplacerede.
Efter pausen havde AaB forsat svært ved at få spillet til at flyde. I stedet var AGF ti minutter efter pausen tæt på at bringe sig foran 3-0, da Björn Daniel Sverrisson blev sendt i dybden. Men Nicolai Larsen diskede op med en god redning for at holde læderet ude.
Det gjorde AaB-keeperen også i kampens 64. minut, da Elmar Bjarnason trykkede af udenfor feltet. Afslutningen susede fladt mod fjerneste stolpe, men målmanden fik afværget forsøget.
Til gengæld kunne Nicolai Larsen ikke stille noget op, da AGF et kvarter før tid gjorde det til 3-0. Danny Olsen smed et frispark fra venstre ind i panden på Thomas Juel-Nielsen, der headede 3-0-scoringen i nettet.
Thomas Juel-Nielsen lukkede også kampen med målet til 4-0 syv minutter før tid. Et hjørnespark blev afrettet bagerst i feltet. Mustafa Amini sendte læderet fladt ind foran mål, hvor AGF-forsvarsspilleren prikkede bolden over stregen til slutresultatet 4-0.
Trods nederlaget fører AaB stadig Pulje 2 i Alka Superligaens gruppespil med 37 point. Silkeborg I.F. ligger på andenpladsen med 35 point. Viborg F.F. har 32 point og med tre point fra i dag ryger AGF op på 31 point. Der resterer to kampe af gruppespillet.
Hele Nordjyllands Hold spiller sin næste kamp i Alka Superligaen søndag 30. april klokken 13.00 på udebane mod Viborg F.F.
Matchfacts, Alka Superligaen, gruppespil, Pulje 2, 4. runde
AGF-AaB 4-0 (2-0)
39. min 1-0 Morten Duncan Rasmussen, 41. minut 2-0 Morten Duncan Rasmussen, 76. min 3-0 Thomas Juel-Nielsen, 84. min 4-0 Thomas Juel-Nielsen.
Advarsler AGF: Martin Spelmann (45), Danny Olsen (90)
Advarsler AaB: Jakob Ahlmann (66)
4.111 tilskuere på Ceres Park.
AGF (4-4-2): Aleksandar Jovanovic, Dino Mikanovic, Thomas Juel-Nielsen, Jesper Juelsgård, Jens Stage, Martin Spelmann (73: Danny Olsen), Mustafa Amini, Björn Daniel Sverrisson (81: Benjamin Hvidt), Elmar Bjarnason (81: Mustapha Bundu), Kasper Junker, Morten Duncan Rasmussen.
AaB (4-4-1-1): Nicolai Larsen, Patrick Kristensen (60: Oliver Abildgaard), Markus Holgersson (46: Kasper Pedersen), Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann, Joakim Mæhle, Magnus Christensen, Kasper Risgård (65: Thomas Enevoldsen), Rasmus Thellufsen, Frederik Børsting, Jakub Sylvestr.
Dommer: Anders Poulsen