AaB-sejr i årets sidste hjemmekamp
En scoring af Christian Bassogog i første halvleg sikrede mandag aften AaB en vigtig 1-0-sejr over Lyngby Boldklub.
I årets sidste hjemmekamp leverede AaB en overbevisende indsats i første halvleg, mens gæsterne pressede hårdt på efter pausen. Christian Bassogogs scoring fra første halvleg holdt dog hjem, og Hele Nordjyllands Holds udbytte er dermed på syv point efter de seneste tre kampe.
I forhold til den seneste kamp mod SønderjyskE i tirsdags havde AaB en enkelt ændring i startopstillingen, hvor Joakim Mæhle afløste karantæneramte Jakob Ahlmann.
Inden kampen blev fløjtet i gang, blev der holdt en øjebliks stilhed til minde for ofrene i den colombianske flykatastrofe, hvor spillere og officials fra den brasilianske fodboldklub Associacão Chapecoense de Futbol omkom.
Knap ti minutter skulle der gå, før AaB kom til den første mulighed. Marco Meilinger modtog bolden på kanten og trak mod midten, hvorfra han fik tvunget Lyngby-målmand Jesper Hansen ud i fuld længde for at redde skuddet.
Kasper Risgård brød efter tyve minutter igennem i gæsternes felt, men hans afslutning fra spids blev blokeret. Kort efter kom gæsterne frem til deres største mulighed i kampens indledende fase, men en god tackling af Kasper Pedersen sikrede fortsat rent bur for hjemmeholdet, da tværpasningen i feltet ellers kunne have nået frem til to umarkerede Lyngby-spillere.
Kort før uret passerede 30 minutter hev Christian Bassogog en flot soloaktion op af hatten, og han kom efterfølgende til skud, men bolden gik en snert over overliggeren.
Bassogog viste nogle minutter efter sine tekniske kvaliteter frem endnu en gang i venstre side, inden han slog et indlæg, der var centimeter fra at nå Kasper Risgårds pandebrask.
Op imod pausen havde AaB det spillemæssige overtag, og det virkede kun som et spørgsmål om tid, før den første scoring ville komme.
Syv minutter før tid skete det således, da hjemmeholdet fik sat gang i en hurtig omstilling. Frederik Børsting fandt Marco Meilinger i højre side, og østrigeren stoppede op i feltet og sendte bolden mod Christian Bassogog, der rettede den af og derved fangede gæsternes målmand på det forkerte ben. 1-0 til AaB, der viste stort overskud i omgangen med bolden.
Efter pausen fortsatte Hele Nordjyllands Hold indledningsvis de gode takter, men gæsterne viste også tænder og kom til flere chancer. Den største mulighed var Jens Odgaards skud på overliggeren ti minutter inde i anden halvleg.
Gæsternes Mikkel Rygaard forsøgte sig desuden direkte på frispark langt udefra, men skuddet gik over mål.
Lyngby spiste sig mere og mere ind på opgøret, og med godt tyve minutter igen kom Jesper Christjansen igennem i feltet. Nicolai Larsen kom ud og reddede skudforsøget, men bolden kom i anden omgang forbi AaB-målmanden, og Joakim Mæhle måtte redde på stregen.
Kort efter sendte Christian Bassogog bolden i dybden til Frederik Børsting, der afsluttede fladt, men Jesper Hansen reddede forsøget.
Med knap et kvarter igen misbrugte Jesper Christjansen en helt fri mulighed for at udligne for gæsterne, da han alene i feltet hamrede bolden et godt stykke over mål.
I minutterne frem mod slutfløjt kom AaB mere frem i banen, og Christian Bassogog tog syv minutter før tid en god tur fremad og lagde bolden til rette for indskiftede Casper Sloth, der dog mistede et skridt og missede afslutningen.
I modsatte ende fik indskiftede Kim Ojo sat en lang tå på bolden og var tæt på at overliste Nicolai Larsen, men bolden gik over mål.
I tillægstiden var AaB tæt på endnu en scoring, da Christian Bassogog på fornem vis kom igennem i venstre side, men indlægget fandt en Lyngby-spiller.
Kort efter fløjtede dommer Lars Christoffersen kampen af, og AaB kunne dermed sætte tre point ind på kontoen for anden hjemmekamp i træk.
Kampen var AaB’s sidste på hjemmebane i år, og med dagens tilskuertal nåede det samlede antal tilskuere på Nordjyske Arena i denne efterårssæson op på 69.093. AaB donerer en krone pr. tilskuer til hjemmekampe i Alka Superligaen ubeskåret til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i dette efterår går til Broen Aalborg, som dermed modtager en samlet donation på 69.093 kroner.
Nu gælder det årets sidste kamp i Alka Superligaen, der spilles ude på Casa Arena mod AC Horsens allerede på fredag kl. 18.00.
(Fotos: Carsten Kuna Kristensen)
Matchfacts – Alka Superliga, grundspil 20. spillerunde
AaB-Lyngby Boldklub 1-0 (1-0)
38. min 1-0 Christian Bassogog.
Advarsler AaB: Rasmus Würtz (39), Frederik Børsting (79).
Advarsler Lyngby Boldklub: Philip Rasmussen (45).
4.024 tilskuere på Nordjyske Arena.
AaB (4-4-2): Nicolai Larsen, Joakim Mæhle, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Patrick Kristensen, Marco Meilinger (86: Jannik Pohl), Rasmus Würtz, Magnus Christensen (77: Casper Sloth), Kasper Risgård (55: Oliver Abildgaard), Frederik Børsting, Christian Bassogog.
Lyngby Boldklub (4-2-3-1): Jesper Hansen, Jeppe Brandrup, Mathias Tauber, Hallgrimur Jonasson (58: Thomas Sørensen), Michael Lumb, Philip Rasmussen (68: Lasse Rise), Jesper Christjansen, Bror Blume, Mikkel Rygaard, Lasse Fosgaard, Jens Odgaard (74: Kim Ojo).
Dommer: Lars Christoffersen.