AaB og Helenius forlænger et halvt år

26. maj 2026 kl. 09:45 af Brian Andersen

Nicklas Helenius har i indeværende sæson bidraget med 12 scoringer, og i alt er han i sine 250 officielle kampe i sin AaB-tid noteret for 81 fuldtræffere og 33 assists.

De 81 pletskud er sammen med John Holm Jensen næstflest i AaB’s historie siden 1885 – kun overgået af Kjeld Thorst med 88 scoringer. I de seneste måneder har Nicklas Helenius således passeret AaB-legender som Peter Rasmussen, Ove Flindt Bjerg, Peter Møller og Børge Bach på klubbens All Time-topscorerliste.

35-årige Nicklas Helenius kom som ungdomsspiller til AaB fra partnerklubben Svenstrup-Godthåb I.F. Han fik sin førsteholdsdebut i maj 2010 og blev i sommeren 2013 solgt til Aston Villa i den engelske Premier League.

AaB’s sportschef John Møller udtaler:

- Nicklas har været stærk for os her i foråret, hvor han har hjulpet og virkelig steppet op, når holdet har været udfordret. Man kan sige, at han har været vores go to guy – både som opspilsstation og med vigtige scoringer.

- Hans enorme erfaring og store AaB-hjerte gør ham i den grad også til en kulturbærer i vores klub, og på den led har Nicklas derfor en vigtig rolle over for både vores unge spillere og nye spillere, forklarer John Møller.

- Samtidig har Nicklas stadig masser af sult på at angribe en ny sæson, og så er vi enige om at tage en ny snak sidst på året, fortæller John Møller.

Nicklas Helenius, der for Danmark har opnået to A-landskampe og 13 U-landskampe, supplerer:

- Jeg er meget stolt over og glad for at kunne fortsætte i AaB og dermed kunne fortsætte med at spille foran vores fantastiske fans.

- I forhold til hvor jeg er i min karriere, synes jeg, at det er det rigtige for mig at tage et halvt år ad gangen. Den dag, jeg ikke længere kan gøre en forskel, skal jeg ikke fortsætte, men der er jeg ikke nu. Inden min skade var jeg inde i en rigtig god periode med både mål og assists, og min topfart steg fra kamp til kamp, så jeg føler, at jeg har mere at give af og bidrage med, og det glæder jeg mig til at kunne fortsætte med, tilføjer Nicklas Helenius.

- Målet for mig er at spille noget god fodbold og bidrage til holdet både på og uden for banen. Det helt store mål er, at jeg – den dag karrieren slutter – kan aflevere AaB et bedre sted, end hvor klubben er i dag, lyder det fra Nicklas Helenius.


AaB spiller sæsonens sidste kamp på lørdag på Aalborg Portland Park mod HB Køge, mens træningen til den nye sæson indledes 22. juni.

Tags på denne nyhed

Al praktisk info om sæsonafslutningen

25. maj 2026 kl. 12:34 af Rasmus Estrup

Kampinfo for AaB-HB Køge

Spillerunde: 32
Spilledato: Lørdag 30. maj
Kampstart: Kl. 15.00
Dørene åbner: Kl. 13.30
Fanzonen åbner: Kl. 12.30

Køb billetter online eller i billethuset
Du kan købe billetter til sæsonens sidste kamp på www.billet.aabsport.dk eller i billethuset på Aalborg Portland Park fra kl. 13.30 på lørdag.

Det er ikke muligt at betale med kontant i billethuset. Til gengæld tager vi imod Visa, Mastercard, Maestro, Apple Pay, Google Pay, Visa/Dankort, Mastercard/Dankort m.fl. Bemærk at det rene Dankort ikke længere modtages som betalingsmiddel.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af itm8 Tribunen og Vesttribunen. Billetinformationen åbner kl. 13.30.

Info til tilhængere af HB Køge
Tilhængere af HB Køge skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen. Billetter til udebaneafsnittet kan udelukkende købes online på www.billet.aabsport.dk.

Vi gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at udvise tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end i udebaneafsnittet.

AL Sydbank disker op med gratis hindbærsnitter og hoppeborg
Hovedpartner AL Sydbank er kamppartner til sæsonens sidste kamp på lørdag. I den forbindelse har AL Sydbank en stand i fanzonen, hvorfra der gratis uddeles 300 gratis hindbærsnitter, når fanzonen åbner.

I fanzonen stiller AL Sydbank også med en hoppeborg, hvor børn kan springe rundt frem til kampstart.

I pausen kan man desuden deltage i en pausequiz fra AL Sydbank, der udlodder et gavekort til AaB Shoppen.

For at deltage i pausequizzen skal man have opdateret AaB-appen til den nyeste version, og indtaste den firecifrede kode, der vises på storskærmen i pausen.

Download AaB-appen vi App Store eller Google Play.

Autografskrivning og aktiviteter i fanzonen
Kl. 12.30 åbner fanzonen, hvor man som altid kan købe mad og drikkevarer i boderne og ved Fangrillen.

Køb blandt andet en omgang Gratværk (pølsemix), en Crispy Chicken fra Bogø Sandwiches, en Rasmus Wurst eller vores nye lahmacun-pizza, der er en tyrkisk og stenovnsbagt pizza, som udelukkende sælges i fanzonen.

Foruden AL Sydbanks hoppeborg kan man også prøve kræfter med vores Goal Station, sparke efter de små Faxe Kondi-mål eller spille bordfodbold.

Ca. kl. 13.45 vil AaB-spillere, der ikke er med i kamptruppen, også lægge vejen forbi fanzonen og skrive autografer til de fremmødte AaB-fans.

Outlet i AaB Shoppen fra kl. 12.30
Fra kl. 12.30 holder AaB Shoppen et stort outlet, hvor der er masser af penge at spare på officielt AaB-merchandise.

Så kom i god tid og blive klædt godt på til sæsonens sidste kamp på Aalborg Portland Park.

AaB Support Club kårer Sæsonens AaB’er
Umiddelbart inden kickoff af sæsonens sidste kamp på lørdag vil AaB Support Club overrække prisen som Sæsonens AaB’er 2025/2026.

Det er medlemmer af AaB Support Club, der stemmer om, hvilken AaB-spiller der skal have prisen, som første gang blev overrakt i 1991 og er blevet uddelt efter hver sæson siden 1994/1995. 

Besøg Theodors Familiezone
I Theodors Familiezone i hjørnet af itm8 Tribunen kan børn fra kl. 13.30 lægge puslespil eller lave tegninger, som man enten kan tage med hjem eller lægge i Theodors Bankboks.

Lægger man sin tegning i Theodors Bankboks er man også med i lodtrækningen om præmier fra AL Sydbank, der hver måned trækker lod blandt de forskellige tegninger.

Adgang til boder og toiletter i fanzonen under kampen
Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under kampen. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen anvende boder og toiletfaciliteter i fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen spilles. 

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og itm8 Tribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 13.30
Boderne på Aalborg Portland Park åbner halvanden time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

I boderne på Aalborg Portland Park modtager vi flere forskellige betalingsmetoder, herunder Visa, Mastercard, Maestro, Apple Pay, Google Pay m.fl. 

Visa/Dankort og Mastercard/Dankort kan ligeledes anvendes, mens det rene Dankort ikke længere modtages som betalingsmiddel.

Transport
Vi opfordrer fans til så vidt muligt at tage cyklen på Aalborg Portland Park.

Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg.

Vær opmærksom på, at der ikke længere er gratis transport med Nordjyske Jernbaners blå tog eller NT’s busser.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der cirka ti minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Nordtribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed

AaB skriver kontrakt med U/15-anfører

24. maj 2026 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

Anfører på AaB Akademiets U/15 Ligahold, Albert Krog, der netop er fyldt 15 år, skiftede fra Løgstør I.F. til AaB Akademiet som U/13-spiller, og han har de seneste år også været en del af DBU-samlingerne.

- Albert er en dynamisk midtbanespiller med en interessant fysisk pakke. Han er en hårdtarbejdende spiller, som både er en trussel offensivt og sætter en ære i det defensive arbejde. Med sin dedikerede og ydmyge tilgang, ser vi frem til - i samspil med Albert - at udvikle hans kompetencer yderligere i AaB, udtaler AaB’s akademichef Dennis Ramonn Olsen.

U/15 Ligaholdet ligger med to spillerunder tilbage på tredjepladsen i U/15 Ligaen, og i morgen spiller holdet pokalsemifinale på udebane mod Esbjerg fB.

U/19-sejr over Sønderjyske

23. maj 2026 kl. 08:03 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaholdet tog i går aftes imod Sønderjyske Fodbold i sæsonens sidste hjemmekamp, og det bolsjestribede hjemmehold vandt kampen 3-1. 

Akademiholdet åbnede kampen godt, og allerede i sjette minut blafrede nettet, da Victor Fjeldgaard gjorde det til 1-0 med sin 17. sæsonscoring, hvilket placerer ham på en foreløbig andenplads på U/19 Ligaens topscorerliste.

AaB-føringen blev fordoblet fem minutter senere, da Benjamin Pihl Jørgensen efter nogle gode driblinger lagde bolden over i modsatte hjørne til 2-0. 

En halv time inde i kampen fulgte Amar Diagne en god dribletur op med en kølig afslutning, og så stod der 3-0 på måltavlen. En stilling, der trods flere AaB-chancer holdt frem til pausefløjtet.

I anden halvleg fik gæsterne bedre fat om kampen, og da Georg Ejsing i 69. minut modtog sit andet gule kort og dermed en udvisning, satte Sønderjyske Fodbold sig på bolden.

I 75. minut reducerede gæsterne til 3-1, men trods et pres af udeholdet frem mod slutningen, stod AaB-defensiven imod, og sejren på 3-1 blev fightet hjem.

Fredagens tre point betyder, at akademiholdet ligger på tiendepladsen med 31 point efter 25 kampe. Sæsonens sidste U/19 Ligakamp spilles lørdag 30. maj kl. 13.00 på udebane mod AC Horsens.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Aarhus Fremad-AaB 5-0

22. maj 2026 kl. 22:38 af Rasmus Estrup

Fredagskampen på Riisvangen Stadion endte desværre med et stort AaB-nederlag. 

Hjemmeholdet kom foran lige inden pausen ved Lucas Riisgaard, og 1-0-stillingen holdt indtil 20 minutter før tid, hvor netop indskiftede Carl Nygaard fordoblede til 2-0.

Ti minutter senere kom Aarhus Fremad på 3-0 ved Marcus Kirchheiner, og kort efter udbyggede Kasper Lunding til 4-0.

I tillægstiden lukkede Yusuf Abdullahi endegyldigt kampen med målet til slutresultatet 5-0. 

Et sammendrag af kampen kan ses i videoen øverst.

Tags på denne nyhed
'