Fredags aftens lokalopgør på Aalborg Portland Park mod Hobro I.K. endte ganske retfærdigt uden en vinder.
I et opgør der aldrig nåede de store spillemæssige højder kunne AaB glæde sig over at have Mathias Kubel på måltavlen for første gang, ligesom de 90 minutter bød på den syvende ubesejrede kamp på stribe.
I forhold til opgøret i søndags på udebane mod HB Køge havde AaB to ændringer fra første fløjt, hvor Adam Andersson og Marc Nielsen indledte kampen i stedet for Andreas Maarup og Nóel Atli Arnórsson.
Gæsterne fra Hobro I.K. begyndte bedst, og utilsigtet forblev AaB’erne underligt passive i dystens første halve time.
Ganske vist havde udeholdet i kampens første tredjedel bolden mest, men trods en del indlæg formåede man aldrig for alvor at udfordre AaB’s defensiv.
I stedet tog AaB i det 31. minut føringen, da en flad bold fra Marc Nielsen blev modtaget på kanten af straffesparksfeltet af Mathias Kubel, som med en smart vending fik sat sin direkte modstander, hvorefter han med et slangehug tordnede læderet i netmaskerne.
Scoringen blev naturligt nok en energi-indsprøjtning for AaB-mandskabet, og blot to minutter efter føringsmålet var det Kornelius Normann, der testede Jonas Dakir i Hobro-målet.
Fire minutter før pausen sendte gæsternes Runar Hauge et direkte frisparksforsøg nogle meter forbi målrammen, og mere blev det ikke til i første halvleg.
I begyndelsen af anden halvleg fik AaB hurtigt skabt et par farlige situationer, som dog ikke gav udbytte, hvorfor Hobro I.K. i stedet efter 50 minutter bragte sig på 1-1, da man kombinerede sig igennem, så Søren Andreasen kunne udplacere AaB-keeper Bertil Grønkjær.
Efter knap en times spil var Jubril Adedeji nærgående for AaB, og i det 71. minut var det Kornelius Normann, der med med en fin pasning fandt indskiftede William Thomsen, men desværre svigtede førsteberøringen den unge AaB’er i situationen.
Herfra var det imidlertid Hobro I.K., der var tættest på sejren, da fødselar og tidligere AaB’er Oliver Klitten først testede Bertil Grønkjær, inden Marco Bruhn et par minutter senere sendte sit forsøg lige på AaB’s bageste skanse.
Og endnu tættere på kom udeholdet ti minutter før tid, da Marco Bruhn fra relativt tæt hold hamrede en helflugter på overliggeren.
I det 85. minut fik Hobro I.K. endda også annulleret et mål for offside, mens William Thosen i den modsatte ende forsøgte sig i tre omgange.
Sidste forsøg kom fra gæsternes Mathias Haarup.
Med resultatet har AaB i sine seneste syv kampe hentet 15 point, og om nøjagtigt en uge venter endnu en hjemmekamp på Aalborg Portland Park, når Middelfart Boldklub kommer på besøg. Køb i forsalg billet her.
Matchfacts – Betinia Ligaen, 28. spillerunde
AaB-Hobro I.K. 1-1 (1-0)
31. min 1-0 Mathias Kubel, 50. min 1-1 Søren Andreasen.
Advarsel AaB: Elison Makolli (57).
Advarsel Hobro I.K.: Emil Søgaard (18).
5.147 tilskuere på Aalborg Portland Park.
AaB (4-3-3): Bertil Grønkjær, Adam Andersson (87: Anders Noshe), Elison Makolli, Cornelius Olsson, Marc Nielsen, Frederik Børsting (61: Andreas Maarup), Alexander Håpnes, Mathias Kubel (61: Markus Kaasa), Jubril Adedeji (90: Amar Diagne), Kelvin John (61: William Thomsen), Kornelius Normann.
Hobro I.K. (5-2-3): Jonas Dakir, Lukas Klitten, Emil Søgaard, Gustav Bjerge, Frederik Dietz, Christian Enemark (84: Mathias Haarup), Mikkel M. Pedersen (63: Zander Hyltoft), Oliver Klitten, Søren Andreasen (73: Oscar Meedom), Martin Huldahl, Runar Hauge (73: Marco Bruhn).
Dommer: Aydin Uslu.