Tre testmodstandere for AaB

2. juni 2026 kl. 16:23 af Brian Andersen

Alle tre kampe spilles som udgangspunkt i Aalborg.

Første testkamp spilles fredag 3. juli kl. 13.00 på AaB’s anlæg på Hornevej, hvor Viborg F.F. kommer på besøg.

Ligeledes på Hornevej er Randers FC onsdag 8. juli kl. 12.00 modstanderen, mens sidste testkamp for AaB spilles fredag 17. juli kl. 13.00, når Silkeborg I.F. gæster Aalborg Portland Park.

En uge senere er der sæsonpremiere i Betinia Ligaen.

AaB indleder træningen 22. juni.

AaB TV: AaB Cup 2026

2. juni 2026 kl. 14:17 af Rasmus Estrup

For andet i træk kunne vi afslutte sæsonen med AaB Cup på Aalborg Portland Park i selskab med mange af vores partnere.

Sammen med AL Sydbank og Faxe Kondi havde vi arrangeret en stor partnerturnering med deltagelse af 22 hold, der alle gav den gas på banen og spredte godt humør uden for kridtstregerne.

Vinderne af AaB Cup 2026 blev HjulmandKaptajn, som måtte ud i en straffesparkskonkurrence mod BDO i finalen, før de kunne hæve trofæet.

Bronzemedaljerne gik til Mæglerhuset.

Tak til medarrangørerne AL Sydbank og Faxe Kondi samt alle deltagende hold for nogle hyggelige timer på Aalborg Portland Park.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Stem på månedens mål i maj

2. juni 2026 kl. 09:04 af Rasmus Estrup

Sæsonen sluttede i lørdags, og derfor er det nu tid til sidste kåring af månedens mål i denne sæson.

Da selvmål ikke tæller med, er de tre kandidater til månedens mål i maj:

1: Mathias Kubel, AaB-Hobro I.K., 1. maj
2: William Thomsen, AaB-Middelfart Boldklub 8. maj
3: Mathias Kubel, B.93-AaB, 15. maj

Se målene og stem her.

Alle, der deltager i afstemningen, er med i lodtrækningen om Kelvin Johns kampbrugte andentrøje fra denne sæson.

Afstemningen løber indtil onsdag 3. juni kl. 8.00, hvorefter vinderen offentliggøres.

Tags på denne nyhed

Ny fysisk træner i AaB

1. juni 2026 kl. 14:00 af Brian Andersen

Pierre Gillo kom til AaB for to år siden og tiltræder nu i stedet et job hos Tysklands Hockey Forbund.

AaB’s sportschef John Møller udtaler:

- Vi har været glade for at have Pierre i klubben. Pierre er en fantastisk fyr og dygtig til sit arbejde, og han har været en populær figur både i staben og i spillertruppen.

- Pierre og hans familie ønskes alt det bedste fremover, og samtidig glæder det os, at vi i stedet er lykkedes med at tilknytte en kompetent fyr som Sebastian Dam, der kommer til AaB efter to sæsoner hos Hobro I.K., fortæller John Møller.

- Sebastian Dam er en dygtig fysisk træner, som har værdifuld erfaring fra både 3F Superligaen og Betinia Ligaen. Både menneskeligt og fagligt passer Sebastian godt ind i AaB, hvor han vil bygge videre på det gode arbejde, som Pierre har lavet, lyder det fra John Møller.

Udover sine to år i Hobro I.K. har 34-årige Sebastian Dam også erfaring fra tre og et halvt år i AC Horsens, et års ophold på Færøerne hos HB Torshavn samt halvanden sæson i Vendsyssel F.F.

Tags på denne nyhed

U/19 og U/17 sluttede ligasæsonen med sejre

1. juni 2026 kl. 07:31 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AC Horsens-AaB 1-2
Det var ikke kun Betinia Ligaholdet, der sluttede sæsonen af lørdag eftermiddag. Det gjorde også U/19 Ligaholdet, som tog tre point med hjem fra Horsens i sæsonens sidste kamp.

Hjemmeholdet bragte sig ellers i front efter et hjørnespark i syvende minut, men efter scoringen begyndte AaB-spillet at flyde bedre, og i 20. minut scorede Victor Fjeldgaard sit 18. sæsonmål i U/19 Ligaen efter et godt forarbejde af Amar Diagne. Dermed lød pausestillingen på 1-1.

Den stilling holdt indtil ti minutter før tid, hvor Victor Fjeldgaard sparkede et direkte frispark flot i nettet til slutresultatet 2-1. Victor Fjeldgaard nåede dermed op på 19 scoringer i sæsonen, hvilket er næstflest i U/19 Ligaen og blot ét mål fra FC Midtjyllands Malik Pimpong, som blev U/19 Ligaens topscorer.

Med lørdagens sejr ender vores akademihold på tiendepladsen i U/19 Ligaen med 34 point efter 26 kampe.

U/17 Ligaen: AGF-AaB 2-3
For U/17 Ligaholdets vedkommende sluttede ligasæsonen fredag aften også med en udesejr. Denne lød på 3-2 over AGF.

Aarhusianerne stod for kampens første mål i 28. minut, og hjemmeholdet fik kort efter mulighed for at fordoble føringen på et straffespark, men målmand Axel Prætorius Nielsen pillede forsøget fra pletten. Dermed stod der fortsat 1-0 ved pausefløjtet.

Knap ti minutter efter pausen headede Christian Nøhr Villadsen den udlignende 1-1-kasse i nettet, og i 78. minut bragte Christian Provst Hassing Povlsen nordjyderne i front med scoringen til 2-1.

Blot to minutter senere svarede AGF dog tilbage med udligningen til 2-2, men efter flere AaB-chancer i slutminutterne sikrede Christian Provst Hassing Povlsen vores akademimandskab en sejr i sæsonens sidste ligakamp, da han lukkede kampen med målet til 3-2.

Sejren betyder, at U/17 Ligaholdet ligeledes slutter sæsonen på tiendepladsen med 31 point efter 26 kampe.

Sæsonen er dog ikke slut for U/17 Ligaholdet. Holdet deltager nemlig i U/16-turneringen ISR Elite Cup i Holland i næste weekend, hvor der i puljespillet venter kampe mod Slavia Prag, AZ Alkmaar, Chinese FB, PEC Zwolle og Lille OSC.

Torsdag 11. juni spiller U/17 Ligaholdet så pokalfinale i DBU Jyllands pokalturnering på Autocentralen Park i Kolding mod netop Kolding I.F.

U/15 Ligaen: AaB-Farum Boldklub 1-1 (7-8 efs.)
I U/15 Ligaen måtte vores akademihold lørdag eftermiddag tage til takket med et enkelt point på hjemmebane mod FC Nordsjællands U/15-mandskab, Farum Boldklub.

Viggo Lorentzen Dalsgaard bragte ellers nordjyderne i front, men gæsterne udlignede siden på et selvmål til slutresultatet 1-1.

Dermed skulle pointene fordeles i en straffesparkskonkurrence, og her trak Farum Boldklub sig sejrrigt ud. Gæsterne kunne derfor tage to point med hjem til Nordsjælland, mens der blev tilføjet et enkelt point til kontoen for vores U/15 Ligahold.

Med én kamp tilbage ligger vores U/15 Ligahold på tredjepladsen med 46 point efter 25 kampe. Første- og andenpladsen er uden for rækkevidde, mens OB på fjerdepladsen er fem point efter og har to kampe tilbage.

U/15-holdets sidste ligakamp spilles 20. juni på udebane mod AGF.

Fire akademihold i pokalfinalen
Ligesom både AaB Akademiets U/13-hold, U/16-hold og U/17-hold kvalificerede U/14-holdet sig i den forgangne uge også til DBU Jyllands pokalfinale.

Det skete med en semifinalesejr på 3-2 over FC Midtjyllands akademihold, Herning Fremad.

De fire kommende pokalfinaler for vores akademihold spilles som følger:

3. juni kl. 19.00 – U/13 – AaB-Vejle Boldklub - Grønløkke Stadion, Tranbjerg
11. juni kl. 19.00 - U/14 - Haderslev FK-AaB – Grønløkke Stadion, Tranbjerg
11. juni kl. 19.00 - U/17 – Kolding I.F.-AaB – Autocentralen Park, Kolding
17. juni kl. 19.00 - U/16 – AaB-Hobro I.K. – Rema 1000 Parken, Støvring

Tags på denne nyhed
'