AaB henter central midt i Excelsior

31. august 2026 kl. 09:30 af Brian Andersen

Den boldsikre 24-årige centrale midtbanespiller er for henholdsvis Excelsior Rotterdam og Vitesse Arnhem noteret for i alt 27 kampe i den bedste hollandske række Æresdivisionen, mens det for de samme klubber er blevet til 106 optrædener i den næstbedste række.

Fodboldopdragelsen fik Mathijs Tielemans hos de mangedobbelte hollandske mestre PSV Eindhoven.

Fra AaB’s sportschef John Møller lyder det:

- Mathijs Tielemans er en spilintelligent og dynamisk spiller, som vi har et godt kendskab til.

- Mathijs er godt skolet i PSV, og han er en spiller, der kommer godt rundt på banen. Dertil har han hurtige fødder og dækker både sekser- og otterpositionen på den centrale midbane, og vi ser ham som en klar forstærkning af vores trup, siger John Møller.

Mathijs Tielemans ser frem til at fortsætte karrieren i Aalborg og AaB:

- Jeg glæder mig meget over at være her. I sidste uge trænede jeg med i et par dage og fik mødt trænerstaben og holdkammeraterne, og jeg havde med det samme en god fornemmelse. Så jeg er meget glad for, at jeg nu er på plads her, og jeg ser frem til at komme i gang.

- Spillerne gav mig en fantastisk velkomst, og ud fra træningerne og mine samtaler med John og Steffen (Højer, cheftræner red.), synes jeg også, at den måde, man træner på og ønsker at spille på, passer rigtig godt til mig som spiller. Samtidig har jeg fået en god fornemmelse af byen, så jeg ser det som et perfekt match, siger Mathijs Tielemans.

- Jeg håber på at kunne bidrage med min erfaring fra mange Æresdivisionskampe og være med til at få sat spillet på midtbanen, hvor jeg gerne vil spille hurtigt, skabe chancer og bryde linjer. Og så håber jeg, at vi som hold kan sammensætte en serie af gode præstationer og sejre, så vi kan få skabt momentum, lyder det fra Mathijs Tielemans.

Mathijs Tielemans får trøje nummer 18 og har kontrakt med AaB indtil 30. juni 2029.

Tags på denne nyhed

U/17-nederlag mod FC Nordsjælland

31. august 2026 kl. 07:39 af Rasmus Estrup

U/17 Ligaen: FC Nordsjælland-AaB 5-1
Lørdag blev det til et stort nederlag for vores U/17-hold i anden runde af U/17 Ligaen.

Akademiholdet fik ellers den bedst mulige start på kampen, da Christian Provst Hassing Povlsen bragte AaB’erne i front med 1-0 i første minut.

Men efter et kvarter fik hjemmeholdet udlignet til 1-1, og med yderligere to nordsjællandske scoringer inden pausefløjtet lød pausestillingen på 3-1.

3-1-resultatet holdt indtil ti minutter før tid, hvor hjemmeholdet udbyggede til 4-1, og kort før slutfløjt blev det også 5-1 til FC Nordsjælland.

Dermed står vores U/17 Ligahold efter to svære udekampe mod henholdsvis FC København og FC Nordsjælland uden sejr efter to runder.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-HB Køge 0-0

30. august 2026 kl. 11:09 af Rasmus Estrup

Lørdag eftermiddag spillede vi hjemme på Aalborg Portland Park 0-0 mod HB Køge i sjette runde af Betinia Ligaen. 

Mathias Kubel fik ellers en stor chance i indledningen, og både Kornelius Normann og Markus Kaasa var også nærgående, inden Vincent Müller i modsatte ende hev en stor redning frem.

Efter pausen ramte Kornelius Normann træværket, mens også Valdemar Møller kom til en fin mulighed, men opgøret sluttede uden scoringer.

Sammendraget af kampen kan ses i videoen øverst.

Tags på denne nyhed

Nulløsning mod HB Køge

29. august 2026 kl. 15:59 af Brian Andersen

Det sluttede uden scoringer og således med et point til hver, da vi lørdag eftermiddag havde besøg af HB Køge på Aalborg Portland Park. 

AaB havde i forhold til pokalkampen i tirsdags mod Vatanspor ni ændringer i startopstillingen, hvor Vincent Müller, Elison Makolli, Nóel Atli Arnórsson, Frederik Børsting, Andres Jasson, Markus Kaasa, Mathias Kubel, Brian Nwadike og Kornelius Normann erstattede Bertil Grønkjær, Tibo Persyn, Cornelius Olsson, Marc Nielsen, Marcus Bonde, Valdemar Møller, Jubril Adedeji, Kelvin John og William Thomsen.

Tilmed havde cheftræner Steffen Højer foretaget et systemskifte fra 4-3-3 til 3-4-3, og allerede fik AaB sin første store chance, da Mathias Kubels soloaktion bragte ham alene igennem, men HB Køge-keeper Noah Sømmergaard trak det længse strå.

Straks efter var Kornelius Normann nærgående fra distancen, mens AaB-målmand Vincent Müller efter 13 minutter var på plads over for et forsøg fra en spids vinkel fra Erkan Semovski.

Kampens tempo faldt efterhånden drastisk, som halvlegen skred frem, og flere unødvendige, tekniske fejl pyntede ikke helhedsbilledet.

Tre minutter før pausen kom halvlegens anden store chance, som denne gang tilfaldt HB Køges Magnus Warming, men Vincent Müller havde læst afslutningen og reddede flot.

Blot to minutter inde i anden halvleg var det endnu tættere på scoring, da Kornelius Normann fra venstreflanken cruisede forbi sin direkte modstander Marcel Rømer, hvorefter læderet med en flad, hård inderside blev følt mod det fjerneste målhjørne, hvor bolden desværre ramte roden af stolpen.

Hovedsageligt var AaB det dominerende mandskab i anden halvleg, men for mange pasninger og indlæg var for uskarpe og for upræcise, selvom viljen var til stede.

AaB’s overtag blev tungere og tungere, og indskifede Valdemar Møller leverede efter 70 minutter en knastør afslutning mod det korte hjørne, men Noah Sømmergaard lod sig ikke passere.

Et utal af indlæg fra AaB’s side savnede den fornødne kvalitet, men positivt var til gengæld, at man i den modsatte ende holdt HB Køge stort set fra fadet.

Fem minutter før tid sparkede Andres Jasson et frispark forbi HB Køge-målet, og i tillægstiden endte et AaB-angreb med en flad aflevering mod Valdemar Møller omkring straffesparkspletten, men HB Køge-defensiven kom i vejen med en blokade.

Dermed sluttede opgøret 0-0, og vi står efter de første seks runder af Betinia Ligaen med otte point. 

AaB’s næste opgave er udekampen om en uge mod AB.

Matchfacts – Betinia Ligaen, 6. spillerunde
AaB-HB Køge 0-0 (0-0)
Advarsel AaB: Markus Kaasa (54).
Advarsler HB Køge: Erkan Semovski (29), Gabriel Larsen (87).            
2.756 tilskuere på Aalborg Portland Park.

AaB (3-4-3): Vincent Müller, Elison Makolli, Benjamin Tiedemann, Nóel Atli Arnórsson, Frederik Børsting (66: Tibo Persyn), Andres Jasson, Markus Kaasa (66: Valdemar Møller), Alexander Håpnes, Mathias Kubel (76: Jubril Adedeji), Brian Nwadike (76: Kelvin John), Kornelius Normann (88: Nicklas Helenius).

HB Køge (3-4-3): Noah Sømmergaard, Marcel Rømer (79: Mads Westergren), Mattias Jakobsen, Laurits Bust, Viktor Sørensen (45: Silas Hald), Mike Jensen, Gabriel Larsen, Rasmus Brodersen, Erkan Semovski (79: Gabriel Culhaci), Tobias Thomsen, Magnus Warming (56: Noah Stolshøj).

Dommer: Patrick Remon Gammelholm.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Mød Philip Søndergaard

28. august 2026 kl. 20:50 af Rasmus Estrup

Philip Søndergaard som i en alder af 19 år har spillet 43 ungdomslandskampe og i foråret var udlejet til hollandske FC Emmen er skiftet til AaB fra Brøndby I.F. på en fireårig aftale.

I videoen øverst kan du se AaB TV’s første interview med den nye centerforsvarer, som får trøje nummer 21 i AaB.

Tags på denne nyhed
'