2-1-sejr i snevejrskamp i Køge
Vi overvintrer på andenpladsen med et point op til førstepladsen og ti point ned til tredjepladsen efter en sejr i årets sidste kamp. Vores mål blev sat ind af Richard Odada og Tim Prica.
Efter en god og kontrolleret første halvleg med scoringer af Richard Odada og Tim Prica samt en reducering af HB Køge tidligt i anden halvleg vandt vi årets sidste kamp med 2-1. Dermed indtager vi ved vinterpausen andenpladsen i NordicBet Ligaen.
Hjemmeholdet kom kun frem til en afslutning i første halvleg, men den faldt allerede fem minutter inde i opgøret på kunstgræsset i Køge, da en fejlaflevering fra Sebastian Otoa endte hos Christian Tue. Sidstnævnte hamrede på kassen et par meter uden for feltet, men det flotte spark prellede heldigvis af på stolpen.
Vores første mulighed i kampen tilfaldt Richard Odada efter et godt opspil med kombinationer mellem Melker Widell og Richard Odada, der fra en spids vinkel fik sin afslutning blokeret ud til et hjørnespark efter otte minutter.
De følgende par minutter kom også Emmanuel Toku og Melker Widell til afslutninger, men sidstnævnte sparkede en god chance langt over, mens førstnævnte fik sit langskud blokeret.
Midt i første halvleg kom vi frem til en tredobbeltchance, da Emmanuel Toku efter et indlæg fra venstre sendte bolden centralt til Richard Odada, der omkring straffesparkspletten fik sit forsøg blokeret. Returbolden sprang ud til Melker Widell, som sparkede på mål, men målmand Berkant Bayrak sprang ud i skuddet med en redning. Vi fastholdt dog angrebet, der blev afsluttet med et stærkt hovedstød af Richard Odada, der tvang HB Køge-keeperen til en flot redning helt ude ved stolpen.
Efter 24 minutter lykkedes det endelig Richard Odada at finde vej til netmaskerne. Oliver Ross lagde et cutback-aflevering tilbage til kenyaneren, som midt i feltet sikkert sparkede kuglen i mål til en fortjent 1-0-føring.
Et kvarters tid senere blev det også til et afrettet forsøg fra Tim Prica og et forbigående hovedstød fra Rasmus Thelander på det efterfølgende hjørnespark.
I tillægstiden til første halvleg udbyggede Tim Prica så til 2-0, da Richard Odada med en præcis stikning sendte svenskeren i frit løb mod feltet. Med hjemmeholdets forsvarsspillere i hælene sparkede Tim Prica sikkert bolden i højt ind bag Berkant Bayrak til en pauseføring på 2-0.
Fra anden halvlegs start ved snefaldet intensiveret i Køge, og få sekunder efter pausen var vi tæt på at udbygge til 3-0, da Melker Widell i udkanten af feltet kom til en afslutning, som HB Køge-keeperen gav en farlig returbold på, men midt i hjemmeholdets felt sparkede Malthe Højholt over målet fra en fri position.
Et minuts tid senere tvang Richard Odada også målmand Berkant Bayrak til at give en returbold, som hjemmeholdet dog fik clearet, og i 49. minut headede Oliver Ross et indlæg lige forbi fjerneste opstander.
Trods vores gode start på anden halvleg kunne HB Køge pludselig reducere til 2-1 i 50. minut. Josip Posavec reddede først et langskud flot langskud af Marcus Gudmann, men returbolden sprang ud til Youssef Dhaflaoui i venstre side af feltet, hvorfra han slog et fladt indlæg ind til William Madsen, som tæt under mål styrede reduceringen over stregen.
En lille håndfuld minutter senere sparkede hjemmeholdet et nyt langskud mod mål. Denne gang fra Casper Jørgensen, men Josip Posavec reddede sikkert afslutningen, og et frisparksforsøg i 57. minut fra HB Køges Marcus Gudmann ramte AaB-muren.
HB Køge fortsatte med at trykke på, og i kølvandet på endnu et frispark i AaB-muren blev et farligt indlæg slået ind til bagerste stolpe, hvor Erkan Semovski steg til vejrs og headede mod mål, men Josip Posavec kom i vejen, inden Rasmus Thelander til sidste clearede.
20 minutter efter pausen prøvede målscorer Tim Prica lykken med et langskud, der sad lige på målmanden, og i 73. minut blev den svenske angriber udskiftet og erstattet af Nicklas Helenius. Minuttet senere tæskede Diego Caballo et forsøg mod mål, men også dette sad lige på Berkant Bayrak.
I 78. minut kom Mads Bomholt på banen i stedet for Oliver Ross, og senere i samme minut var det hjemmeholdets Youssef Dhaflaoui, som kom til en afslutning, der gik lige forbi fjerneste opstander.
Fire minutter før stadionuret rundede 90 minutter fik Marcus Gudmann en stor mulighed, da bolden dumpede ned for fødderne af ham midt i vores felt, men inde på stregen hev Josip Posavec en stærk refleksredning frem.
To minutter senere opstod en ny stor chance til HB Køge. Denne gang var det Erkan Semovski som bragede et godt tilbud over mål fra en god position i feltet.
Tættere på en udligning kom hjemmeholdet ikke, og dermed snuppede vi en 2-1-sejr i årets sidste kamp.
Vi går nu på vinterpause på andenpladsen i NordicBet Ligaen med 41 point efter 12 sejre, fem uafgjorte og et nederlag. Førstepladsen indtages af Sønderjyske med 42 point, mens Hobro I.K. og Vendsyssel F.F. begge har 31 point på tredje- og fjerdepladsen.
Vores første kamp foråret spilles som udgangspunkt enten 23., 24. eller 25. februar på hjemmebane mod førstepladsen, Sønderjyske.
Du kan blive klar til forårssæsonen med et sæsonkortabonnement eller billetabonnement på www.billet.aabsport.dk.
Matchfacts - NordicBet Ligaen, grundspil, 18. spillerunde
HB Køge-AaB 1-2 (0-2)
25. min 0-1 Richard Odada, 45. min 0-2 Tim Prica, 50. min 1-2 William Madsen
Advarsler HB Køge: Christian Tue (58), William Madsen (63)
Advarsler AaB: Richard Odada (72)
1.765 tilskuere på Capelli Sport Stadion
HB Køge (4-3-3): Berkant Bayrak, Efe Bayrak, Marcus Gudmann, Silas Hald, Sebastian Larsen (85: Niklas Jakobsen), William Madsen, Janus Seehusen, Casper Jørgensen, Christian Tue (74: Ifenna Dorgu), Erkan Semovski, Youssef Dhaflaoui.
AaB (3-5-2): Josip Posavec, Lars Kramer, Rasmus Thelander, Sebastian Otoa, Emmanuel Toku, Richard Odada, Malthe Højholt, Melker Widell, Diego Caballo, Oliver Ross (78: Mads Bomholt), Tim Prica (73: Nicklas Helenius).
Dommer: Svend Funder
Fotograf: Monique Matz