Aalborg Boldspilklub A/S indkalder til ordinær generalforsamling

12. marts 2021 kl. 12:08 af Brian Andersen

Med baggrund i at undgå spredning af Covid-19 opfordres alle aktionærer ligesom i 2020 til at afgive brevstemme eller fuldmagt til de af bestyrelsen fremsatte forslag, så man derved legalt er i stand til at afholde den ordinære generalforsamling med ganske få eller ingen deltagere til stede.

Skulle situationen omkring Covid-19 forbedres, og regeringens forsamlingsforbud på fem personer blive ophævet eller udvidet, vil de eventuelle ændrede konditioner for generalforsamlingen blive offentliggjort på aabsport.dk. 

Venlig hilsen
Aalborg Boldspilklub A/S
Thomas Bælum
Administrerende direktør

Tags på denne nyhed

Vidste du om Vejle Boldklub og AaB…

12. marts 2021 kl. 10:51 af Brian Andersen

- at som den blot anden klub i 3F Superligaens historie runder AaB på søndag 1.000 kampe i 3F Superligaen. De første 999 3F Superligakampe er endt med 401 sejre, 280 uafgjorte og 318 nederlag. AaB nærmer sig også 1.500 scorede mål, men der går nok en runde eller to før dette nås, da målscoren lige nu er 1.494-1.287.

- at 31 gange før er AaB og Vejle Boldklub tørnet sammen i 3F Superligaen. Statistikken siger 18 sejre til AaB, ni uafgjorte og fire nederlag samt en målscore på 65-35 i AaB’s favør.

- at der er scoret lige præcis 100 mål i 3F Superligakampene mellem AaB og Vejle Boldklub. 54 procent af dem er scoret efter pausen, og det mest målrige minuttal er det 62. minut, hvor der hele fem gange er faldet en scoring.

- at 14 gange tidligere har AaB spillet en udekamp i 3F Superligaen mod Vejle Boldklub; seks kampe er vundet, fem endt uafgjort og tre er vundet af hjemmeholdet. AaB har dog ikke tabt de seneste fire gange, de har besøgt Vejle – og har hentet otte point i de fire opgør.

- at AaB senest besøgte Vejle Stadion 23. november 2018, hvor det sluttede 1-1 med Tom van Weert som målscorer for AaB.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Tom van Weert (1 mål) også Frederik Børsting (1 mål) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod Vejle Boldklub.

- at i de 31 tidligere 3F Superligakampe mod Vejle Boldklub har AaB scoret først i 19 tilfælde, hvilket har resulteret i 15 sejre, tre uafgjorte og et enkelt nederlag. Omvendt har Vejle Boldklub scoret kampens første mål i 11 tilfælde, hvilket har givet AaB tre sejre, fem uafgjorte og tre nederlag.

- at blot 3,2 procent af 3F Superligakampene mellem AaB og Vejle Boldklub er sluttet uden scoringer, eller sagt med andre ord, kun en af de hidtidige 31 3F Superligakampe mellem de to klubber er endt 0-0.

- at AaB og Vejle Boldklub to gange tidligere har mødt hinanden i 3F Superligaen i marts måned, begge opgør sluttede 1-1.

- at AaB og Vejle Boldklub går ind til kampen med identiske resultater i de seneste fem spillerunder i 3F Superligaen, da der står V-T-U-T-U ved de to klubbers seneste fem kampe.

- at AaB og Vejle Boldklub har holdt nullet henholdsvis fem og seks gange i denne 3F Superligasæson.

- at søndagens dommer er Jakob Alexander Sundberg, der lige nu er i gang med sin anden sæson som 3F Superligadommer. Indtil videre har Jakob Alexander Sundberg dømt 22 3F Superligakampe, vist 86 gule kort og fem røde kort og fem gange fløjtet for straffespark.

- at Jakob Alexander Sundberg aldrig tidligere har dømt AaB i 3F Superligaen, men to gange har dømt Vejle (1V-1T). I begge disse kampe vandt udeholdet og holdt nullet.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

AaB TV: Børsting har rundet 200 AaB-kampe

11. marts 2021 kl. 13:34 af Rasmus Estrup

- Jeg er sikker på, at hvis jeg ikke var blevet fodboldspiller i AaB, så havde jeg stået og heppet på dem hver eneste weekend. For det var ligesom det, man på en eller anden måde var blevet opdraget til. 

Således siger Frederik Børsting blandt andet i dette indslag, hvor den 26-årige AaB-spiller taler med AaB TV om at have rundet 200 kampe for Hele Nordjyllands Hold. 

Se hele indslaget i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

AaB og Sydbank udvider partnerskab

11. marts 2021 kl. 11:44 af Rasmus Estrup

Sydbank Aalborg har gennem flere år været partner i AaB, og i 2019 donerede Sydbank Fonden 500.000 kr. til AaB’s Goal Station på Hornevej, som både bliver brugt af AaB’s Superligatrup og som især AaB Akademiet bruger for at løfte rammerne for talentudviklingen i klubben. 

Nu har AaB og Sydbank til stor glæde for begge parter indgået en ny, toårig aftale, der sikrer, at Sydbank bliver sølvpartner i AaB. Samtidig bliver Sydbank også partner for AaB Akademiet. 

Tags på denne nyhed

Rinne: Fortsætter det hårde arbejde

10. marts 2021 kl. 15:40 af Rasmus Estrup

Fra sin position højere oppe på banen spurtede Kristoffer Pallesen for fuld tryk ned mod Jacob Rinne, da dommer Aydin Uslu fløjtede mandagskampen af.

- Det var Pallesens hurtigste sprint i hele kampen, så jeg var bange for, at han skulle få en fibersprængning på vej ned til mig, joker Jacob Rinne to dage efter kampen.

- Det er jo fantastisk, at vi kan give så meget kredit til hinanden. Jublen viste også bare, hvor meget sejren betyder for os som hold, når vi alle samledes i målfeltet og jublede sammen, uddyber den svenske målmand.

Jubelscenerne kom efter mandagens 1-0-sejr over SønderjyskE. En sejr, der blev sikret af en sen straffesparksscoring af Iver Fossum og en fænomenal refleksredning af Jacob Rinne i de døende sekunder.

- Vi skal arbejde hårdt for marginalerne

Sejren var desuden AaB’s første af slagsen i forårssæsonen.

- Vi spiller altid for at få tre point, men det var bare ikke lykkedes før i mandags, selvom vi undervejs har spillet gode kampe, hvor vi bare ikke har kunnet præstere godt nok i samtlige 90 minutter. Derfor var vi selvfølgelig glade for, at vi endelig fik de tre point, og sejren har givet os et boost.

- Men vi skal huske på, at det er de små marginaler i fodbold, der er afgørende. Kampen kunne lige så godt have endt 1-1, og så havde vi haft en helt anden fornemmelse nu. Så det er de små marginaler, og dem skal vi arbejde hårdt for og gøre os fortjent til at få. Det har vi gjort i et stykke tid nu, hvor vi har arbejdet hårdt på træningsbanen, siger Jacob Rinne.

Skal forbedre sig inden søndag

Det hårde arbejde på træningsbanen fortsætter. For selvom der kom tre point på kontoen i mandags, var præstationen ikke i top, vurderer keeperen med 123 AaB-kampe bag sig.

- Vi har kigget kampen igennem, og der er ting, vi skal gøre bedre mod Vejle Boldklub. Der var blandt andet nogle øjeblikke omkring standardsituationerne, som vi skal tænke over, og derudover er der flere detaljer i spillet, som vi skal gøre endnu bedre for at optimere så meget som muligt ind til på søndag, siger Jacob Rinne.

På søndag fortsætter AaB’s jagt på en plads i Mesterskabsspillet, når AaB på udebane møder Vejle Boldklub i næstsidste runde af 3F Superligaens grundspil.

Inden kampen ligger AaB på ottendepladsen med 25 point - samme pointantal som OB og SønderjyskE på sjette- og syvendepladsen. Der er i øvrigt tre point op til Randers FC på femtepladsen, mens Vejle Boldklub og FC Nordsjælland indtager niende- og tiendepladsen med henholdsvis 24 og 23 point.

- Jeg har bevidst forsøgt ikke at kigge på tabellen i år. Jeg ved godt, at det er tæt, men for os handler det bare om at blive ved med at arbejde hårdt, så skal vi nok klare det, forklarer AaB-målmanden.

Kampen på søndag spilles kl. 14.00 og kan ses på TV3 Sport.

Tags på denne nyhed