To nederlag i eSuperligaen

8. april 2021 kl. 08:22 af Rasmus Estrup

Lyngby Boldklub-AaB 3-2

Oliver Roberts åbnede tirsdagskampen mod Niklas Jakobsen, og midt i første halvleg bragte Roberts sig foran med 1-0.

Kort inde i anden halvleg blev føringen fordoblet til 2-0, men midt i anden halvleg reducerede Niklas Jakobsen til 2-1.

I returkampen mødte spillede Daniel 'Shoppen' Mogensen mod Folmer, og her var det Folmer, der kom foran med 1-0 efter en halv time. 18 minutter før tid gjorde Folmer det også til 2-0, hvilket gav Lyngby Boldklub en samlet sejr på 3-2.

Se målene her. 

FC Midtjylland-AaB 4-1

Onsdag var AaB oppe imod FC Midtjylland, og her lagde Oliver Ledet ud mod Keller. Sidstnævnte  fik desværre en drømmestart med en scoring efter kun fire minutter. Et kvarter før pausen blev det også 2-0 til FC Midtjylland, der midt i anden halvleg også kom på 3-0.

Kampens sidste scoring satte Keller ind ti minutter før tid, da han gjorde det til 4-0.

Dermed var det en noget nær umulig opgave Mads Skibsted havde foran sig i returopgøret mod Hedegaard, men efter et kvarter kom Mads Skibsted på tavlen. Desværre blev det ikke til flere mål trods to forsøg på stolpen, og dermed endte det med et samlet nederlag på 4-1.

Se målene fra kampene her. 

AaB ligger nu på sjettepladsen med seks point efter fire runder.

Det kommende kampprogram ser således ud:

Runde 5 - Tirsdag 13. april kl. 22.00 - AaB-Esbjerg fB (TV3 Max og Viaplay)

Runde 6 - Onsdag 14. april kl. 17.00 - AC Horsens-AaB (TV3 Max og Viaplay)

Runde 7 - Tirsdag 20. april kl. 18.15 - AaB-FC Helsingør (Highlights)

Runde 8 - Onsdag 21. april kl. 19.30 - AaB-AGF (TV3 Max og Viaplay)

Runde 9 - Tirsdag 27. april kl. 17.00 -  Hobro I.K.-AaB (TV3 Max og Viaplay)

Runde 10 - Onsdag 28. april kl. 18.15 - AaB-SønderjyskE (Highlights)

Tags på denne nyhed

AaB TV: Påskefrokost til samarbejdspartnere

7. april 2021 kl. 09:44 af Rasmus Estrup

Mens Aalborg Portland Park mandag var lukket ned for tilskuere til 3F Superligakampen mellem AaB og SønderjyskE, kunne AaB's samarbejdspartnere inden kickoff hente en påskefrokostmenu, som de kunne nyde derhjemme med kampen kørende på skærmen. 

AaB arrangerede således endnu et hjemme-VIP-arrangement for sine samarbejdspartnere. Denne gang med en menu bestående af påsketapas fra Victors Køkken og Catering, Faxe Kondi, øl, snaps og påskeæg. 

I dette indslag kan du både høre fra AaB's salgschef Morten Brinkmann, Managing Director ved Aalborg Portland, Michael Lundgaard Thomsen, og Afdelingschef ved W.W. Obel Ejendomme, Michael Henriksen. 

Tags på denne nyhed

Ordinær generalforsamling gennemført

6. april 2021 kl. 17:15 af Rasmus Estrup

Bestyrelsen havde valgt Søren Ehlert til dirigent. Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig i relation til den fastsatte dagsorden.

Niels David Nielsen modtog genvalg til bestyrelsen, mens Jacob Møller Knudsen og Lynge Jakobsen ikke ønskede genvalg.

Jacob Møller Knudsen har været en del af AaB’s bestyrelse siden 24. januar 2013, og han har siden 14. april 2015 været næstformand.

Lynge Jakobsen indtrådte som bestyrelsesmedlem i AaB A/S 1. oktober 2013 som repræsentant for AaB af 1885. Forinden var han fra 1996 til 2013 sportsdirektør i AaB.

I stedet for Jacob Møller Knudsen blev Mads Peter Veiby på indstilling fra bestyrelsen nyvalgt.

Henrik Hagbarth modtog indstilling til bestyrelsen fra AaB af 1885 og blev valgt ind i Lynge Jakobsens sted.

I forlængelse af generalforsamlingen har bestyrelsen i AaB A/S konstitueret sig med Torben Fristrup som formand og Niels David Nielsen som næstformand.

De fem øvrige bestyrelsesmedlemmer er Claus Fallingborg, Anders Bjørnstrup, Kim Jacobsen, Henrik Hagbarth og Mads Peter Veiby.

Læs formandens beretning her.

Læs fondsbørsmeddelelse og referat fra generalforsamlingen her.

Tags på denne nyhed

Uafgjort i U/19 Ligaen

6. april 2021 kl. 10:01 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: AaB-AC Horsens 1-1

Trods et overtag i både spil og chancer især i første halvleg lykkedes det ikke AaB’s U/19 Ligahold at vinde over AC Horsens 2. påskedag.

Midt i første halvleg bragte AaB sig ellers fortjent foran, da Casper Gedsteds indlæg blev headet i mål af Oliver Ross ved bagerste stolpe.

Også efter pausen havde AaB bolden mest, men i 72. minut udlignede AC Horsens til 1-1 på en omstilling.

Herefter blev kampen meget urolig, og gæsterne var også lige ved at snuppe alle tre point til sidst, men stolpen kom i vejen, og dermed endte opgøret 1-1.

- Vi havde fin kontrol i første halvleg, hvor vi dominerede og skabte mange muligheder. Vi kunne have skabt endnu flere, men manglede kvalitet i de sidste pasninger og indlæg, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.

- Anden halvleg startede på samme måde, men efter deres mål gik vi lidt i panik, og i jagten på endnu et mål tog vi nogle tåbelige valg. Alt i alt manglede vi bare den fornødne kvalitet på den sidste del, siger U/19 Ligatræneren.

AaB ligger nu på femtepladsen i U/19 Ligaen med 23 point efter 15 spillerunder. Næste kamp i U/19 Ligaen spilles på lørdag kl. 13.00 mod Lyngby Boldklub.

U/17 Ligaen: AaB-OB 0-2

AaB’s U/17 Ligamandskab spillede i går sin første turneringskamp i foråret, da holdet på Hornevej tabte 2-0 til OB.

Første halvleg var ellers en jævnbyrdig affære, men kort inde i anden halvleg bragte gæsterne sig i front med 1-0, da OB fangede AaB-defensiven i ubalance og fuldendte angrebet med en fornem halvflugter i feltet.

Fynboernes føring blev små ti minutter før tid fordoblet til slutresultatet 2-0, da gæsterne fik foræret en friløber.

- Overordnet set var det et fortjent nederlag, selvom vi egentlig var godt med i en åben første halvleg med chancer i begge ender, siger U/17 Ligatræner Nikolaj Hørby.

- Efter pausen fes gassen ud af ballonen for os, og da vi havde muligheden for at udligne i løbet af anden halvleg, traf vi nogle forkerte beslutninger. Det gør vi forhåbentlig bedre, når vi får flere kampe i benene her i foråret, forklarer Nikolaj Hørby.

AaB’s U/17 Ligahold blev med nederlaget overhalet af netop OB, og dermed ligger AaB på 10. pladsen med 15 point efter 13 kampe. På lørdag får U/17 Ligaholdet besøg af Lyngby Boldklub.

U/15 Ligaen: OB-AaB 4-0

I U/15 Ligaen blev det i går til et AaB-nederlag i Odense.

OB-mandskabet dominerede både på størrelse og intensitet, og med et højt pres gjorde det velspillende OB-mandskab det svært for de nordjyske gæster, der allerede ved pausen var bagud med 3-0.

Med 10 minutter tilbage af kampen kom den fjerde og sidste scoring for hjemmeholdet, der vandt 4-0.

Også i U/15 Ligaen spiller AaB på lørdag på hjemmebane mod Lyngby Boldklub. Inden det opgør ligger AaB på 11. pladsen med 11 point efter 12 kampe.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-SønderjyskE 3-2

6. april 2021 kl. 07:21 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går 3-2 på eget græs over SønderjyskE i første runde af 3F Superligaens Kvalifikationsspil. 

Det var ellers gæsterne, der efter 33 minutter kom foran 1-0, da Anders K. Jacobsen scorede på et straffespark. 

Fem minutter inden pausen udlignede Kasper Kusk efter flot forarbejde af Jacob Ahlmann, og fem minutter efter pausen var Kasper Kusk i oplæggerens rolle, da hans hjørnespark ramte Pierre Kanstrup på vej i mål til en nordjysk føring på 2-1. 

I 84. minut udbyggede Rufo AaB's føring med målet til 3-1, inden Rilwan Hassan i tillægstiden reducerede til slutresultatet 3-2. 

Tags på denne nyhed