AaB snupper målrig sejr foran egne fans

21. april 2021 kl. 19:55 af Rasmus Estrup

Med en scoring af Tom van Weert i første halvleg, et fynsk selvmål efter pausen, en OB-reducering af Simon Okosun og et 3-1-mål af Tim Prica og en sen fynsk reducering vandt AaB onsdag aften 3-2 foran tilskuere på Aalborg Portland Park. 

Til lyden af AaB-fans, der på fornem vis fik fansangen "Som Ramt af Lynet" til at leve på Aalborg Portland Park, blev onsdagskampen mod OB fløjtet i gang, og efter blot syv minutter kunne det veloplagte publikum bryde ud i jubel. 

Jakob Ahlmann erobrede bolden højt i venstresiden og sendte bolden i fødderne på Tom van Weert. Hollænderen trak ind i feltet, og med en sikker afslutning mod fjerneste stolpe sparkede han AaB foran med 1-0. 

En lille håndfuld minutter senere fik gæsterne en afslutningsmulighed, da et fladt indlæg ikke blev clearet i forreste område, men Mathias Ross fik blokeret Issam Jebalis skud. 

Efter 18 minutter kom OB til en afslutning udefra, men Jacob Rinne reddede sikkert Bashkim Kadriis aftræk. Tre minutter senere lykkedes det fynboerne at passere den svenske keeper fra nært hold, men Issam Jebali blev korrekt dømt offside i situationen. 

27 minutter inde i kampen fik AaB efter en VAR-kendelse tilkendt et straffespark for hånd på bolden. Iver Fossums forsøg fra 11-meterpletten blev desværre flot reddet af OB-keeper Sayouba Mandé. 

Med ti minutter til pausen blev AaB farlige efter et kort kantfrispark, der førte til et indlæg fra Kasper Kusk. Indlægget havnede på kanten af feltet hos Kristoffer Pallesen. Han fik sin afslutning blokeret, og riposten gav endnu et blokeret forsøg, inden Tom van Weert forsøgte sig med et akrobatisk saksesparkslignende forsøg, der gik over mål. 

Kort efter måtte Tom van Weert lade sig udskifte efter et sammenstød med Janus Drachmann, og ind i målscorerens sted kom Tim Prica. 

Inden pausen fik AaB to gode muligheder. Først endte et godt indlæg fra Jakob Ahlmann hos Iver Fossum, der var alene midt for mål, men igen måtte se målmand Sayouba Mandé komme i vejen for afslutningen. 

Dernæst var Iver Fossum i oplæggerens rolle, da nordmanden efter et indlæg til bagerste stolpe headede bolden på tværs til Rufo. Spanieren blev desværre tacklet i afslutningsmomentet. 

Fra anden halvlegs start blev Marcus Hannesbo sendt på banen i stedet for Jakob Ahlmann, men det var OB, der fik halvlegens første chance, da Troels Kløve flugtede resolut på en andenbold. Flugteren sad dog lige i favnen på AaB-keeperen. 

Herefter kom der et par muligheder i begge ender. I AaB-feltet fik Rasmus Thelander stærkt blokeret en afslutning, inden Tim Prica fra distancen sparkede forbi i modsatte ende. 

Ni minutter efter pausen var Tim Prica igen involveret, da AaB kom foran 2-0. På et fladt indlæg fra højresiden fik Tim Prica presset OB-målmanden og forsvarsspiller Alexander Juel Andersen, og sidstnævnte endte med at prikke læderet i eget net. 

Med en lille halv times tid igen blev Lucas Andersen og Frederik Børsting sendt på banen i stedet for Rufo og Mathias Ross. 

Kort efter måtte Jacob Rinne ud i en fin redning på en afslutning fra Emmanuel Sabbi, men efter 65 minutter formåede OB at komme på tavlen, da Simon Okosun steg til vejrs på et hjørnespark og headede reduceringen til 2-1 i mål. 

Efter 72 minutter fik AaB sit andet straffespark i kampen, da et indlæg fra Marcus Hannesbo røg op på hånden af en OB-spiller. Desværre var der heller ikke gevinst på denne mulighed, da Kasper Kusk også måtte se Sayouba Mandé redde sit forsøg fra pletten. 

Før de sidste ti minutter blev Malthe Højholt skiftet ind for Magnus Christensen, men kort efter var det en anden AaB-indskfiter, Lucas Andersen, der satte Kasper Kusk op til en stor mulighed. Kasper Kusk fik desværre taget et lidt for langt træk ind i feltet, og Sayouba Mandé kom igen i vejen. 

I 87. minut gjorde Tim Prica det til 3-1 for Hele Nordjyllands Hold. Lucas Andersen fandt med en præcis assist Tim Prica i feltet, og den unge svensker sparkede resolut bolden op i nettaget. 

I tillægstiden reducerede gæsterne på endnu et hjørnespark, da Alexander Juel Andersen efter et klumpspil fik prikket bolden ind til 3-2. 

Scoringen blev den sidste i opgøret, og med sejren har AaB 36 point på førstepladsen i 3F Superligaens Kvalifikationsspil. 

Næste kamp i 3F Superligaens Kvalifikationsspil spilles på søndag, hvor AaB gæster AC Horsens kl. 14.00. Den kamp kan ses på TV3 Sport. 

Matchfacts - 3F Superliga, Kvalifikationsspil, 26. spillerunde

AaB-OB 3-2 (1-0)
8. min 1-0 Tom van Weert, 55. min 2-0 Alexander Juel Andersen (selvmål), 66. min 2-1 Simon Okosun, 87. min 3-1 Tim Prica, 90. min 3-2 Alexander Juel Andersen
Advarsler AaB: Lucas Andersen (90)
Advarsler OB: Jørgen Skjelvik (76)
2.627 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Mathias Ross (63: Frederik Børsting), Rasmus Thelander, Daniel Granli, Kristoffer Pallesen, Magnus Christensen (79: Malthe Højholt), Iver Fossum, Jakob Ahlmann (46: Marcus Hannesbo), Kasper Kusk, Rufo (63: Lucas Andersen), Tom van Weert (41: Tim Prica). 

OB (4-3-3): Sayouba Mandé, Ryan Johnson Laursen (79: Max Fenger),  Alexander Juel Andersen, Oliver Lund, Jørgen Skjelvik, Aron Elis Thrándarson (17: Emmanuel Sabbi), Janus Drachmann (41: Simon Okosun), Jens Jakob Thomasen (79: Mikkel Hyllegaard), Troels Kløve, Bashkim Kadrii (79: Moses Opondo), Issam Jebali. 

Dommer: Mikkel Redder

Tags på denne nyhed

AaB TV: Gensyn med 5-1-sejr over OB

21. april 2021 kl. 10:56 af Rasmus Estrup

Til dagens tilbageblik på AaB-OB er vi gået seks år tilbage i tiden til august 2015, hvor AaB på eget græs vandt 5-1 over et gæstende OB-mandskab. 

Med to mål af Kasper Risgård samt scoringer af Thomas Enevoldsen, Lukas Spalvis og til sidst Frederik Børsting sikrede AaB sig nemlig en storsejr over dagens gæster. 

Aftenens kamp spilles som bekendt for tilskuere, og er du i besiddelse af et gyldigt coronapas, kan du stadig nå at købe billet til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

Du kan stadig nå at få billet til i aften

21. april 2021 kl. 08:55 af Rasmus Estrup

I aften må der igen være tilskuere på Aalborg Portland Park, når AaB møder OB, og du kan stadig nå at få en plads til kampen. 

Skynd dig ind på www.billet.aabsport.dk. og få fat i dine billetter til kampen. 

Husk ID, gyldigt coronapas og mundbind til kampen

I aften er der krav om brug af mundbind, når man træder ind på Aalborg Portland Parks matrikel. Mundbindet skal bæres indtil man sidder på sin plads. Rejser man sig igen, skal mundbindet igen bæres, indtil man igen har forladt Aalborg Portland Parks matrikel. 

Ved indgangen vil der være krav om fremvisning af gyldigt coronapas for at opnå adgang til tribunerne. Husk derfor at medbringe denne dokumentation. Medbring også eget ID. 

Dette betyder, at man som tilskuer senest 72 timer før ankomst til Aalborg Portland Park skal have gennemført en negativ corona-test, være færdig-vaccineret eller tidligere smittet. Har du på nuværende tidspunkt ikke taget en negativ test inden for de seneste dage, kan du stadig nå at tage en hurtigtest. Her kan du se, hvor det er muligt at få taget en hurtigtest. 

Ved dokumentation for nedenstående er følgende grupper er undtaget coronapas: 

- Børn under 15 år.

- Personer der af medicinske årsager ikke bør få foretaget en COVID-19 test.

- Personer, der som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en COVID-19 test.

Afsnit uden faste sæder

Da Aalborg Portland Park er i gang med at få nye, røde sæder på Complea Tribunen og 3F Tribunen, vil nogle af pladserne på disse tribuner ikke være med et fast sæde. I stedet vil der være en pude, man kan sidde på. 

Det drejer sig specifikt om alle pladser på 3F Tribunen, de øvre sektioner på Complea Tribunen og sektion D Nedre, E Nedre og F Nedre på Complea Tribunen samt dele af sektion G Nedre på Complea Tribunen. 

På Vesttribunen, A. Enggaard Tribunen og sektionerne A Nedre, B Nedre og C Nedre på Complea Tribunen vil der være faste sæder. 

Boder er åbent i hver sektion

Aalborg Portland Park er i morgen inddelt i forskellige sektioner, og i hver sektion er der en bod åben.

Således er det altså muligt at købe eksempelvis Rasmus Wurst, sodavand, øl og slik, samt sandwiches fra Nadias i boderne. 

Særlige retningslinjer for publikums adfærd

Aalborg Portland Park åbner på onsdag under Superliga-ordningen, hvor der gælder særlige retningslinjer, for at mindske risikoen for smitte af Covid-19. Se en video om det her. 

Læs mere om retningslinjerne her. 

Tags på denne nyhed

Tilskuercomeback på Aalborg Portland Park

21. april 2021 kl. 07:30 af Brian Andersen

AaB har i sine seneste seks kampe i 3F Superligaen hentet 11 point, og i disse seks opgør er det blot blevet til et enkelt nederlag – mod OB i Aalborg 21. marts.

Dette skal revancheres i aftenens duel, hvortil cheftræner Martí Cifuentes har udtaget følgende 20 spillere:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Martin Samuelsen, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 30 Rufo, 31 Daniel Granli, 35 Marcus Hannesbo og den 16-årige U/19 Ligamålmand Theo Sander.

Pedro Ferreira har karantæne, mens der er fremgang hos muskelskadede Oscar Hiljemark, der forventes at være tilbage i holdtræning i næste uge.

Med gyldigt coronapas kan der købes billet til kampen her: https://aabsport.dk/nyheder/2021/april/koeb-billetter-til-aab-ob/

Udover at overvære opgøret på Aalborg Portland Park kan dysten i aften følges i Liga på P3 og på TV3 Sport fra kl. 17.00 med kickoff en time senere.

Tags på denne nyhed

AaB og Nordkabel indgår sølvpartnerskab

20. april 2021 kl. 15:29 af Rasmus Estrup

Det er med stor glæde for begge parter, at Nordkabel er trådt ind som sølvpartner i AaB på en toårig aftale.

Entreprenørvirksomheden, der specialiserer sig i kabel- og ledningsarbejde, har hovedsæde i Aars. Siden etableringen i den nordjyske by i 1988 er virksomheden blevet udvidet med afdelinger i Svenstrup, Viborg, Randers, Horsens og Aarhus. 

- Vi håber, at vi gennem dette partnerskab med AaB kan få øget vores synlighed. Ikke mindst i Nordjylland. Samtidig har vi mange medarbejdere i Aalborg-området, og som en virksomhed med rødder i Aars er det naturligt for os at bakke op om regionens Superligaklub, for vi vil gerne støtte sporten og kulturlivet i Nordjylland, udtaler Nordkabels direktør Henrik Hassing.

Tags på denne nyhed
'