Ny udsmykning på Aalborg Portland Park
AaB's fans er allerede godt i gang med udsmykningsprojektet på Aalborg Portland Park. Blandt andet ved indgangene til Complea Tribunen, hvor der er kommet graffitimaling.
Det går fremad med udsmykningsprojektet på Aalborg Portland Park. I sidste weekend deltog en flok AaB-fans fra AaB Support Club og AaB Tifo Kaos i udsmykningen.
Blandt andet er alle gelændere på Aalborg Portland Park blevet malet røde, og indgangspartier på Complea Tribunen er blevet malet med graffiti.
Først blev en rød og hvid tyr graffitimalet på den ene side af indgangspartiet, og senest er der blevet malet et portræt op af den tidligere sportsdirektør og nuværende bestyrelsesmedlem Lynge Jakobsen.
- At kunne være med til at udsmykke stadion har i mange år været en drøm for os fans, og at det nu kan lade sig gøre, er et produkt af den positive dialog, der er mellem klub og fans i øjeblikket. At AaB har givet os kunstnerisk frihed til at udsmykke indgangene, betyder meget og forpligter os til at levere noget, som vækker glæde hos alle tilskuere samt bidrager til vores vision om at skabe et sted, som får folk op af sofaen og ud til kampene, siger stifter af Vesttribunen, Michael Meelsen.
- Motiverne er valgt ud fra et ønske om at indfange og hylde ånden i AaB og Aalborg, og vi skylder en stor tak til den lokale kunstner, Burn On, hvis kunstneriske talent nu kan komme generationer af stadiongængere til glæde og gavn. Ligeledes skal de mange frivillige fans, der har knoklet den sidste tid, også skal have en stor tak for deres bidrag til en forbedring af stadionoplevelsen, fortsætter Michael Meelsen.
Udsmykningsprojektet på Aalborg Portland Park blev i foråret støttet af mange sæsonkortholdere, som valgte at donere deres tilgodehavende i forbindelse med nedlukningen af 3F Superligaen til udsmykning af Aalborg Portland Park. Siden valgte mange fans at købe støttepakker via projekt ”AaB er det hele værd”, der også havde samme formål.
I forbindelse med kompensationen til sæsonkortholdere, der på grund af de nuværende restriktioner ikke kunne se AaB-AC Horsens og søndagens kamp mellem AaB og AGF, modtog AaB adskillige henvendelser fra fans, der ikke ønskede kompensation. I den forbindelse er der blevet oprettet et støtteprojekt, hvor man kan indbetale 85 kr., som går ubeskåret til udsmykningsprojektet.
Du kan støtte udsmykningsprojektet her.