Vis dine AaB-farver i dag

10. juni 2020 kl. 11:55 af Rasmus Estrup

Op til de seneste to 3F Superligakampe har AaB-fans flittigt delt billeder af, hvordan de har været med til at vise de rød-hvide farver for at vise sin støtte til Hele Nordjyllands Hold. 

Konceptet fortsætter til alle kampdage resten af sæsonen, og derfor glæder vi os også til at se mange halstørklæder og rød-hvide farver i bybilledet i dag, så AaB-spillerne mærker opbakningen før den vigtige semifinale i Sydbank Pokalen mod AGF kl. 20.45. 

Du kan vise din støtte, uanset hvor du befinder dig, og som altid er du meget velkommen til at tage et billede af din støtte og dele det på sociale medier under hashtagget #HeleNordjyllandsHold. 

Tags på denne nyhed

Billetter til aftenens kamp revet væk

10. juni 2020 kl. 09:53 af Martin Stigaard Skammelsen

Faktisk gik der ganske få minutter inden AaB’s sæsonkortholdere havde sikret sig alle de mulige billetter til aftenens semifinale i Sydbank Pokalen mod AGF.

Med 28 billetter udstedt til fans fra AGF også vil det maksimale tilskuerantal på 280 være til stede til aftenens opgør.

Var man ikke blandt de der fik billet til opgøret, kan kampen også følges direkte på 3+. Kampstart er kl. 20.45.

Nærmere information om billetter til søndagens opgør mod FC Midtjylland følger her på aabsport.dk torsdag formiddag.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på AaB's pokalmål

10. juni 2020 kl. 08:19 af Rasmus Estrup

Indtil videre har AaB nettet 19 gange i denne sæson i Sydbank Pokalen på vej til aftenens semifinale. I videoen øverst kan du se et tilbageblik på samtlige AaB-pokalmål i denne sæson. 

Se blandt andet Iver Fossums hattrick fra 8-0-sejren over Nørresundby FB, Kasper Kusks fem kasser i 6-0-sejren over Vejgaard Boldspilklub samt de to mål fra kvartfinalesejren over FC København. 

Tags på denne nyhed

Ross retur til pokalsemifinale

9. juni 2020 kl. 16:06 af Brian Andersen

Her skal AaB forsøge at kvalificere sig til sin 12. pokalfinale, og efter tirsdagens træningspas er følgende 19 spillere inklusive 12 egenudviklede folk fra AaB Talent og 11 af AaB’s partnerklubber udtaget:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 15 Lukas Klitten, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 20 Oliver Klitten, 21 Patrick Olsen, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 24 Mathias Ross, 25 Frederik Børsting, 27 Søren Tengstedt og 32 Kasper Pedersen.

Rasmus Thelander er eneste mand på skadeslisten.

Der åbnes for 280 tilskuere til kampen, hvillket der kan læses mere om her.

Herudover kan opgøret følges på TV3+ fra kl. 20.00 – kickoff er kl. 20.45.

Tags på denne nyhed

AaB åbner for 250 tilskuere til onsdagens pokalsemifinale

9. juni 2020 kl. 15:02 af Martin Stigaard Skammelsen

Det var med stor glæde, at mandag aftens bekræftelse af, at der igen må komme tilskuere på tribunerne blev modtaget i AaB.

- Det er positivt, at vi igen kan få tilskuere ind og støtte holdet til vores hjemmekampe på Aalborg Portland Park, og selvom det langt fra er lige så mange, som vi gerne vil have, så det er dog et vigtigt skridt i den rigtige retning, og vi ser frem til igen at få stemning på tribunerne lyder det fra AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.

Selvom der officielt er meldt ud, at op til 500 personer må samles til en udendørs begivenhed, så inkluderer dette tal foreløbig også spillere, trænere, presse og øvrige medarbejdere, der er involveret omkring kampens afvikling. Det betyder konkret, at der til onsdagens semifinale i Sydbank Pokalen vil blive lukket 252 AaB-fans og 28 AGF-fans ind til opgøret.

- Næste skridt for os var at få udvalgt, hvem der kan få adgang til de kommende kampe. Med henblik på at sikre den bedste mulige støtte til holdet på banen til onsdagens vigtige kamp, har vi valg at alle pladserne her vil gå til vores sæsonkortholdere.

- Senere på ugen vil vi melde ud, hvordan vi vil fordele mulighederne for at komme ind til de kommende kampe i 3F Superligaens Mesterskabsspil, siger Thomas Bælum.

E-mail til sæsonkortholdere med info

Senere i dag tirsdag vil alle sæsonkortholdere modtage en e-mail fra AaB med information om, hvordan man kan sikre sig en plads til onsdagens semifinale i Sydbank Pokalen. De 252 pladser fordeles efter først-til-mølle princippet, hvor man skal logge ind på sin personlige profil i billetsystemet og bekræfte sin deltagelse i kampen.

I forbindelse med alle kommende kampe på Aalborg Portland Park vil der også være særlige regler der skal følges, blandt andet at man skal sidde ned under kampen, samt at alle tilskuere skal sidde med god afstand til øvrige tilskuere. Læs mere om disse adfærdsregler her.

Af sikkerhedsmæssige hensyn vil der være håndsprit ved alle indgange, toiletter og boder, ligesom brugsflader på toiletter, ved gelændere og i boder løbende vil blive ekstra rengjort før og under kampene.

Onsdagens opgør mod AGF spilles kl. 20.45 på Aalborg Portland Park, mens dørene åbnes for tilskuere kl. 19.45.

Tags på denne nyhed
'