Gentegning af sæsonkort er i fuld gang

4. juni 2019 kl. 15:58

Som sæsonkortholder i den netop afsluttede sæson, kan du til og med den 14. juni gentegne dit sæsonkort og fastholde din vanlige fast plads på Aalborg Portland Park i endnu en sæson. Dette gælder kun personer, som købte sæsonkort specifikt for Superligasæsonen 18/19. Læs her hvordan, du kan gentegne og få de to første måneder gratis.

Sæsonkortabonnenter slipper for at gentegne år efter år
Har du i dag et sæsonkortabonnement, er det ikke nødvendigt at gentegne. Sæsonkortabonnementet er fortløbende indtil det opsiges af den enkelte sæsonkortholder. Abonnementet stopper således ikke ved slutningen af en sæson, men fortsætter blot videre til den kommende sæson, uden at man behøver at gøre yderligere. For et nytegnet sæsonkortabonnement er der 6 måneders binding fra tegningsdatoen. Herefter kan du opsige abonnementet med et varsel på løbende måned + 1 måned.

Uanset om du har et sæsonkortabonnement eller et sæsonkort til sæsonen 19/20, har du de samme fordele. Læs mere om fordelene her

Få 100 kroner i rabat som medlem af AaB Support Club
Medlemmer af AaB Support Club får 100 kroner i rabat på deres sæsonkort. Som medlem af AaB Support Club skal du skrive dit medlemsnummer til kontoret@aabsupportclub.dk og oplyse, at du ønsker at modtage rabatkoden. Du bedes specificere om rabatkoden skal gælde til sæsonkortabonnement eller et sæsonkort til sæsonen 19/20.

Er du sæsonkortabonnent i dag og ønsker at bruge din AaB Support Club-rabat, kan du således én gang årligt kontakte AaB Support Club og få din rabatkode.
For at benytte din rabatkode skal du logge ind på www.billet.aabsport.dk, og klikke på følgende:

1. Min konto
2. Funktioner
3. Mine abonnementer, vælg Brug rabatkode/Gavekort og indtast rabatkoden

Efter du har indtastet din rabatkode på 100 kr., vil de blive fratrukket kommende betaling. Overstiger beløbet den månedlige betaling, vil det resterende af rabatten blive fratrukket den efterfølgende måneds betaling.

Opretter du et nyt sæsonkortabonnement, skal du indtaste koden i betalingsvinduet under Tilknyt gavekort.
Opretter eller gentegner du sæsonkort til sæsonen 19/20, skal du indtaste rabatkoden under feltet Brug Rabatkode/Gavekort

Alt du skal vide om sæsonkortabonnementet

Gentegn dit sæsonkort og bliv klar til den nye sæson

Tags på denne nyhed

Andreas Hansen: AaB er en fed og ambitiøs klub

4. juni 2019 kl. 12:45 af Rasmus Estrup

Når Superligatruppen 19. juni vender tilbage til træningen på AaB’s anlæg, vil der være en ny keeper i truppen. Som det blev offentliggjort i begyndelsen af marts, skal den hidtidige HB Køge-målmand Andreas Hansen nemlig trække i målmandshandskerne på Hornevej, der vil være hans daglige arbejdsplads fra sommer og frem til udgangen af 2021. 

- Jeg glæder mig meget. AaB er stor klub i Superligaen, og det er en fed klub, der er kendt for at spille god fodbold. For mig er det også et stort skridt at tage, så jeg er rigtig spændt på at komme i gang heroppe og blive en del af holdet, siger Andreas Hansen. 

- Faciliteterne er rigtig gode, og jeg forventer, at miljøet er mere professionelt i en stor Superligaklub som AaB, end det er i en klub fra NordicBet Ligaen. Tempoet til træning bliver nok også højere, og så bliver det fedt at komme til en klub, der har ambitioner om at være med i toppen af Superligaen, hvor den også hører til, siger målmanden, der fik sin fodboldopvækst i Brøndby I.F., inden han i 2016 skiftede til HB Køge.

23-årige Andreas Hansen har allerede spillet over 100 kampe for NordicBet Ligaholdet HB Køge. Han har i løbet af de kampe leveret over 40 clean sheets, og i 2017 blev han kåret til årets spiller i klubben. 

- Mine år i HB Køge har givet mig en masse minutter og erfaring, og jeg har minimeret antallet af fejl især i denne sæson. Samtidig har jeg fået blod på tanden i forhold til at spille hver eneste weekend, siger Andreas Hansen, der beskriver sig selv som god med fødderne og reaktionsstærkt inde på stregen. 

I AaB kommer han til at indgå i målmandsteam med Jacob Rinne under ledelse af målmandstræner Poul Buus. 

- Jeg kommer selvfølgelig med en ambition om at spille, men jeg ved også godt, at jeg skal konkurrere med en af de bedste målmænd i Superligaen, hvis ikke den bedste. Jacob (Rinne, red) har jo spillet på et niveau eller to højere end mig, så jeg kan lære af ham. Samtidig er jeg sikker på, at vi i den daglige træning kan supplere hinanden og på den med være med til at udvikle hinanden, siger Andreas Hansen. 

Målmanden, der får trøjenummer 22 i AaB, har tidligere optrådt på danske ungdomslandshold sammen med Lucas Andersen, Jakob Blåbjerg og Frederik Børsting, og han bliver genforenet med de tre samt resten af AaB-mandskabet, når der er træningsstart 19. juni. 

Tags på denne nyhed

Storsejr til AaB i U/17 Ligaen

3. juni 2019 kl. 11:30 af Brian Andersen

AaB begyndte kampen med højt tempo og højt pres, og allerede i det ottende minut kunne Casper Gedsted udnytte et indlæg fra Oliver Børsting.

AaB fortsatte sit flotte spil og tempo, og efter 20 minutter blev det også 2-0, da Jakob Gaardsøe bankede bolden ind med ydersiden.

Hjemmeholdet fik reduceret i det 33. minut, men fem minutter efter pausen var AaB igen foran med to mål, da Oliver Børsting kom på måltavlen til 3-1.

Blot fire minutter senere fik Randers Freja imidlertid igen reduceret, men godt midtvejs i halvlegen headede Casper Gedsted AaB på 4-2, og sejren blev endeligt cementeret, da Marcus Hannesbo med et kvarter igen gjorde det til 4-2 efter nydeligt forarbejde af Jakob Gaardsøe.

Sæsonens sidste kamp spilles på hjemmebane på lørdag den 8. juni kl. 15.15 mod Silkeborg I.F. Forinden kan U/19 Ligaholdet med en sejr mod samme modstander sikre sig det danske mesterskab. Her er der kickoff kl. 13.00 på AaB’s anlæg på Hornevej.

Nederlag i Danmarksserien
I Danmarksserien tabte AaB i seneste spillerunde for tredje kamp i træk, da FC Djursland kunne rejse fra Aalborg med en 2-1 gevinst.

Alle scoringer faldt i første halvleg, hvor AaB udlignede til 1-1 ved Mads Bruun Davidsen i det 26. minut.

Med resultatet er AaB inden de sidste to spillerunder stadig næstsidst – på søndag gælder det opgøret på udebane mod det foranliggende hold fra Vatanspor.

Tags på denne nyhed

Køb den perfekte fars dags gave senest i morgen

2. juni 2019 kl. 08:00

Vi har samlet et udvalg af AaB-merchandise, der passer perfekt til en fars dags gave, så du kan give den helt rigtige gave på onsdag.

Gaven skal bestilles senest i morgen, mandag 3. juni, kl. 12.00, hvis din pakke skal leveres inden fars dag.

Flere af varerne kan du få til halv pris. Klik på knappen nedenfor og se vores gave-forslag.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Alle sæsonens AaB-mål

1. juni 2019 kl. 08:00 af Rasmus Estrup

I sæsonen 2018/2019 scorede AaB i alt 53 mål. 44 scoringer i Superligaen, hvor AaB endte på en niendeplads, og ni mål i Sydbank Pokalen, hvor semifinalen blev endestationen for Hele Nordjyllands Hold. 

I videoen øverst kan du se alle AaB's 53 scoringer fra den forgangne sæson. 

Scoringerne fordeler sig således: 

Tom van Weert - 11 mål
Lucas Andersen - 10 mål
Kasper Kusk - 5 mål
Kasper Risgård - 5 mål
Kasper Pedersen - 4 mål
Rasmus Thellufsen - 4 mål
Wessam Abou Ali - 3 mål
Magnus Christensen - 2 mål
Oliver Abildgaard - 1 mål
Frederik Børsting - 1 mål
Mikkel Kaufmann - 1 mål
Patrick Kristensen - 1 mål
Philipp Ochs - 1 mål
Jannik Pohl - 1 mål
Selvmål - 3 mål

Tags på denne nyhed
'