Tiltrængt triumf med sejr i Randers

22. april 2019 kl. 15:53 af Rasmus Estrup

AaB fik første sejr i gruppespillet, da Hele Nordjyllands Hold i dag vandt 2-0 over Randers FC efter scoringer af Tom van Weert og Lucas Andersen. 

Lukas Klitten, der fik sin Superligadebut, var tidligt flyvende på venstrekanten, da han blev sendt til baglinjen af Lucas Andersen og med et præcist indlæg sendte læderet ind i panden på Tom van Weert, der headede AaB foran 1-0 efter mindre end to minutters spil. 

AaB spillede i en 4-3-3-formation med Lucas Andersen og Frederik Børsting på de to offensive midtbanepladser, mens Kasper Kusk og Wessam Abou Ali huserede på hver sin kant, og den offensive indgangsvinkel førte også til et nærgående indlæg fra Kasper Kusk og en upræcis afslutning fra Tom van Weert inden for opgørets første kvarter. 

Efter 20 minutter splittede en lang, flad pasning fra Mathias Ross til Lucas Andersen og en efterfølgende førstegangsaflevering til Kasper Kusk Randers' defensiv op, og Kasper Kusk blev nedlagt i en giftig frisparksposition. Lucas Andersen fandt vej rundt om hjemmeholdets mur, men inde på stregen reddede Patrik Carlgren forsøget. 

Lukas Klitten var igen i hopla kort efter, da han med en perfekt tunnel på Johnny Thomsen fandt vej til baglinjen og smed en præcis bold på tværs til Patrick Kristensens hoved. Den erfarne højrebacks hovedstød blev dog reddet af en flot fodparade fra Randers-keeperen. 

Herfra gik kampen lidt i stå, og AaB kom til at stå mere dybt på egen banehalvdel, men Randers FC, der havde bolden mest, fik ikke skabt nogle chancer, der skulle kunne true Jacob Rinne. En afslutning, der gik meget langt over mål fra Benjamin Stokke, var eneste afslutning fra hjemmeholdet inden pausen. Derfor førte AaB 1-0 ved halvvejsmærket.  

To minutter efter pausen var AaB tilbage i offensiven, da Lucas Andersen kom til en afslutning fra distancen, som blev blokeret ud til et nordjysk hjørnespark. 

Kort efter sendte Emil Riis den første kvalificerede Randers-afslutning af sted. Angriberen fik bolden på kanten, trak ind i banen og trykkede af på kanten af feltet, og bolden susede op på overliggeren bag AaB-keeperen. 

Emil Riis' skydelyst fortsatte de næste par minutter. Først trak han igen ind i banen og afsluttede denne gang fladt, men læderet sad lige på Jacob Rinne. Dernæst forsøgte Emil Riis sig igen med et langskud, der denne gang gik nogle meter over. 

Inden kampen havde rundet en time fik Kasper Kusk også forsøgt sig med et langskud, men kantspilleren måtte se sin afslutning blokeret. 

Midt i anden halvleg kom Kasper Risgård og Rasmus Würtz ind for Hele Nordjyllands Hold. Sidstnævnte til sin 450. Superligakamp. Og de to veteraner kunne kort efter indskiftningerne strække armene i vejret i jubel. 

Med et direkte opspil blev Lucas Andersen nemlig spillet flot igennem til en friløber af Frederik Børsting, og AaB-topscoreren driblede rundt om Patrik Carlgren og sendte læderet i et tomt mål til 2-0. 

Med undtagelse af et nærgående hovedstød fra Erik Marxen fem minutter før tid, holdt AaB hjemmeholdet fra chancer mod slutningen. Dermed cruisede AaB sikkert sejren i land. 

Dermed fik AaB sin første sejr i gruppespillet og holdt ovenikøbet buret rent for syvende gang i sæsonen, men første gang siden februar. 

Med sejren lever håbet om en førsteplads i gruppespillet fortsat, da AaB er oppe på 41 point, hvilket er tre point færre end Randers FC før sidste gruppespilskamp. 

På fredag spiller AaB sidste kamp i Superligaens gruppespil på hjemmebane mod Hobro I.K. kl. 19.00. Du kan købe billet til det opgør her. Er du sæsonkortholder kan du med fordel møde op fra kl. 17.00 til 18.00, hvor der vil være fri bar til alle sæsonkortholdere. Læs mere om det her. 

Matchsfacts - Superligaen, 31. spillerunde

Randers FC-AaB 0-2 (0-1)
2. min 0-1 Tom van Weert, 69. min 0-2 Lucas Andersen
Advarsler Randers FC: Nicolai Poulsen (28), André Rømer (81), Kevin Conboy (90)
Advarsler AaB: Tom van Weert (28), Lucas Andersen (57)
3.908 tilskuere på Cepheus Park Randers

Randers FC (4-4-2): Patrik Carlgren, Johnny Thomsen (27: Frederik Lauenborg), Jonas Bager, Erik Marxen, Kevin Conboy, Björn Kopplin (81: Mikael Boman), Nicolai Poulsen, André Rømer, Saba Lobjanidze, Emil Riis, Benjamin Stokke (70: Kasper Enghardt). 

AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Patrick Kristensen, Jores Okore, Mathias Ross, Lukas Klitten, Frederik Børsting, Magnus Christensen (60: Rasmus Würtz), Lucas Andersen, Kasper Kusk (76: Rasmus Thellufsen), Tom van Weert, Wessam Abou Ali (66: Kasper Risgård). 

Dommer: Benjamin Willaume-Jantzen.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tilbageblik på Randers FC-AaB

22. april 2019 kl. 09:30 af Rasmus Estrup

I dag kl. 14.00 spiller AaB mod Randers FC på Cepheus Park Randers i næstsidste gruppespilskamp. 

Inden opgøret kan du i dette tilbageblik gense 18 af AaB's tidligere mål på udebane mod Randers FC. 

Tags på denne nyhed

Tre AaB-talenter i nederlag med U/18-landshold

22. april 2019 kl. 08:20 af Rasmus Estrup

Thomas Albert Christiansen og Jeppe Pedersen var med i startopstilling, da det danske U/18-landshold i går tabte 2-1 til Portugal i den sidste kamp ved firenationers turninergen i netop Portugal. 

Efter en målløs første halvleg kom værtsnationen foran efter 65 minutter, inden Danmark udlignede på et straffespark 10 minutter senere. 

Umiddelbart efter erstattede Malthe Højholt Jeppe Pedersen på den centrale midtbane og med cirka fem minutter tilbage scorede Portugal til slutresultatet 2-1 på et straffespark. 

Efter turneringen i Portugal er Jeppe Pedersen oppe på 32 ungdomslandskampe, Thomas Albert Christiansen følger efter med 26 ungdomslandsholdsoptrædener og Malthe Højholt har spillet seks ungdomslandskampe for Danmark. 

Truppen 2. påskedag mod Randers FC

21. april 2019 kl. 13:44 af Brian Andersen

AaB skal vinde mandag eftermiddag i Randers, hvis forhåbningerne om en førsteplads i gruppespillets Pulje 2 skal bevares.

Blandt de 19 udtagne navne indgår der 13 egenudviklede spillere fra AaB Talent og 13 af AaB’s partnerklubber.

Cheftræner Jacob Friis har efter søndagens træningspas udtaget følgende spillere:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 24 Mathias Ross, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 30 Wessam Abou Ali og U/19 Ligaspillerne Lukas Klitten og Mikkel Kaufmann.

Jakob Ahlmann, Oliver Abildgaard og Marco Ramkilde er på skadeslisten.

Der er kickoff kl. 14.00 på Cepheus Park Randers.

Tags på denne nyhed

Vidste du om Randers FC og AaB…

20. april 2019 kl. 10:37 af Brian Andersen

- at den forestående duel er Superligakamp nummer 40 mellem Randers FC og AaB. Statistikken siger 16 sejre til AaB, 11 uafgjorte og 12 nederlag samt en målscore på 63-52 i AaB’s favør.

- at AaB har tabt de to seneste opgør mod Randers FC i Superligaen, men det er aldrig blevet til tre nederlag i træk. Hvis det bliver til nederlag eller uafgjort, vil de fire kampe i træk uden sejr være en tangering af AaB’s værste serie mod Randers FC i Superligaen sat i oktober 2006-november 2007.

- at hvis ikke AaB besejrer Randers FC mandag eftermiddag, vil AaB ikke have vundet en eneste af indeværende sæsons Superligaopgør mod Randers FC. Det er ikke sket i nogen af de 12 tidligere sæsoner, hvor AaB og Randers FC har spillet sammen i Superligaen.

- at AaB de senere år har haft det væsentligt bedre med at spille Superligakampe mod Randers FC i Randers frem for i Aalborg. Således er det kun blevet til et nederlag i Randers i de seneste syv kampe (2V-4U-1T) og faktisk kun tre nederlag siden 2008 (6V-6U-3T).

- at traditionelt scores der mange mål i Superligakampe mellem AaB og Randers FC, idet der i de 39 tidligere kampe er scoret 115 mål svarende til et gennemsnit på knap 2,95 mål pr. kamp. Det er nogenlunde ligeligt fordelt mellem de to klubbers stadioner med 61 scoringer i Aalborg (20 kampe) og 54 scoringer i Randers (19 kampe).

- at ud af de 38 tidligere Superligakampe mod Randers FC har AaB scoret først i 23 tilfælde, hvilket har resulteret i 15 sejre, fem uafgjorte og tre nederlag. Omvendt har Randers FC scoret kampens første mål i 13 tilfælde, hvilket har givet AaB en sejr, tre uafgjorte og ni nederlag.

- at på trods af kun 39 spillede Superligaopgør mellem AaB og Randers FC har dommerne relativt ofte haft behov for at dømme straffespark (6 stk.) eller udvise en spiller (10 stk.), heriblandt i den seneste kamp i marts 2019 (Kevin Conboy fra Randers FC).

- at Kasper Kusk er den mest scorende spiller i indbyrdes Superligakampe mellem AaB og Randers FC. I hans ni tidligere opgør mod Randers FC som AaB-spiller har han scoret syv mål, men det er ikke lykkedes at få bolden i nettet i hans to seneste opgør mod Randers FC.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Kasper Kusk (7 mål) også Frederik Børsting (3 mål), Rasmus Thellufsen (2), Kasper Risgård (2), Rasmus Würtz (2), Oliver Abildgaard (1), Kasper Pedersen (1) og Jakob Ahlmann (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en Superligakamp mod Randers FC.

- at AaB er uden nederlag i DM på datoen 22. april siden 1951, hvor det blev til 0-3 mod Skovshoved IF i 2. division. De efterfølgende otte DM-kampe har alle givet point i form af tre sejre og fem uafgjorte, heriblandt senest 3-3 opgøret mod FC Midtjylland i 2018, hvor Filip Lesniak, Pavol Safranko og Wessam Abou Ali scorede for AaB.

- at dommer Benjamin Willaume-Jantzen mandag dømmer sin tredje Superligakamp med deltagelse af AaB. Begge AaB’s tidligere opgør med Benjamin Willaume-Jantzen som dommer endte i øvrigt 1-1.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed
'