AaB’s mandskab i U/19 Ligaen sejrede i den forgangne weekend 1-0 i Brøndby på en scoring af Anders Bærtelsen.
Dermed er holdet med to spillerunder igen placeret på en andenplads i U/19 Ligaen, hvorfor medaljer i sagens natur er inden for rækkevidde.
Lørdagens duel havde i første halvleg chancer i begge ender af banen, men efter 12 minutters spil var det Anders Bærtelsen, oprindeligt fra partnerklubben Støvring I.F., der bragte AaB foran ved fra en position ved den bageste stolpe at læderet i nettet. Anders Bærtelsen fik jo i øvrigt sin Superligadebut med sit indhop 29. april på udebane mod FC Midtjylland.
Anden halvleg mere chancefattig, og efter en disciplineret indsats blev de tre vigtige point kørt hjem.
U/19 Ligatræner Lasse Steensgaard udtaler:
- Jeg er selvfølgelig meget tilfreds med resultatet, men også præstationen – især i første halvleg – hvor vi var gode begge veje, mens vi anden halvleg bedst lykkedes med at forsvare.
- Vi kan konstatere, at vi nu har bragt os i en gunstig position, og vi glæder os helt vildt til to megafede kampe, tilføjer Lasse Steensgaard.
Næste opgave for U/19 Ligaholdet er hjemmekampen på lørdag mod Randers Freja.
U/17 tabte
For AaB’s U/17 Ligahold blev turen til Brøndby en mindre god oplevelse, da værterne her sejrede med de komfortable cifre 4-1.
Hjemmeholdet bragte sig fortjent i front midtvejs i første halvleg, og i det 33. minut blev føringen fordoblet.
Efterfølgende havde AaB et hovedstød på overliggeren fra Andreas Fruergaard, oprindeligt fra partnerklubben Hadsund Boldklub, men i stedet for en reducering fik Brøndby I.F. kort før pausefløjtet øget til 3-0.
Straks efter pausen blev det også 4-0, inden Mikkel Kaufmann – oprindeligt fra partnerklubben Hjørring I.F. – kunne heade et fint oplæg fra Valdemar Bjerre (oprindeligt fra partnerklubben Jetsmark I.F.) i mål.
- Det var egentlig en surrealistisk kamp med stor overvægt til os i både spil og chancer, men vi var simpelthen ikke grundige nok i de afgørende sekvenser, konstaterede U/17 Ligatræner David Olsen efter kampen.
AaB er med fire spillerunder igen placeret på en femteplads U/17 Ligaen, hvor næste udfordring er en hjemmekamp på lørdag mod Randers Freja.
Remis for Danmarksserien
AaB’s hold i Danmarksserien i fredags 1-1 på udebane mod Viby I.F.
AaB kom bagud i begyndelsen af anden halvleg, men debutant Andreas Horskjærs scoring 11 minutter før tid sikrede et point i et opgør, som AaB chancemæssigt dominerede.
AaB er inden næstsidste spillerunde – på hjemmebane fredag aften mod Viborg F.F. – placeret på en sjetteplads i tabellen.