Zinck stopper i assistentrolle
AaB kan bekræfte, at assistenttræner Bo Zinck har sagt sit job op, da han er blevet tilbudt en attraktiv stilling i det civile erhvervsliv.
Bo Zinck stopper som assistenttræner med det samme, men vil resten af kalenderåret løse andre opgaver for AaB – blandt andet omkring scouting og administration.
Bo Zinck blev en del af staben i sæsonen 2023/2024 og var siden U/15 Ligacheftræner i AaB, inden han fra sommeren 2025 blev assistenttræner.
AaB’s sportschef John Møller udtaler:
- Vi har været glade for Bo som assistent og er ærgerlige over hans opsigelse, men omvendt har vi også respekt for, at han nu ønsker at forfølge et helt andet spor, som vi ønsker ham alt muligt held og lykke med.
- Heldigvis har vi i forvejen med Frederik Bading Jørgensen, Rasmus Würtz, Henrik Dalsgaard, Sebastian Dam og Poul Buus sammen med vores cheftræner Steffen Højer gode og meget kompetente folk i staben, hvorfor vi i første omgang mener, at vi internt er godt dækket godt ind i forhold til at håndtere Bos afgang, fortæller John Møller.
Fra Bo Zinck lyder det:
- I en hård periode for klubben har det alligevel været en kæmpe fornøjelse henover de seneste tre år at være en del af AaB, og jeg vil gerne takke trænere, spillere, ledere, fansene og de gode mennesker i administrationen for samarbejdet.
- Jeg er glad for at gå ud ad fordøren, og man kan aldrig vide, om det også bliver et gensyn på et tidspunkt, men for nu ser jeg frem til at tiltræde en meget spændende stilling, som tilgodeser både den professionelle del og familielivet, siger Bo Zinck.
AaB’s næste opgave i Betinia Ligaen er udekampen mod Esbjerg fB lørdag 10. oktober.