Japansk finaleplads og fire landsholdsdebutanter
Brian Nwadike avancerede til finalen ved Asian Games, William Thomsen debuterede for U/19-landsholdet, og Nicklas Frank Andersen, Albert Krog og Mathias Thyssen fik debut på U/16-landsholdet.
Onsdag var fem AaB-spillere på banen i diverse landskampe, og for Brian Nwadike og resten af det japanske U/23-landshold blev det til en sejr efter straffesparkskonkurrence i en spændende semifinale ved Asian Games.
I Japans semifinale mod Usbekistan førte sidstnævnte længe 1-0, hvilket også var stillingen, da Brian Nwadike blev indskiftet med knap en halv time tilbage af den ordinære spilletid.
Japanerne fik dog udlignet til 1-1 i 88. minut, og efter 30 minutters forlænget spilletid uden scoringer, skulle semifinalen afgøres i en straffesparkskonkurrence. Her vandt Japans U/23-landshold med 9-8.
Dermed er Japan videre til finalen ved Asian Games, som spilles på lørdag mod Sydkorea.
Brian Nwadike er inden lørdagens kamp noteret for 12 U/23-landskampe for Japan med fem mål til følge.
Landsholdsdebut til William Thomsen
Det danske U/19-landshold spillede i går en venskabskamp mod Østrig i Portugal, og her var der landsholdsdebut til William Thomsen.
William Thomsen sad på bænken i første halvleg, men blev skiftet ind i pausen og fik hele anden halvleg på banen.
Danskerne tabte kampen 1-0 på en østrigsk scoring i første halvleg. U/19-landsholdet spiller en ny venskabskamp i Portugal på lørdag mod netop Portugal.
Mens William Thomsen i går fik sin første ungdomslandskampe for Danmark, kom Malthe Egebæk, som også var udtaget til U/19-landsholdet, ikke i spil, da han måtte melde fra til turen allerede inden afrejsen på grund af en skade.
Tre U/16-debutanter
Nicklas Frank Andersen, Albert Krog og Mathias Thyssen debuterede i går for det danske U/16-landshold i et 2-1-nederlag mod Portugal.
Nicklas Frank Andersen var med fra start og fik 62 minutters spilletid, inden han blev udskiftet ved stillingen 2-0 til Portugal.
I 62. minut blev Albert Krog samtidig skiftet ind, og i 76. minut fulgte en indskiftning af Mathias Thyssen. Danskernes reducering faldt i 88. minut.
U/16-landsholdet spiller en ny venskabskamp i Portugal på lørdag mod Tyrkiet.
