Bach og Popalzai startede inde for U/18-landsholdet
Målmand Marinus Bach og forsvarsspiller Daryosh Popalzai fra AaB Akademiet var begge med fra start, da det danske U/18-landshold tabte 4-2 til Kroatien.
Fredag var der ungdomslandsholdsdebut til akademimålmand Marinus Bach, som sammen med holdkammeraten Daryosh Popalzai og resten af det danske U/18-landsholdet mødte Kroatien i en venskabskamp.
Begge AaB'ere var med fra start i opgøret, der blev spillet i den kroatiske by Karlovac. Trods et dansk føringsmål i 19. minut kunne kroaterne gå til pausen foran med 2-1.
Efter pausen blev det også 3-1 til Kroatien, inden danskerne slog tilbage med en reducering midt i anden halvleg, men kroaterne lukkede kampens målkonto med 4-2-målet i 70. minut.
Marinus Bach fik fuld spilletid i sin ungdomslandsholdsdebut, mens Daryosh Popalzai i sin niende ungdomslandskamp blev skiftet ud i 83. minut. Akademimålmand Villads Bertelsen, som stod på kassen i U/18-landsholdets kamp mod Italien i tirsdags, sad på bænken under hele fredagens kamp.
U/18-landsholdet spiller den tredje og sidste venskabskamp i denne landskampstermin på mandag mod Saudi Arabien.