Vi tabte ikke ufortjent med 1-0 til Vejle Boldklub i lørdagens opgør på Aalborg Portland Park.
Lørdagskampen mod Vejle Boldklub endte i et nederlag på 1-0, da gæsterne scorede kampens eneste mål i 17. minut. Dermed ligger vi i skrivende stund på femtepladsen i Betinia Ligaen.
I forhold til udekampen i Esbjerg for en uge siden havde AaB to ændringer i startopstillingen, hvor Vincent Müller og Benjamin Tiedemann afløste Rody de Boer og Nóel Atli Arnórsson.
Efter et jævnbyrdigt og bemærkelsesværdigt chancefattigt første kvarter tog gæsterne føringen i det 17. minut, da Mikkel Duelund fik plads i venstre side og fra kanten af straffesparksfeltet med et flot spark sendte læderet over Vincent Müller i AaB-målet.
Det spillemæssige billede var herfra uændret, men vejlenserne var mere nærgående i offensiven, end AaB formåede at være.
Efter 25 minutter havde Vejle Boldklub således inden for et minut to gode muligheder til henholdsvis Gunnar Vatnhamar og Tobias Bach.
AaB havde det vanskeligt i denne fase, men i halvlegens sidste ti minutter fik man vendt udviklingen, og både en generelt livlig Mathias Kubel og Valdemar Møller var tæt på at stå bag en udligning.
Imidlertid var det udeholdet, som kom bedst ud til anden halvleg, og Vincent Müller kom efter 50 minutter i vejen for et hovedstød fra Wahid Faghir.
Efter knap en times spil opstod AaB’s hidtil største chance, da et indlæg fra Elison Makolli blev efterfulgt af en vundet hovedstødsduel af Frederik Børsting, hvorfra bolden ned for fødderne af Alexander Håpnes, som fra tæt hold desværre sendte sin afslutning ind på kroppen af en Vejle-forsvarer.
Godt midtvejs i halvlegen var det lige ved og næsten for gæsterne, da et indlæg af Christian Sørensen blev headet over mål af Lucas From.
I det 76. minut var det endnu tættere på for Vejle Boldklub, da Vincent Müller leverede en stor redning over for en skudmulighed fra få meter til Wahid Faghir, og blot to minutter senere var netop indskiftede Gustav Marcussen få centimeter fra at nå frem til en tværbold.
I tillægstiden måtte Vincent Müller hive endnu en stor redning frem, og da et sidste AaB-indlæg i de døende sekunder ikke førte en scoring med sig, sluttede det med et nederlag på 1-0.
Dermed indtager vi med 14 point efter 11 spillerunde femtepladsen i Betinia Ligaen.
Næste opgave for AaB er om en uge på udebane mod Hillerød Fodbold, og fredag 30. oktober følger næste hjemmekamp mod Hobro I.K.
Matchfacts – Betinia Ligaen, 11. spillerunde
AaB-Vejle Boldklub 0-1 (0-1)
17. min 0-1 Mikkel Duelund
Advarsel AaB: Philip Søndergaard (23), Nóel Atli Arnórsson (90)
Advarsel Vejle Boldklub: Christian Sørensen (42)
5.219 tilskuere på Aalborg Portland Park.
AaB (3-4-3): Vincent Müller, Philip Søndergaard, Benjamin Tiedemann, Elison Makolli (82: Nóel Atli Arnórsson), Tibo Persyn (54: Frederik Børsting), Andres Jasson, Mathijs Tielemans (36: Alexander Håpnes), Kornelius Normann (82: William Thomsen), Mathias Kubel (82: Kelvin John), Jubril Adedeji, Valdemar Møller.
Vejle Boldklub (4-2-3-1): Kasper Kristensen, Johan Karlsson, Lasse Nielsen, Gunnar Vatnhamar, Christian Sørensen, Thomas Gundelund (83: Mike Vestergård), Lundrim Hetemi, Lucas From (90: Mathias Jensen), Mikkel Duelund, Tobias Bach, Wahid Faghir (77: Gustav Marcussen).
Dommer: Patrick Remon Gammelholm.