Børsting: Skal have et meget aggressivt udtryk

16. juli 2026 kl. 15:18 af Rasmus Estrup

Første fløjt til den nye sæson i Betinia Ligaen lyder næste fredag kl. 19.00 på Aalborg Portland Park, og den sidste test inden sæsonpremieren skydes i gang i morgen kl. 13.00 mod Silkeborg I.F. på Hornevej, hvor der er gratis adgang for alle interesserede.

Mens vi indtil videre har mødt Viborg F.F. og Randers FC i sommeropstarten, har fredagens gæster, som endte på niendepladsen i 3F Superligaen i den forgangne sæson, spillet fire venskabskampe mod henholdsvis FC Fredericia, FC Midtjylland, Aarhus Fremad og senest Thisted FC.

Inden fredagskampen kan du i dette interview høre fra viceanfører Frederik Børsting, der ser tilbage på den foreløbige opstartsfase og kigger frem mod mødet med Silkeborg I.F.

Testkampen i morgen spilles på opvisningsbanen, Sparekassen Danmark Arena, på Hornevej kl. 13.00, og alle interesserede er velkommen til at kigge forbi.

Der bliver tændt op for grillen ved cafeteriet, så man kan købe en stadionplatte samt vand og øl til kampen.

Nordjyske.dk livestreamer desuden kampen på abonnenter.

Bliv klar til sæsonpremieren med den nye klubtrøje

15. juli 2026 kl. 11:56 af Rasmus Estrup

Klubhuskulturen, livet på Hornevej og det fællesskab, der binder os sammen. Både i AaB og i alle vores partnerklubber. Det hylder vores nye spillertrøjer, Klubhus Kollektionen, som er skabt i et tæt samarbejde med Macron.

Og klikker du ind på www.aabshoppen.dk, kan du nå at få fingrene i de nye spillertrøjer inden sæsonpremieren i næste uge.

Klubhus-kollektionens rød-hvid-stribede klubdragt er skabt med elegante vævninger i stoffet, klassiske brede striber og en fremtrædende hvid krave med inspiration fra historiske AaB-trøjer, hvilket giver spillertrøjen et æstetisk retro-look. 

Det historiske AaB-flag med påskriften “AAB af 1885”, som dagligt vajer over klubhuset på AaB’s træningsanlæg på Hornevej, pryder nakken på både den rød-hvide klubtrøje og den sorte andentrøje. På henholdsvis indersiden af kraven samt indersiden af trøjens bund står der ”Aalborg Boldspilklub af 1885” som en hyldest til moderklubben og klubhuset.

Den nye rød-hvide klubdragt bæres for første gang fredag 24. juli til sæsonpremieren mod Hillerød Fodbold kl. 19.00 på Aalborg Portland Park.

Billetter til kampen kan købes på www.billet.aabsport.dk, og spillertrøjerne – både klubtrøjen og andentrøjen - kan lige nu købes på www.aabshoppen.dk.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-trio retur fra U/19 EM

14. juli 2026 kl. 12:41 af Rasmus Estrup

I går var den unge AaB-trio tilbage på Hornevej efter at have været afsted med U/19-landsholdet i to uger til EM-slutrunden i Wales. 

Ved turneringen kom Danmark på tredjepladsen i puljen efter et 4-3-nederlag mod Tyskland, et 3-0-nederlag mod Spanien og en 3-0-sejr over Wales.

Derefter fulgte en kamp mod Italien om femtepladsen, som danskerne snuppede efter en straffesparkskonkurrence. Med femtepladsen kvalificerede U/19-landsholdet sig til en en U/20 VM-playoff-kamp næste år.

Valdemar Møller fik spilletid i samtidlige fire danske kampe - tre af dem fra start. Marcus Bonde kom også i aktion i alle fire kampe, hvoraf han i den ene var i startopstillingen. 

Bertil Grønkjær måtte under hele slutrunden se til fra bænken, da FC København-målmand Tobias Breum-Harild vogtede buret i samtlige kampe.

Spanien endte med at vinde EM efter en finalesejr over Tyskland på 2-0. 

I dette indslag kan du høre Bertil Grønkjær, Marcus Bonde og Valdemar Møller fortælle om de tre AaB'eres oplevelse til EM-slutrunden.

Ti hurtige til Jubril Adedeji

13. juli 2026 kl. 14:12 af Rasmus Estrup

Efter mandagens træning fangede vi Jubril Adedeji, og vores nummer syv var klar på ti hurtige spørgsmål om alt fra yndlings tv-serie til bedste holdkammerat.

Tags på denne nyhed

Håpnes: Der har været god kvalitet

12. juli 2026 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

Sommeropstarten har nu rundet sin tredje uge, og for Alexander Håpnes har de første uger budt på masser af spilletid.

Nordmanden er nemlig den eneste i truppen, der har fået 90 minutters spilletid i både 3-1-sejren over Viborg F.F. og 2-2-deleren mod Randers FC.

- Jeg er meget glad for, at jeg så tidligt har kunnet få så mange minutter i benene. Kroppen har også reageret godt på det, så jeg føler mig klar til den nye sæson, siger den 24-årige midtbanespiller, der generelt har glædet sig over niveauet, siden holdet mødte ind 22. juni.

- Folk er kommet ind med et godt humør, og det har set godt ud på træningsbanen hver eneste dag. Der har været god kvalitet, og så har vi vist i de to testkampe, at vi kan præstere godt mod Superligahold.

- Det giver selvtillid, og det har vi trængt til at få bygget på efter sidste sæson, siger vores nummer 8.

Sommerens sidste testkamp spilles på fredag kl. 13.00 på Hornevej mod Silkeborg I.F., og fredag 24. juli gælder det så sæsonpremieren mod Hillerød Fodbold på Aalborg Portland Park. Køb billetter her.

 - Det bliver spændende at komme i gang. Træningskampe er én ting, men det er altid noget andet, når der spilles om point. Lige nu har vi en god følelse, og det har set godt ud på træningsbanen de seneste tre uger, så jeg har en god fornemmelse af, at vi nok skal stå klar til premieren, slutter Alexander Håpnes.

Tags på denne nyhed
'