AaB TV: AaB-Viborg F.F. 3-1

3. juli 2026 kl. 17:33 af Rasmus Estrup

Fredag eftermiddag vandt vi sommeropstartens første testkamp over Viborg F.F. med 3-1 på Hornevej. 

Gæsterne kom ellers foran i tiende minut, da Magnus Olsen sparkede bolden resolut i kassen efter et indlæg. Ca. ti minutter senere fik Brian Nwadike en scoring annulleret, inden Markus Kaasa fem minutter før pausen udlignede til 1-1 med et afrettet langskud. 

Tidligt i anden halvleg udbyggede Markus Kaasa også til 2-1, da han flot sparkede et indlæg fra William Thomsen i nettet fra udkanten af feltet, og syv minutter efter pausen leverede den dobbelte målscorer forarbejdet til 3-1-scoringen, som Brian Nwadike sparkede over stregen. 

11 minutter før tid havde gæsternes Asker Beck et godt skud på overliggeren, men 3-1 endte som slutresultatet. 

Se et fyldigt sammendrag af kampen, som blev livestreamet af Nordjysk, i videoen øverst, hvor du også får reaktioner fra Markus Kaasa og cheftræner Steffen Højer.

Tags på denne nyhed

God testsejr over Viborg F.F.

3. juli 2026 kl. 15:47 af Rasmus Estrup

På en velplejet, men vindblæst bane på Hornevej vandt vi fredag eftermiddag opstartens første testkamp med 3-1 over 3F Superligaklubben Viborg F.F.

I en god indledning kom Andres Jasson tidligt til et forsøg udefra efter en høj erobring, men amerikanerens afslutning gik over.

I stedet kunne Viborg F.F. i tiende minut bringe sig foran 1-0 efter et gennembrud over gæsternes højrekant, der udmundede i en fladt indlæg fra Srdjan Kuzmic, som inde foran mål fandt Magnus Olsen, der sparkede Viborg F.F. i front.

De næste par minutter var med gæsterne i offensiven, men efter et kvarter fik vi igen bedre fat, og efter 20 minutter steg Brian Nwadike til vejrs og headede et indlæg fra Marc Nielsen i kassen, men scoringen blev straks annulleret for et frispark, som dommeren vurderede blev begået af den japanske angriber.  

I 27. minut fik Charly Nouck en friløber ove for Vincent Müller, som fik bolden vippet over sig, men lige foran målstregen kastede Elison Makolli sig ned og afværget forsøget, inden han kolliderede med stolpen.

Ti minutter før pausen fik Viborg-indskifter Bilal Brahimi en stor mulighed, men Vincent Müller diskede op med en stærk redning ved stolperoden.

I stedet kunne Markus Kaasa gøre det til 1-1 efter 40 minutter, da et velspillet angreb førte til et langskud fra nordmanden. Afslutningen blev afrettet, men strøg alligevel i nettet. 

Kort efter sparkede Kornelius Normann et langskud uden for målrammen, og dermed lød pausestillingen på 1-1.

Gæsterne skiftede stort set hele holdet i pausen, mens vi til anden halvlegs start sendte William Thomsen, Kelvin John og Rody de Boer på banen i stedet for Jubril Adedeji, Kornelius Normann og Vincent Müller.

Fire minutter efter pausen slog William Thomsen efter et par gode driblinger et indlæg ind i udkanten af feltet, hvor Markus Kaasa dukkede op og sparkede sit andet mål i kampen i kassen til 2-1. 

Kort efter havde gæsternes Adam Kleis-Kristoffersen et forsøg forbi Rody de Boers mål, før det i modsatte ende blev 3-1. Markus Kaasa leverede et godt drev med bolden, før kuglen tæt under mål havnede hos Brian Nwadike, som fik læderet over stregen til 3-1.

Ti minutter efter pausen havde Bilal Brahimi en ny afslutning, der denne gang blev reddet af Rody de Boer.

I 59. minut foretog vi yderligere seks udskiftninger, hvor Andreas Maarup, Cornelius Olsson, Christian Tcacenco, Mathias Kubel, Benjamin Pihl og Bertram Skovgaard kom på banen, og få minutter senere sparkede Mathias Kubel over fra distancen.

Herefter fulgte et par gode Viborg-muligheder til Adam Kleis-Kristoffersen og Jeppe Grønning, som ikke kunne få bolden over stregen, og i 80. minut var overliggeren i vejen for et tørt langskud fra Asker Beck.

I 83. minut havde Kelvin John så en afslutning på stangen i modsatte ende efter godt forarbejde af Mathias Kubel, og knap fem minutter før tid sparkede William Thomsen forbi Viborg-målet i forlængelse af et godt sideskift fra Christian Tcacenco.

Dermed lød slutresultatet på 3-1. Vores næste testkamp spilles på Hornevej på onsdag kl. 12.00 mod Randers FC.

Matchfacts – testkamp
AaB-Viborg F.F. 3-1 (1-1)
10. min 0-1 Magnus Olsen, 40. min 1-1 Markus Kaasa, 50. min 2-1 Markus Kaasa, 53, min 3-2 Brian Nwadike

AaB (4-3-3): Vincent Müller (46: Rody de Boer), Frederik Børsting (59: Andreas Maarup), Elison Makolli, Nóel Atli Arnórsson (59: Cornelius Olsson), Marc Nielsen (59: Christian Tcacenco), Alexander Håpnes, Andres Jasson (59: Benjamin Pihl), Markus Kaasa (59: Mathias Kubel), Jubril Adedeji (46: William Thomsen), Brian Nwadike (59: Bertram Skovgaard), Kornelius Normann (46: Kelvin John).

Viborg F.F.(4-3-3): Kasper Kiilerich, Srdjan Kuzmic (46: Hjalte Bidstrup), Daniel Anyembe (46: Lukas Emil Kirkegaard), Zan Zalatel (46: Stipe Radic), Oliver Bundgaard (46: Andreas Søndergaard), Thomas Jørgensen (46: Mees Hoedemakers), Frederik Damkjer (46: Jeppe Grønning), Philip Keller (46: Asker Beck), Charly Nouck (46: Osman Addo), Dorian Junior (46: Adam Kleis-Kristoffersen), Magnus Olsen (28: Bilal Brahimi)

Tags på denne nyhed

Holstebro Boldklub venter i Betano Pokalens første runde

3. juli 2026 kl. 11:30 af Rasmus Estrup

Holstebro Boldklub spiller i den kommende sæson i CampoBet 3. Division, da klubben i den forgangne sæson vandt Danmarksserien og rykkede op.

Kampen skal som udgangspunkt spilles 4.-6. august på Krøyer Park i Holstebro.

Tags på denne nyhed

Hyldest til klubhuset - få fingrene i de nye spillertrøjer

3. juli 2026 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

Fra den første leg i klubhuset til de store drømme om at træde ind på Aalborg Portland Park. Det hylder AaB’s nye trøjekollektion for den kommende sæson – Klubhus Kollektionen - der er skabt i tæt samarbejde med Macron for at ære klubhuskulturen, livet på Hornevej og det fællesskab, der binder os sammen. Både i AaB og i alle vores partnerklubber.

Og netop nu er trøjekollektionen kommet til salg på www.aabshoppen.dk og hos AaB Shoppen i fanzonen på Aalborg Portland Park. Fra kl. 12.00 kan trøjekollektionen også købes ved en pop-up-stand ved klubhuset på Hornevej i forbindelse med sommeropstartens første testkamp.

Det historiske AaB-flag med påskriften “AAB af 1885”, som dagligt vajer over klubhuset på AaB’s træningsanlæg på Hornevej, og som hvert år hejses til standerhejsningen i AaB af 1885, pryder nakken på både den rød-hvide klubtrøje og den sorte andentrøje. På henholdsvis indersiden af kraven samt indersiden af trøjens bund står der ”Aalborg Boldspilklub af 1885” som en hyldest til moderklubben og klubhuset.

Klubhus-kollektionens rød-hvid-stribede klubdragt er skabt med elegante vævninger i stoffet, klassiske brede striber og en fremtrædende hvid krave med inspiration fra historiske AaB-trøjer, hvilket giver spillertrøjen et æstetisk retro-look. 

Sæsonens sorte andendragt er inspireret af AaB’s mange sorte andentrøjer, der har været båret flittigt fra midten af 1990’erne og op gennem 2000’erne og 2010’erne.

Andentrøjen har – ligesom klubtrøjen – smalle vævninger i stoffet, hvilket giver den sorte trøje et strejf af elegance, og i nakken af kraven findes en subtil rød-hvid stribe med reference til klubfarverne.

Hovedpartner Spar Nord og Nykredit pryder brystet på henholdsvis den rød-hvide klubtrøje og den sorte andentrøje med hvide logoer, hvilket giver begge trøjer et helstøbt og rent udtryk.

I nakken på trøjerne fuldendes det stilrene udtryk af platinpartner Aalborg Portlands logo.

Spillerdragterne, der er produceret af vores hovedpartner, italienske Macron, er skabt gennem Macrons helt nye Eco 3D Knit-konstruktioner, som består af højtydende jacquardstoffer, der er udviklet af 100% genbrugspolyester, som er bygget til at kombinere ydeevne, åndbarhed og en smuk æstetik på fodboldbanen.

Den nye kollektion lanceres sammen med et særligt, nummereret box-set, som er produceret i et begrænset oplag. Dette nummererede box-set vil være tilgængelig for AaB’s samarbejdspartnere- og sæsonkortholdere. Sæsonkortholdere og samarbejdspartnere har modtaget en mail med yderligere info omkring bestilling af det særlige, nummererede box-set.

Køb Klubhus Kollektionen netop nu på www.aabshoppen.dk eller hos AaB Shoppen i fanzonen ved Aalborg Portland Park. Her sælges sæsonens nye spillertrøjer fra kl. 10.00 til kl. 15.00, og det vil også være muligt at få navne- og nummertryk på trøjerne samt at købe det særlige, nummererede box-set - så længe lager haves - mod fremvisning af enten gyldigt sæsonkort eller fremvisning af mail, som er sendt ud til AaB’s samarbejdspartnere.

Kl. 12.00 åbner AaB Shoppen en pop-up-stand ved klubhuset på Hornevej, så man kan købe Klubhus Kollektionen ved klubhuset i forbindelse med sommeropstartens første testkamp mod Viborg F.F. med kampstart kl. 13.00. Bemærk at det ikke er muligt at få navnetryk på trøjerne ved salgsstedet på Hornevej. Det vil ved klubhuset på Hornevej også være muligt at købe det særlige, nummererede box-set - så længe lager haves - mod fremvisning af enten gyldigt sæsonkort eller fremvisning af mail som er sendt ud til AaB’s samarbejdspartnere.

Køb trøjerne online på www.aabshoppen.dk.

Tags på denne nyhed

Truppen til dagens testkamp

3. juli 2026 kl. 08:03 af Rasmus Estrup

Truppen til dagens testkamp består af følgende spillere: 

1 Vincent Müller, 2 Mikkel Kallesøe, 5 Marc Nielsen, 7 Jubril Adedeji, 8 Alexander Håpnes, 11 Kornelius Normann, 14 Mathias Kubel, 15 Cornelius Olsson, 17 Andres Jasson, 18 Andreas Maarup, 19 Brian Nwadike, 22 Rody de Boer, 23 Markus Kaasa, 24 Nóel Atli Arnórsson, 25 Frederik Børsting, 27 Kelvin John, 30 William Thomsen, 32 Christian Tcacenco, 33 Elison Makolli, 39 Bertram Skovgaard og akademispiller Benjamin Pihl.

Kampstart er kl. 13.00 på Hornevej, og kl. 12.00 åbner AaB Shoppen en pop-up-stand ved klubhuset med salg af den nye klubtrøje og andentrøje, som lanceres i dag. 

Vi optræder i dag i den trøje, der også har været anvendt i testkampe og Future Cup i seneste sæson. Den nye klubdragt fra Macron bæres for første gang ved sæsonpremieren i Betinia Ligaen fredag 24. juli kl. 19.00 mod Hillerød Fodbold. 

Det er gratis at overvære dagens testkamp, og Nordjyske livestreamer kampen for abonnenter på nordjyske.dk.

Tags på denne nyhed
'