Programmet for AaB-FC Fredericia

14. august 2026 kl. 10:05 af Rasmus Estrup

I aften kl. 19.00 fløjtes der op til AaB-FC Fredericia i fjerde runde af Betinia Ligaen, men allerede fra kl. 17.00 kan du komme i den rette stemning i fanzonen. 

Her er der åbent i boderne ved grillen, og du kan blandt andet købe is, en Rasmus Wurst, Crispy Chicken fra Bogø Sandwiches samt øl og vand. 

AaB Shoppen åbner ligeledes kl. 17.00, så du kan få fingrene i vores nye, populære spillerdragter fra Macron. 

Ved parkeringspladsen ved Annebergvej i nærheden af de syd-vestlige hjørne af Aalborg Portland Park kan du i dag også besøge Nordjyske Museers mobile AaB-udstilling fra Den Korte Historie. 

Dagens kamppartner er itm8, som både sørger for aktiviteter i fanzonen før kampen og samt på storskærmen og i AaB-appen i pausen.

Se programmet nedenfor, find al praktisk info her - og køb billet til kampen på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed

Foreslået ændring i AaB’s bestyrelse

14. august 2026 kl. 08:42 af Brian Andersen

54-årige Peter Sand er i dagligdagen Global Manufacturing Program Director hos VIKING Life-Saving Equipment. Forinden var han i halvandet år fodbolddirektør i FC Midtjylland og før det administrerende direktør hos Eurofins Vitamin Testing A/S.

Desuden har den tidligere professionelle fodboldspiller og uddannede ingeniør været ansat hos LEGO i otte år. Peter Sand er født i Aalborg og opvokset i Hadsund.  

- Vi vil gerne takke Thomas Hitzlsperger for hans næsten tre og et halvt år i bestyrelsen. Samtidig glæder vi os til, at Peter Sand bliver en del af bestyrelsen, hvor han blandt andet vil kunne bidrage med både sportslig, menneskelig og erhvervsmæssig indsigt, udtaler AaB’s bestyrelsesformand Jesper Brøchner Thing.

AaB A/S vil i den nærmeste fremtid indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor ovennævnte vil være eneste punkt på dagsordenen.

Indtil den ekstraordinære generalforsamling har klubben ikke yderligere kommentarer til emnet.

Venlig hilsen
Aalborg Boldspilklub A/S
Jesper Brøchner Thing
Bestyrelsesformand

Marc Nielsen: Bliver en fed kamp

13. august 2026 kl. 16:32 af Rasmus Estrup

- Vi skal spille noget god fodbold. Vi skal op at kreere en masse chancer. Vi skal forsvare godt. Vi skal stå godt i kæderne. Vi skal være kompakte. Og så skal vi være kyniske i begge felter, så vi ikke laver nogen fejl, og omvendt så putter vi den i kassen, når chancen byder sig. 

Marc Nielsen har opskriften på en sejr klar til fredagens Betinia Ligaduel på Aalborg Portland Park mod FC Fredericia. Billetter kan købes på www.billet.aabsport.dk. 

Mens vi står med syv point efter de tre første ubesejrede runder, har FC Fredericia ligeledes indledt sæsonen ubesejret med en 3-0-sejr over HB Køge samt pointdelinger med AB og Vendsyssel F.F.

I dette interview sætter Marc Nielsen ord på den forestående duel, der fløjtes i gang kl. 19.00. Fanzonen åbner kl. 17.00. 

Du kan finde al praktisk information her.

Undgå kø ved indgangen og køb billetter online på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed

Sparekassen Danmark bliver platinpartner i AaB

13. august 2026 kl. 14:00 af Rasmus Estrup

Gennem adskillige år har Sparekassen Danmark og AaB haft et godt og tæt samarbejde – senest som guldpartner siden 2024 - og nu tages partnerskabet til et nyt niveau, da Sparekassen Danmark frem til sommeren 2029 bliver platinpartner i AaB. 

Platinpartneraftalen betyder blandt andet, at Sparekassen Danmark bliver partner for en skyboks på Aalborg Portland Park, Sparekassen Danmark Skyboks, samt at sparekassen får hospitality-muligheder og LED-eksponering til hjemmekampene på Aalborg Portland Park og fortsætter i AaB Netværket. 

Derudover fortsætter opvisningsbanen på AaB’s træningsanlæg på Hornevej også med at bære navnet Sparekassen Danmark Arena, som den har heddet siden 2024.

- Det glæder os enormt, at vi kan tage endnu et stort skridt i vores mangeårige samarbejde med Sparekassen Danmark, og vi glæder os meget til at kunne byde gæster inden for i Sparekassen Danmark Skyboksen på Aalborg Portland Park. Generelt mærker vi igen en stigende opbakning fra erhvervslivet, og det er denne aftale med Sparekassen Danmark endnu et stærkt bevis for, siger AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll. 

René Christensen, regionsdirektør for Aalborg, Sparekassen Danmark, supplerer:

- Det er en kæmpe del af Sparekassen Danmarks DNA at støtte op om fællesskaber, sport og lokalområderne. Derfor sætter vi en ære i at være sponsor for både elite og bredde i hundredvis af klubber på tværs af hele Danmark. 

- Sparekassen Danmark, som har hovedsæde i Vrå, er efterhånden blevet en landsdækkende sparekasse, men er stadig selvejende med stærk opbakning fra garanterne og de 15 fonde, der støtter gode formål i hele Danmark. Selvom vi har afdelinger over hele landet, ligger hovedparten i Nordjylland, og alene i Aalborg har vi syv afdelinger – og vi har tænkt os at fortsætte væksten, siger René Christensen og afslutter:

- AaB er en kæmpe del af Aalborg og hele Nordjylland – og vi er stolte af at give opbakningen en tand mere til glæde for begge parter.

Sparekassen Danmark har godt 70 afdelinger på tværs af Danmark, og størstedelen er i Nordjylland. I Aalborg har Sparekassen Danmark syv afdelinger på tværs af Erhverv, Private Banking og Privat.

Tags på denne nyhed

AaB Akademiet og Sportsefterskolen Aabybro styrker samarbejdet

13. august 2026 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

Samarbejdet bygger videre på en stærk fælles historie. I perioden 2011–2020 har spillere som blandt andre Joakim Mæhle, Moses Opondo, Rasmus Thellufsen, Sofie Lundgaard, Cornelia Kramer og Magnus Christensen haft deres dagligdag på SportsefterskolenAabybro, samtidig med at de var en del af AaB’s talentudvikling.

- Vi ser et stort potentiale og en klar synergi i at samle både piger og drenge i det samme efterskolemiljø, fortæller bestyrelsesformand i AaB af 1885, Claus Fallingborg og fortsætter:

- SEA har et velfungerende setup, stor erfaring med unge eliteidrætsudøvere og et værdigrundlag, der rækker ud over sporten og favner det hele menneske, siger Claus Fallingborg og takker Stidsholt Efterskole for et godt samarbejde gennem de seneste fire år.

Også AaB’s akademichef Dennis Ramonn Olsen ser frem til det styrkede samarbejde:

- For os handler det om at skabe de bedst mulige rammer for vores spillere – både som fodboldspillere og som mennesker. Med SEA får vi en samarbejdspartner, der kan understøtte hverdagen uden for banen med stærke fællesskaber, tydelige voksne og en struktur, der giver ro til både udvikling og læring.

Sportsefterskolen Aabybro får lærer Jonas Westmark ansvaret for samarbejdet på drengesiden. Med en fortid som træner i AaB vil han blandt andet indgå i udvalgte ugentlige træningspas i klubben for at sikre tæt sparring og sammenhæng mellem skole og fodbold. 

Forstander Esben Sevelsted Mathiasen glæder sig over igen at kunne byde AaB’s drenge velkommen på skolen:

- Det er vigtigt at understrege, at SEA ikke er en eliteefterskole – vi er først og fremmest en efterskole. Vores opgave er at skabe et forpligtende fællesskab, hvor unge mennesker udvikler sig fagligt, menneskeligt og socialt. Med samarbejdet med AaB kan vi samtidig tilbyde et stærkt setup for de dygtigste fodboldspillere i Nordjylland, siger forstanderen.

Netop kombinationen af eliteidræt og efterskoleliv er kernen i samarbejdet. Spillerne bliver en del af en hverdag, hvor de – på lige fod med alle andre elever – deltager i fællesskabet med gymnastik, rejser, fællessamlinger og de praktiske opgaver, der følger med livet på en efterskole. 

Mens AaB har det primære ansvar for den fodboldfaglige udvikling, er Sportsefterskolen Aabybros opgave at danne unge mennesker til livet – både på og uden for banen. Målet er at sende elever videre som nysgerrige, vedholdende og ansvarlige unge, der kan begå sig i stærke fællesskaber – uanset om fremtiden byder på en professionel fodboldkarriere eller en helt anden vej.

Tags på denne nyhed
'