AaB TV: Vores tre seneste mål i Viborg

9. maj 2025 kl. 08:15 af Rasmus Estrup

Der er tre finaler tilbage i denne 3F Superligasæson, hvor vi inden den forestående runde er på 11. pladsen med 24 point, hvilket er samme pointantal som Lyngby Boldklub på tiendepladsen med to point flere end Vejle Boldklub på 12. pladsen. 

Sæsonens tredje sidste kamp spilles søndag kl. 18.00 på Energi Viborg Arena, og du kan finde al praktisk info om kampen her. 

Forud for opgøret kan du i videoen øverst få et gensyn med vores tre mål af Oliver Ross, Andres Jasson og Mathias Jørgensen fra vores seneste 3F Superligaopgør i Viborg. Et opgør vi vandt 3-2. 

Tags på denne nyhed

Del din mening om AaB i 3F Superliga Survey

8. maj 2025 kl. 14:20 af Rasmus Estrup

Du kan nu tilmelde dig forårets store tilskuerundersøgelse, 3F Superliga Survey, som er for alle tilskuere i 3F Superligaen. Formålet med 3F Superliga Survey er at forbedre oplevelsen på de danske fodboldstadions før, under og efter kampen, og i AaB vil vi meget gerne høre din mening.

3F Superliga Survey er nemlig et vigtigt værktøj i arbejdet med at forbedre kampoplevelsen på Aalborg Portland Park, og vi vil gerne have så mange besvarelser som muligt for at sikre den bedst mulige oplevelse for vores mange fans.

Du kan derfor være med til at gøre en forskel for dig selv og dine medfans ved at give din mening til kende og tilmelde dig årets Superliga Survey her eller via QR-koden i bunden. 

Alle, der tilmelder sig forårets 3F Superliga Survey, er med i lodtrækningen om Malthe Højholts kampbrugte og signerede klubtrøje fra begyndelsen af denne sæson. Sidste frist for at tilmelde sig er tirsdag 20. maj.

Vi takker på forhånd alle deltagere for deres hjælp.

Tags på denne nyhed

U/15-nederlag mod FC Midtjylland

8. maj 2025 kl. 08:01 af Rasmus Estrup

U/15 Ligaholdet var i går en tur i Ikast, hvor det endte med et nederlag på 4-1. 

FC Midtjylland kom foran efter et kvarter, og 1-0-stilingen holdt indtil midtvejs i anden halvleg, hvor Christian Provst Hassing Poulsen udlignede til 1-1 efter et oplæg fra Amar Hadzajlija. 

Efter udligningen svarede FC Midtjylland hurtigt tilbage, og med yderligere to scoringer i slutminutterne endte det 4-1. 

Vores U/15-hold er efter 21 kampe på 13. pladsen med 21 point. Næste U/15 Ligakamp spilles på lørdag kl. 13.00 hjemme på Hornevej mod Farum Boldklub, der er FC Nordsjællands U/15-hold. 

Tags på denne nyhed

Uafgjort U/19-topkamp i Odense

7. maj 2025 kl. 14:10 af Rasmus Estrup

Tirsdag gæstede vores U/19-mandskab OB i et særdeles målrigt opgør, der endte med et enkelt point på kontoen.

OB lagde bedst ud, og i både 13. minut og 15. minut straffede hjemmeholdet nogle nordjyske fejl i opbygningsspillet, hvilket gav OB en tidlig 2-0-føring.

AaB’erne svarede dog straks tilbage, da Georg Ejsing i 17. minut sparkede bolden op i krogen til 2-1, og midt i første halvleg headede Malthe Holt 2-2-udligningen i nettet.

De gode AaB-muligheder fortsatte, og ca. ti minutter før pausen kunne Valdemar Møller bringe vores akademihold i front. En håndfuld minutter før pausen fik OB dog udlignet til pausestillingen 3-3.

Efter pausen var spillet mere taktisk præget, og efter flere gode AaB-chancer kunne Victor Fjeldgaard et minut inde i tillægstiden score til 4-3. Det resultat holdt dog ikke til slutfløjt, da OB fik udlignet til 4-4 i fjerde tillægsminut.

Dermed skulle pointene fordeles i en straffesparkskonkurrence, hvor fynboerne trak det længste strå, og vores akademihold måtte tage hjem med et enkelt point.

U/19-holdet indtager fortsat andenpladsen med 47 point efter 23 kampe, hvilket er to færre end FC Midtjylland på førstepladsen, der har spillet en kamp mindre. FC Nordsjælland er på tredjepladsen med 43 point efter 20 kampe, mens OB efter 21 kampe står med 41 point.

FC Nordsjælland kommer på besøg på Hornevej på lørdag kl. 13.00, hvor det således gælder en ny topkamp.

Tags på denne nyhed

9.000 har billet til 140-års fødselsdagen

6. maj 2025 kl. 12:16 af Rasmus Estrup

Der er tre finaler tilbage i 3F Superligaens kvalifikationsspil, og den næstsidste er på hjemmebane mod Silkeborg I.F. søndag 18. maj kl. 14.00.

Til hjemmekampen, der er sæsonens sidste på Aalborg Portland Park, vil AaB's 140-års fødselsdag blive markeret, ligesom klubbens første mesterhold vil blive hyldet, da det er 30 år siden triumfen i 1995. 

Der er stor interesse for kampen, og flere end 9.000 tilskuere har nu sikret sig billet. 

Der er færre end 1.000 siddepladser tilbage på Complea Tribunen, hvor der i forvejen er frigivet siddepladser med begrænset udsyn. A. Enggaard Tribunen er allerede nu meget tæt på at være udsolgt til vores samarbejdspartnere, og derfor forventes der ikke at blive sat pladser til offentligt salg på A. Enggaard Tribunen til kampen.

Køb billet til sæsonens sidste hjemmekamp på www.billet.aabsport.dk.

Tilhængere af Silkeborg I.F. skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen. AaB gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at udvise tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende.

Frigiv din plads, hvis du er forhindret
Er du som sæsonkortholder forhindret i at komme til sæsonens sidste hjemmekamp, opfordrer vi til, at du sender billetten til en ven eller frigiver din billet, så vi kan få fyldt Aalborg Portland Park mest muligt. 

For hver plads, der frigives og videresælges, donerer vi 18,85 kr. til fanskabende aktiviteter, der skal være med til at forbedre kampoplevelsen på Aalborg Portland Park.

Via den nye AaB-app kan billetten frigives på ca. ti sekunder. Se her, hvor nemt det er.

Via billet.aabsport.dk kan billetten frigives med følgende fremgangsmåde:

- Login på din konto på www.billet.aabsport.dk.
- Gå til Min Konto
- Vælg Funktioner, og tryk på Frigiv plads/Ændre plads...
- Her kan du se dit sæsonkort og flere muligheder:
- Frigiv min plads/ Konverter til billet etc.
- Vælg den mulighed, du ønsker.
- Godkend, at du vil frigive din plads eller konvertere dit sæsonkort til en billet.

Tags på denne nyhed
'