
AaB og Helenius forlænger
AaB og Nicklas Helenius har forlænget aftalen, så den gælder hele den kommende sæson.
Siden Nicklas Helenius i januar 2023 vendte tilbage til AaB har han bidraget med 17 scoringer og seks assists for AaB, og i alt står angriberen i sine foreløbige 224 officielle kampe for klubben noteret for 69 mål og 31 assists.
De 69 fuldtræffere placerer Nicklas Helenius på en ottendeplads på AaB’s All Time-topscorerliste siden 1885 – 19 scoringer er der op Kjeld Thorst på førstepladsen.
Nicklas Helenius kom som ungdomsspiller til AaB fra partnerklubben Svenstrup-Godthåb I.F.
AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll udtaler:
- Nicklas er mere end en spiller i AaB. Han er en kulturbærer for vores klub, og med sin stærke indstilling og sin evige sult for at præstere, så ved vi, at han kan blive en nøglefaktor for os i den kommende sæson.
Scouting- og rekrutteringschef Julius Nagel tilføjer:
- Udover sine kvaliteter som spiller, så er Nicklas også vokset som menneske og som leder, og vi er imponerede over den måde, han guider vores unge spillere. Nicklas lever og ånder for AaB, og som den klassiske målscorer han er, så glæder vi os meget over, at en forlængelse er kommet på plads.
Nicklas Helenius, der for Danmark har opnået to A-landskampe og 13 U-landskampe, supplerer:
- Jeg er meget, meget glad for at have fået tilføjet et halvt år til min kontrakt, og målet er helt sikkert, at det ikke skal være den sidste forlængelse med AaB.
- Først og fremmest skal vi i den kommende sæson have skabt et hold og en enhed, der kan bringe os tilbage i 3F Superligaen, og her skal jeg bidrage med både mål, assists og lederskab, siger Nicklas Helenius.
- Udover en oprykning er det klart, at jeg har en personlig ambition om at komme endnu længere op på AaB’s topscorerliste, men både klubbens og mine personlige mål bliver kun opnået, hvis vi formår at bygge en stærk kultur, som vi altid har været kendt for. Dette indebærer også en unik samhørighed med vores fans, som jeg elsker at spille for og mærke støtten fra, og forhåbentlig kan vi sammen få skabt rammerne, så vi igen får fremgang i AaB, slutter Nicklas Helenius.
Nicklas Helenius og holdkammeraterne genoptager træningen på Hornevej 20. juni.