Uafgjort duel mod Viborg F.F.

24. november 2024 kl. 15:53 af Rasmus Estrup

Det blev en målløs affære og dermed vores fjerde uafgjorte 3F Superligakamp på stribe, da vi søndag eftermiddag tog imod Viborg F.F. på Aalborg Portland Park, hvor der både blev afholdt Halstørklædedag og Partnerklubbernes Dag. 

Opgøret begyndte med en tidlig halvflugter fra Kasper Jørgensen, der gik over Viborg-målet, og i fjerde minut fik gæsterne en god omstillingsmulighed, hvor Isak Jensen trak ind i feltet og kom til afslutning, men her kastede Kasper Jørgensen sig ned i en stærk blokade.

I den følgende periode havde gæsterne styring på kampen. I niende minut sparkede Magnus Westergaard et langskud over mål, og i 14. minut fik viborgenserne to forsøg på kanten af feltet afvist. 

Gæsterne, der inden opgøret havde skrabet flest point sammen i løbet af de seneste ti runder i 3F Superligaen, stod bag en ny afslutning i 28. minut efter et par lovende AaB-takter kort forinden. Men Ibrahim Saids gode driblinger på kanten af feltet udmøntede sig i et skud, der gik lige over tværribben. 

Ibrahim Said var endnu tættere på en scoring efter en halv time, da han drev bolden fra egen banehalvdel og op til AaB-feltet, inden hans flade afslutning blev afvist af indersiden af stolpen. 

Tre minutter før pausen tilkæmpede Oliver Ross sig et frispark uden for Viborg-feltet, men Mylian Jimenez' nærgående frisparksforsøg gik lige over og lagde sig oven på nettaget.

Minuttet senere måtte Vincent Müller finde en god redning frem på et farligt hug fra Renato Junior, og dermed lød pausestillingen på 0-0. 

Ligesom i første halvleg kom vi også fra anden halvlegs start tidligt frem til en afslutning, men Mathias Jørgensens langskud sad uden for målrammen. 

Det gjorde en god afslutning fra Ibrahim Said ikke minuttet senere. Men Vincent Müller hev en flot redning frem ved stolperoden efter Viborg-spillerens vending og flade afslutning i AaB-feltet. 

I 57. minut blev Sebastian Otoa og Mads Bomholt indskiftet i stedet for Andreas Bruus og John Iredale, og kort efter tilkæmpede Andres Jasson sig et frispark i en god position. Desværre gik Kasper Jørgensens forsøg i muren. 

Midt i anden halvleg opsnappede Mads Bomholt en fejlaflevering fra gæsterne lige i udkanten af feltet, og vores indskiftede midtbanespiller tog straks chancen, men læderet sad lige i favnen på målmand Oscar Hedvall. 

17 minutter før tid fik Oliver Ross et langskud blokeret, og tre minutter senere gjorde Kasper Jørgensen ham kunsten efter. Denne gang endte blokaden i fødderne på Mylian Jimenez, som langt udefra bankede kuglen mod mål, men det hårde forsøg sad lige på Viborg-keeperen. 

Med ti minutter tilbage på stadionuret fik indskiftede Anosike Ementa vendt rundt i feltet, men Lars Kramer kastede sig ned i forsøget fra den tidligere AaB-angriber, der ramte den hollandske blokade. 

Dernæst blev Kelvin John, Diego Caballo og Jubril Adedeji sendt på banen i stedet for Oliver Ross, Mylian Jimenez og Andres Jasson. 

I tillægstiden var gæsterne nærgående i vores felt, og kampens sidste aktion blev et hovedstød fra gæsterne som gik lige over mål. 

Kampen endte dermed 0-0, hvilket betyder, at vi efter 16 spillerunde er på niendepladsen med 17 point. Der er i skrivende stund fire point op til netop Viborg F.F. på ottendepladsen og fem point ned til Sønderjyske Fodbold på tiendepladsen. 

Årets sidste kamp i 3F Superligaen spilles på fredag på udebane mod Brøndby I.F. Køb billetter til udebaneafsnittet her. 

Efter fredagskampen venter to pokalkvartfinaler mod Silkeborg I.F. Den første spilles på udebane 8. december, inden vi mandag 16. december hjemme spiller returopgøret i årets sidste kamp på Aalborg Portland Park. Køb billetter til kvartfinalen i Oddset Pokalen her. 

Matchfacts - 3F Superligaen, grundspil, 16. spillerunde

AaB-Viborg F.F. 0-0 (0-0)
Advarsler AaB: Lars Kramer (11), Bjarne Pudel (90)
Advarsler Viborg F.F.: Magnus Westergaard (41), Jeppe Grønning (59), Daniel Anyembe (65), Justyin Lonwijk (90)
7.659 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-3-3): Vincent Müller, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Bjarne Pudel, Andreas Bruus (57: Sebastian Otoa), Mylian Jimenez (83: Diego Caballo), Kasper Davidsen, Andres Jasson (83: Jubril Adedeji), Mathias Jørgensen, John Iredale (57: Mads Bomholt), Oliver Ross (83: Kelvin John). 

Viborg F.F. (4-3-3) Oscar Hedvall, Manuel Mbom, Daniel Anyembe, Ivan Näsberg, Oliver Bundgaard, Thomas Jørgensen (69: Justin Lonwijk), Jeppe Grønning, Magnus Westergaard (89: Sofus Berger), Ibrahim Said (83: Jakob Vester), Renato Junior (69: Anosike Ementa), Isak Jensen (83: Charly Nouck). 

Dommer: Jacob Karlsen

Tags på denne nyhed

Menno van Dam før AaB-Viborg F.F.

23. november 2024 kl. 11:07 af Rasmus Estrup

Efter en 3-2-udesejr i sæsonens første møde med Viborg F.F. står vi igen i morgen overfor viborgenserne, når der kl. 14.00 fløjtes op til årets sidste hjemmekamp i 3F Superligaen på Aalborg Portland Park. 

Inden opgøret indtager vi niendepladsen med 16 point, mens Viborg F.F. er på ottendepladsen med 20 point. I løbet af de seneste ti runder er søndagens gæster den klub i 3F Superligaen, der har hentet flest point. 

I morgen holder vi både Partnerklubbernes Dag og Halstørklædedag, og flere end 11.000 har på forhånd billet til opgøret. Køb billet på www.billet.aabsport.dk. 

Alle opfordres til at komme i god tid, så vi kan undgå den værste kø ved indgangene, og fra kl. 11.30 er der masser af aktiviteter i 3F Fanzonen, hvor også Melker Widell kigger forbi omkring kl. 12.30. Find al praktisk info om kampen her. 

AaB og Arbejdernes Landsbank donerer i fællesskab 2 kr. for hver tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park i efteråret til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2024 går ubeskåret til Wintherhjælpen. Efter de første syv hjemmekampe er Wintherhjælpen sikret en donation på 120.140 kr. Køb billetter på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sæsonens tre første mål mod Viborg F.F.

22. november 2024 kl. 13:57 af Rasmus Estrup

Vores seneste opgør mod Viborg F.F. var en målrig affære, der gav tre vigtige point efter en 3-2-sejr på Energi Viborg Arena i august. Søndag står vi over for Viborg F.F. igen, og du kan gøre som flere end 11.000 andre og købe billet på www.billet.aabsport.dk. 

Andres Jassson, Oliver Ross og Mathias Jørgensen stod for vores tre mål i Viborg, og du kan gense målene i videoen øverst. 

3F Fanzonen åbner kl. 11.30 på søndag, hvor vi også holder Partnerklubbernes Dag og Halstørklædedag. Du kan finde al praktisk info om kampen her. 

Alle opfordres desuden til at komme i god tid, så vi kan undgå den værste kø ved indgangene. 

AaB og Arbejdernes Landsbank donerer i fællesskab 2 kr. for hver tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park i efteråret til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2024 går ubeskåret til Wintherhjælpen. Efter de første syv hjemmekampe er Wintherhjælpen sikret en donation på 120.140 kr. Køb billetter på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Vegger I.F. er nomineret til Årets Partnerklub

22. november 2024 kl. 08:24 af Rasmus Estrup

Partnerklubbernes Dag løber af stablen søndag kl. 14.00, hvor vi til kampen mod Viborg F.F. hylder alle vores nordjyske partnerklubber sammen med de flere end 11.000 andre, der har billet til kampen. Køb billet på www.billet.aabsport.dk. 

I pausen af kampen kårer vi sammen med Aalborg Portland Årets Partnerklub. En af de tre nominerede er Vegger I.F., som du kan se et indslag med i videoen øverst. 

Også Team Horne-Hirtshals og Aalborg Freja er nomineret til Årets Partnerklub. Vinderen af prisen får sammen med titlen et gavekort fra Aalborg Portland på 20.000 kr. til træningsudstyr fra Macron. 

På søndag skal vi også sammen med Arbejdernes Landsbank kåre Årets Frivillig, som får et gavekort fra Arbejdernes Landsbank på 20.000 kr. til træningsudstyr fra Macron til klubben. 

Årets Holdkammerat på tværs af alle partnerklubber blev Magne Hedegaard Karlsen, som Mathias Jørgensen og Melker Widell har overrasket til en træning i Bagterp I.F. Magne får på søndag æren af at stå for navneopråbet af vores startopstilling inden kampstart. 

AaB og Arbejdernes Landsbank donerer i fællesskab 2 kr. for hver tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park i efteråret til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2024 går ubeskåret til Wintherhjælpen. Efter de første syv hjemmekampe er Wintherhjælpen sikret en donation på 120.140 kr. 

Tags på denne nyhed

AaB Shoppens pop-up-butik åbner mandag

21. november 2024 kl. 16:11 af Rasmus Estrup

Mandag kl. 10.00 slår vi dørene op til AaB Shoppens pop-up-butik på Slotsgade 9 i Aalborg, og fra første fløjt er der masser af gode tilbud på hylderne.

Åbningsdagen falder nemlig sammen med Black Week, og blandt de gode tilbud kan man eksempelvis få to halstørklæder for 149 kr. og 20 procent rabat på tøj fra ATTENFEMOGFIRS-kollektionen.

I AaB Shoppen vil der også være nyt AaB-merchandise, der som udgangspunkt kun sælges i pop-up-butikken, samt naturligvis den nye julesweater, sæsonens spillertrøjer og meget andet AaB-merchandise. Blandt det nye merchandise, der kun sælges i pop-up-butikken, er også en særlig kollektion til kvinder. 

De første 100 gæster i pop-up-butikken på mandag får en goodiebag fra Faxe Kondi, og fra kl. 14.00 til 15.00 vil Kasper Davidsen, Mads Bomholt og Oliver Ross skrive autografer i butikken.

Fra mandag og frem til og med 23. december er AaB Shoppens pop-up-butik i Slotsgade åben hver dag, og der vil jævnligt være autografskrivning af vores 3F Superligaspillere, ligesom også Theodor vil gæste butikken og uddele high-fives til alle gæster.

Butikken ligger ca. 300 meter fra Friis Shoppingcenters parkeringskælder, hvor den første times parkering er gratis.

Åbningstiderne er følgende: 
Mandag-fredag: 10-18 (Black Friday: 10-21) 
Lørdag-søndag: 10-16
Fra mandag 16. december til mandag 23. december vil der være åbent hver dag i tidsrummet 10-19. 

Tags på denne nyhed
'