Testkamp endte uforløst
Kelvin John scorede for AaB, da dagens timelange testkamp mod Vendsyssel F.F. ganske retfærdigt sluttede uden vinder.
I forhold til AaB’s 3F Superligaopgør i Lyngby i søndags var der skiftet på samtlige pladser i startformationen, ligesom akademispillerne Malthe Kjølby, Malthe Holt, Bertram Skovgaard og gæstespiller Gabriel Quartey i anden halvleg fik muligheden for at vise sig frem.
Spillemæssigt indledte AaB bedst med både boldbesiddelse og velfungerende genpres, men første chance i opgøret tilfaldt i det sjette minut gæsternes Shanyder Borgelin, der efter et indlæg fra venstre flugtede bolden over tværribben.
Midtvejs var Vendsyssel F.F. mest på bolden, mens AaB i slutningen af første halvleg igen overtog spillet – uden dog at være farlige.
Derimod var udeholdet i det 24. minut igen tæt på, da AaB-målmand Rody de Boer kom i vejen for den tidligere AaB’er Marcus Hannesbo, der forsøgte sig fra en spids vinkel.
I anden halvleg åbnede AaB igen fint og med pres højt på banen, hvilket efter syv minutter fremtvang en stor Vendsyssel-fejl, som Kelvin John resolut udnyttede til at score til 1-0.
En tilsvarende fejl fra AaB ti minutter før tid blev dog lige så prompte eksekveret af gæsternes Lucas Jensen, der således bragte sit mandskab på omgangshøjde.
Efterfølgende var Eugene Amankwah nærgående før AaB, inden føringsmålet to minutter før tid burde være kommet, da Diego Caballos præcise hjørnesparksbold fandt vej til Oumar Diakhité, som i fri position og fra få meter headede lige på Vendsyssel-keeper Lasse Schulz.
I stedet kunne Vendsyssel F.F. i sidste minut være løbet med sejren, da Oskar Öhlenschlaegers forsøg ramte stolpen.
Måske allervigtigst for AaB var det denne fine novemberdag, at Sebastian Otoa og Oumar Diakhité efter overståede skader fik kampminutter i benene.
AaB skal næste gang i aktion, når Viborg F.F. søndag 24. november gæster Aalborg Portland Park. Køb i forsalg billetter her.
Matchfacts – testkamp (2 x 30 minutter)
AaB-Vendsyssel F.F. 1-1 (0-0)
37. min 1-0 Kelvin John, 50. min 1-1 Lucas Jensen.
AaB (4-3-3): Rody de Boer, Eugene Amankwah, Sebastian Otoa (31: Malthe Kjølby), Oumar Diakhité, Marc Nielsen, Mylian Jimenez (46: Malthe Holt), Andres Jasson, Diego Caballo, Jubril Adedeji (46: Bertram Skovgaard), Kelvin John, Amar Diagne (31: Gabriel Quartey).