AaB’s startopstilling i 3F Superligaen har i indeværende sæson haft en gennemsnitsalder på 23,4 år.
Det er det schweiziske analyseinstitut CIES Football Observatory, der sammenligner 50 ligaer i verden, som er primær kilde til tallene.
I sæsonpremieren 19. juli mødte AaB og cheftræner Menno van Dam op med den næstyngste startformation i klubbens historie i 3F Superligaen (22 år, 105 dage) – kun ”undergået” 1. marts 2013 (22 år, 51 dage) hvor daværende cheftræner i AaB, Kent Nielsen, sendte Nicolai Larsen (21), Henrik Dalsgaard (23), Kasper Pedersen (20), Jakob Blåbjerg (18), Jakob Ahlmann (22), Kasper Kusk (21), Rasmus Würtz (29), Mathias Wichmann (21), Nicolaj Thomsen (19), Nicklas Helenius (21) og Søren Frederiksen (23) på banen for AaB.
19. juli i år løb Vincent Müller (23), Kasper Jørgensen (24), Lars Kramer (25), Sebastian Otoa (20), Nóel Atli Arnórsson (17), Kasper Davidsen (19), Malthe Højholt (23), Melker Widell (22), Mathias Jørgensen (23), John Iredale (24) og Oliver Ross (19) ind på kunstgræsset i Farum, og tendensen har fortsat i de efterfølgende 14 spillerunder.
Således er kun fem klubber i verden registreret som yngre end AaB i denne sæson med ukrainske Rukh Lviv og franske RC Strasbourg som de yngste med en startformation på i gennemsnit 21,9 år, mens Red Bull Salzburg fra Østrig er fjerdeyngst med 22,6 år i snit.
- Tallene bekræfter, at vi med hensyn til vores trup har gjort, hvad vi har sagt, vi ønskede at gøre, konstaterer AaB’s sportsdirektør James Gow.
- Det har været et fokus for os at skabe et godt fundament for AaB for fremtiden med endnu større bidrag fra AaB Akademiet og en yngre trup, hvor der selvfølgelig stadig skal være plads til erfaring og rutine, men en trup med masser af udviklingspotentiale og som også er konkurrencedygtig og forhåbentlig kun bliver stærkere herfra, siger James Gow.
I 3F Superligaen er FC Midtjylland næstyngst (24,1) og den kommende modstander Viborg F.F. tredjeyngst (24,6), mens AGF med en gennemsnitsalder på 28,5 år i startopstillingen er ældst.
(Statistisk kilde: CIES Football Observatory, danskfodbold.com og bold.dk).