10.000 er klar til næste hjemmekamp
Med mere end to uger til kampen mod Viborg F.F. 24. november har flere end 10.000 billet til opgøret.
3F Tribunens afsnit for AaB-fans er udsolgt, der er ca. 400 siddepladser tilbage og i alt har flere end 10.000 billet til kampen.
Der er lagt op til en velbesøgt søndagskamp, når vi tager imod Viborg F.F. i årets sidste 3F Superligahjemmekamp søndag 24. november kl. 14.00. Køb billetter til opgøret her.
Til kampen har vi sammen med Arbejdernes Landsbank, Macron og Aalborg Portland arrangeret Partnerklubbernes Dag, hvor vores nordjyske partnerklubber bliver en del af indløbet og pauseunderholdningen.
Derudover kårer vi også Årets Partnerklub, Årets Frivillig og Årets Holdkammerat i forbindelse med kampen, og i 3F Fanzonen vil der være masser af aktiviteter fra kl. 11.30.
Tilhængere af Viborg F.F. skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen. AaB gør desuden opmærksom på, at tilskuere, der udviser tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten.
AaB og Arbejdernes Landsbank donerer i fællesskab 2 kr. for hver tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park i efteråret til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2024 går ubeskåret til Wintherhjælpen. Efter de første syv hjemmekampe er Wintherhjælpen sikret en donation på 120.140 kr. Køb billetter på www.billet.aabsport.dk.