Resultat i AaB ifølge forventningerne

5. marts 2024 kl. 17:30 af Brian Andersen

AaB har i 2023 realiseret et underskud før skat på 34,4 mio. kr. mod et underskud før skat på 15,8 mio. kr. i 2022. Resultatet svarer til de senest udmeldte forventninger i september 2023.

Indtægter fra samarbejds- og sponsoraftaler udgør 32 mio.kr. efter et fald på 4,1 mio.kr. i forhold til 2022, hvilket primært kan relateres til nedrykningen fra 3F Superligaen. 

I match-day indtægterne er der realiseret en stigning på 5,8 mio.kr. til 24,9 mio. kr. i 2023. Den positive udvikling skyldtes den fortsat stigende opbakning fra fansene samt indtægterne fra pokalfinalen i maj 2023.

I 2023 er der afholdt væsentlige omkostninger og foretaget ansættelser i den sportslige afdeling med henblik på at styrke AaB Akademiet og førsteholdet. Dette har været medvirkende til, at de samlede omkostninger inklusive personaleomkostninger er steget på trods af de igangsatte besparelser.

Personaleomkostninger er faldet med 1,8 mio. kr. til 66,9 mio.kr. i 2023. Faldet er mindre en forventet efter nedrykningen. 

Resultatet af transferaktiviteterne er faldet, fra et overskud på 17,0 mio. kr. i 2022 til et overskud på 5,2 mio. kr. i 2023.

Egenkapitalen udgør 56,0 mio. kr. pr. 31. december 2023 mod 61,8 mio. kr. pr. 31. december 2022. Der er i 2023 gennemført en kapitalforhøjelse med et nettoprovenu på 28,7 mio. kr.

AaB’s nytiltrådte administrerende direktør Michael Tuxen Boll udtaler:

- For AaB er dette naturligvis langt fra et tilfredsstillende resultat, men vi har sat gang i en positiv turnaround af forretningen og vores klub, hvilket er afgørende for at sikre, at AaB fremadrettet bliver en endnu større faktor inden for oplevelsesøkonomien. Konkret ønsker vi at udvikle AaB strategisk, så vi organisatorisk og kommercielt kan gro, og operationelt vil vi aktivt stræbe efter at erobre nyt terræn og derigennem vinde markedsandele for at flytte os i en positiv retning. Dette skal skabes gennem en tæt relation med blandt andre vores fans og det lokale og regionale erhvervsliv.

- I den sportslige sektor er vi allerede i gang med en videreudvikling, hvor AaB Akademiet er i centrum. Vi ønsker at skabe en bæredygtig forretning og klub, hvor det langsigtede mål er at skabe et 3F Superligahold, som kan være konkurrencedygtigt i toppen af dansk fodbold. Denne målsætning bygger på at udvikle lokale talenter fra AaB Akademiet til 3F Superligaen og til international fodbold, siger Michael Tuxen Boll.

AaB forventer et resultat for 2024 i niveauet minus 25 mio. kr. til minus 35 mio. kr. Heri er indregnet en forventet status som 3F Superligaklub fra sommeren 2024 og TV-indtægter og transferindtægter på et lavere niveau end realiseret de seneste år.

Tags på denne nyhed

Blandet weekend for AaB Akademiet

4. marts 2024 kl. 11:26 af Brian Andersen

For alle tre holds vedkommende var Sønderjyske modstanderen på nordjysk grund lørdag eftermiddag.

Efter to sejre i træk måtte AaB’s U/19 Ligahold se sig slået 2-0 på anlægget på Hornevej efter to Sønderjyske-scoringer i anden halvleg, men holdet får mulighed for at rejse sig, når Lyngby Boldklub på lørdag gæster Aalborg.

I U/17 Ligaen blev det derimod til en 6-0 sejr til AaB efter 3-0 ved pausen.

Benjamin Pihl Jørgensen satte AaB i gang, inden Bertram Peter Skovgaard og Valdemar Møller Damgaard øgede føringen.

I anden halvleg kom både Valdemar Møller Damgaard og Bertram Peter Skovgaard igen på måltavlen, før William Thomsen seks minutter før tid cementerede sejren.

AaB indtager andenpladsen i U/17 Ligaen, og også her får man på lørdag besøg af Lyngby Boldklub.

For U/15 Liga-mandskabet blev resultatet identisk med udfaldet i U/19 Ligaen – eneste forskel var, at de to sønderjyske scoringer her faldt allerede u første halvleg.

AaB er på tredjepladsen i U/15 Ligaen og også her er der besøg af Lyngby Boldklub i den kommende weekend.

Tags på denne nyhed

Eriksen udtaget til Future-samling

3. marts 2024 kl. 07:37 af Rasmus Estrup

13. marts skal AaB Akademiets Christian Steensgaard Eriksen samles i Nyborg med 27 andre spillere, der alle er udtaget til en træningssamling med U/16 Future-landsholdet.

Futurelandsholdet er for spillere, der typisk ikke er kommet i vækstspurt og derfor kan være overmatchet i træning og kampe med spillere i samme årgang.

Christian Steensgaard Eriksen, der er en del af AaB's U/17 Ligahold, har indtil videre spillet to kampe for U/16 Future-landsholdet. 

Rubæk-scoring i U/16-sejr over Japan

2. marts 2024 kl. 09:33 af Rasmus Estrup

AaB Akademiet var velrepræsenteret, da det danske U/16-landshold i går besejrede Japan med 2-1 i den anden kamp ved UEFA Development-turneringen i Tyrkiet. 

Gustav Rubæk Tilsted fik sin debut i landsholdsdragten, da han startede inde sammen med Malthe Egebæk Mortensen og Valdemar Rubæk Vestergaard. Sidstnævnte bragte danskerne foran med 1-0 i 18. minut, da han selv erobrede bolden højt og bragede et langskud op i målhjørnet. 

Japan udlignede kort efter til pausestillingen 1-1, og tidligt i anden halvleg måtte Valdemar Rubæk Vestergaard udgå med en skade. 

Ca. 20 minutter før tid blev Gustav Rubæk Tilsted udskiftet, og senere fulgte en indskiftning af den fjerde AaB Akademispiller Johan Hvistendahl, inden Danmarks sejrsmål faldt i 85. minut. 

Johan Hvistendahl er nu oppe på otte landsholdsoptrædener, mens Malthe Egebæk Mortensen har spillet seks ungdomslandskampe. Gårsdagens målscorer Valdemar Rubæk Vestergaard spillede i går sin anden U/16-landskamp, og for Gustav Rubæk Tilsted var fredagskampen som nævnt hans landsholdsdebut. 

U/16-landsholdet spiller den tredje og sidste kamp ved turneringen i Tyrkiet på mandag mod Spanien. 

AaB TV: FC Fredericia-AaB 2-3

2. marts 2024 kl. 06:22 af Rasmus Estrup

Fredagens duel i NordicBet Ligaen på Monjasa Park endte med en nordjysk 3-2-sejr over værterne fra FC Fredericia. 

Det var ellers hjemmeholdet, der kom bedst ud til kampen og allerede i tredje minut bragte sig foran på en skarp afslutning af Sofus Berger fra kanten af feltet. 

17 minutter inde i opgøret udlignede Rasmus Thelander til 1-1 på et hovedstød efter et indlægsfrispark af Diego Caballo, og senere i første halvleg sikrede Mathias Jørgensen en pauseføring på 2-1, da han dirigerede Melker Widells indlæg i kassen. 

Tidligt i anden halvleg udlignede FC Fredericia til 2-2 ved Christian Gammelgaard, men i 66. minut pandede Lars Kramer et kantfrispark fra Younes Bakiz i nettet til slutresultatet 3-2. 

I videoen øverst kan du se et fyldigt sammendrag af kampen, og på www.billet.aabsport.dk kan du sikre dig billet til vores næste hjemmekamp, der spilles søndag 10. marts kl. 15.00 mod Vendsyssel F.F. 

Tags på denne nyhed
'