Fredagssejr over FC Fredericia

17. maj 2024 kl. 20:56 af Rasmus Estrup

Vejret, kulissen og banen gav fine forudsætninger for en god fredag aften for de 7.197 fremmødte tilskuere på Aalborg Portland Park, og Kasper Jørgensens kanonhug i første halvleg sikrede os også en 1-0-sejr over FC Fredericia. 

Tre minutter inde i opgøret fik FC Fredericia ellers opgørets første store mulighed, da et par hurtige afleveringer førte til en friløber til Eskild Dall. Men inde på stregen reddede Josip Posavec forsøget. 

Vores første afslutning i kampen blev også vores føringsmål. Og hvilket ét. Jubril Adedeji spillede læderet op i sokkerne på Mathias Jørgensen, der vippede kuglen til venstre for sig, hvor Kasper Jørgensen kom løbende. Med en perfekt flugter kanonerede Kasper Jørgensen bolden højt i netmaskerne til 1-0 fra kanten af feltet. 

Ti minutters tid senere førte Jubril Adedeji igen bolden frem, og igen gik samspillet via Mathias Jørgensen, inden Jubril Adedeji sendte bolden fladt ind i feltet til Malthe Højholt, der hårdt presset dirigerede bolden forbi mål.

Omkring den halve times spil måtte Sebastian Otoa udgå med en skade, og i hans sted blev Jakob Ahlmann indskiftet. En håndfuld minutter senere headede Lars Kramer så et indlægsfrispark fra Younes Bakiz over mål. 

Selvom FC Fredericia var mest på kuglen, foregik gæsternes spil mest på egen banehalvdel, og efter et hovedstød af Oliver Ross, der blev grebet af FC Fredericia-målmanden, kunne vi gå til pause foran 1-0. 

I anden halvlegs første minut leverede Jubril Adedeji nogle lækre driblinger på vej ind i feltet, inden han lagde bolden skråt tilbage til Oliver Ross, der dog måtte se afslutningen reddet af Frederik Mehder. 

Minuttet senere blev en ellers lovende hjørnesparkskombination headet i den forkerte retning, inden Younes Bakiz fra distancen sparkede bolden over mål uden for feltet. 

Gæsternes første afslutning efter pausen var et hårdt langskud fra Lundrim Hetemi, der gik lige forbi trekantssammenføjningen. 

Ti minutter inde i anden halvleg headede Mathias Jørgensen et indlæg fra Kasper Jørgensen forbi. Samme adresse havde både et langskud af Jubril Adedeji efter fine AaB-kombinationer i 59. minut og et forsøg fra kanten af feltet fra Oliver Ross i 65. minut.

Herefter blev netop Oliver Ross udskiftet sammen med Mads Bomholt, og de to blev erstattet af Nicklas Helenius og Daniel Ask. 

Med 20 minutter tilbage var det gæsterne, der satte sig på chancerne, og Lundrim Hetemi testede Josip Posavec med et kompetent, fladt langskud, men den kroatiske keeper nåede ned til forsøget ved stolperoden.

Fem minutter senere var FC Fredericia nærgående igen. Denne gang på et hjørnespark, der endte med en nedfaldsbold til indskiftede Mikkel Juel. Fra sin position omkring straffesparkspletten sparkede han dog bolden ud til et målspark.

I 80. minut tog gæsternes Jeppe Brinch sigte fra kanten af feltet, men igen var Josip Posavec på plads med en redning. 

Minuttet senere kunne Kasper Davidsen så komme ind til sin NordicBet Ligadebut, da han blev indskiftet i stedet for Younes Bakiz. 

I 83. minut blev Christian Gammelgaard Grøndal spillet igennem til en stor chance fra venstresiden, men han bankede afslutningen lige over tværribben. En dødbold til gæsterne førte også til et par afslutninger, da Mikkel Fischer blev blokeret og Mikkel Juel sparkede returen forbi. 

Også Ronnie Schwartz kom til en afslutning i AaB-feltet, men igen var Josip Posavec på plads. 

Dermed sluttede kampen med en sejr på 1-0. Sejren betyder, at vi efter 30. spillerunder har 59 point.

Næste kamp spilles på udebane fredag 24. maj mod Kolding I.F., inden vi søndag 2. juni spiller sæsonens sidste kamp mod Vendsyssel F.F. på Aalborg Portland Park Køb billetter på www.billet.aabsport.dk.

Matchfacts - NordicBet Ligaen, oprykningsspil, 30. spillerunde

AaB-FC Fredericia 1-0 (1-0)
12. min 1-0 Kasper Jørgensen
Advarsler AaB: Nóel Atli Arnórsson (19), Jakob Ahlmann (82)
Advarsler FC Fredericia: Anders Dahl (37), Simon Bækgård (57)
7.197 tilskuere 

AaB (3-5-2): Josip Posavec, Sebastian Otoa (33: Jakob Ahlmann), Lars Kramer, Nóel Atli Arnórsson, Kasper Jørgensen, Mads Bomholt (66: Daniel Ask), Jubril Adedeji, Malthe Højholt, Younes Bakiz (81: Kasper Davidsen), Mathias Jørgensen, Oliver Ross (66: Nicklas Helenius). 

FC Fredericia (3-5-2): Frederik Mehder, Jeppe Brinch, Mikkel Fischer (90: Mikkel Wohlgemuth), Jesper Juelsgård, Anders Dahl (90: Victor Bertelsen), Simon Bækgård (66: Ronnie Schwartz), Lundrim Hetemi, Sofus Berger, Nikolaj Ritter (66: Mikkel Juel), Christian Gammelgaard Grøndal, Eskild Dall.  

Dommer: Michael Rasmussen

Tags på denne nyhed

Haugaasen før fredagsopgør mod FC Fredericia

17. maj 2024 kl. 08:57 af Rasmus Estrup

I aften kl. 19.00 tager vi imod FC Fredericia i sæsonens næstsidste hjemmekamp, når det gælder 30. spillerunde i NordicBet Ligaens oprykningsspil. 

I søndags blev det afklaret, at vi i næste sæson er tilbage i 3F Superligaen, da FC Fredericia ikke længere har mulighed for at indhente os. 

I dette interview med Mathias Haugaasen fra i går kan du høre vores fungerende cheftræner sætte ord på, hvordan humøret har været i spillertruppen i denne uge, forventningerne til aftenens kamp og forventningerne til sæsonens sidste tre kampe. 

www.billet.aabsport.dk kan du gøre som flere end 9.000 andre og købe billet til kampen. 

For hver tilskuer til alle NordicBet Ligakampe på Aalborg Portland Park donerer AaB og Arbejdernes Landsbank i fællesskab 2 kr. til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2024 går ubeskåret til De Frivillige på Aalborg Universitetshospital. Sidstnævnte er efter forårets fem første hjemmekampe sikret en donation på 74.974 kr.

Via Hele Nordjyllands Håndsrækning har AaB siden 2015 uddelt flere end 1,7 mio. kr. til gode formål i Region Nordjylland.

Tags på denne nyhed

Intet tages for givet

16. maj 2024 kl. 15:20 af Brian Andersen

En spændende første periode kulminerede i søndags, hvor AaB’s tilbagevenden til 3F Superligaen blev en realitet.

- Vi er enormt glade for igen at være tilbage i det bedste selskab, men det er vigtigt, at hverken vi, vores fans eller vores partnere tager det som en selvfølge, at AaB er en del af 3F Superligaen. Det bør de seneste sæsoner have lært os. Intet tages i hvert fald for givet fra vores side, fastslår Michael Tuxen Boll.

- Vi er meget ydmyge omkring det hele, og vi ved, at vi skal anstrenge os for at gøre os fortjent til opbakningen fra vores fans og vores partnere, og vi forsøger hele tiden at gøre det endnu mere interessant at være en del af AaB.

- Det er i den forbindelse ingen hemmelighed, at vores konkurrenter ikke mindst økonomisk flytter sig, og det skal vi også formå. Det kræver mere og mere at være en del af det bedste selskab i dansk fodbold og selvsagt endnu mere at være med i toppen, og derfor er vi også nødt til at øge vores indtægter på alle parametre, hvilket vi heldigvis mærker stor forståelse for hos vores interessenter, fortæller Michael Tuxen Boll.

I sæsonens første 14 hjemmekampe i NordicBet Ligaen har AaB hjemme på Aalborg Portland Park fået opbakning fra i gennemsnit 7.362 tilskuere.

- Det er dybt imponerende at opleve sådan en opbakning i landets næstbedste fodboldrække, og den del er vi meget taknemmelige for. Senest havde vi flere end 10.000 folk på lægterne på en stor konfirmationssøndag, og det fortæller jo i virkeligheden alt om potentialet for vores klub, for Aalborg og for Nordjylland, og hvad vi kan sammen, siger Michael Tuxen Boll og tilføjer:

- AaB er en traditionsklub med en stolt historie, som vi altid vil huske, og som vi altid vil hylde. Men jeg tror også, det er vigtigt, at vi hele tiden hjælper hinanden med at støve af, så vi altid fremstår friske og skarpe. Det ene udelukker ikke det andet.

- Vi befinder os i øjeblikket i en afsluttende fase af vores strategiproces, og vi glæder os til at skabe en ny retning sammen. Vores målsætning i de kommende år skal hånd i hånd med fodbolddelen være at skabe vækst, udvikling og resultater, og jeg er ikke tvivl om, at fremtiden er lys for AaB, og vi glæder os, lyder det fra Michael Tuxen Boll.

- Det er ikke så længe siden, at vi eksternt fik lavet en undersøgelse af mængden af omtale i 2023 for de største nordjyske brands, og selvom vi i andet halvår af 2023 var at finde i NordicBet Ligaen, så viste målingen heldigvis for AaB, at interessen for klubben fortsat er enorm, og sagt i stor respekt for alle andre så har vi altså kun grund til at skyde brystet frem, når vi med rette ser os selv som et flagskib og en institution i Aalborg og i Nordjylland. Dét skal vi også minde os selv om, samtidigt med at vi helt naturligt bevarer ydmygheden som en del af vores kultur, understreger Michael Tuxen Boll.

Tredjesidste spillerunde i NordicBet Ligaen afvikles fredag aften kl. 19.00, hvor FC Fredericia gæster Aalborg Portland Park. Køb i forsalg billet her.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sæsonens første møde med FC Fredericia

16. maj 2024 kl. 13:33 af Rasmus Estrup

I morgen aften er der fredagsfest på Aalborg Portland Park, når vi i sæsonens næstsidste hjemmekamp får besøg af FC Fredericia kl. 19.00. Flere end 9.000 har billet til kampen, og du kan købe billet til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

Inden opgøret kan du få et gensyn med sæsonens første opgør mod FC Fredericia, der blev besejret med 4-0 på Aalborg Portland Park i august. 

Rasmus Thelander scorede to gange, mens også Oliver Ross og Allan Sousa kom på tavlen. 

Find al praktisk info om kampen i morgen her. 

Tags på denne nyhed

Al info om fredagsfesten

16. maj 2024 kl. 08:38 af Rasmus Estrup

Kampinfo for AaB-FC Fredericia

Spillerunde: 30
Spilledato: Fredag 17. maj 2024
Kick-off: Kl. 19.00
Dørene åbner: Kl. 17.30
Fanzonen åbner: Kl. 16.30
Dommer: Michael Rasmussen

Flere end 9.000 har billet
Gør som flere end 9.000 andre og køb billetter til fredagskampen i NordicBet Ligaens oprykningsspil på Aalborg Portland Park mod FC Fredericia på www.billet.aabsport.dk eller i billethusene på Aalborg Portland Park, der åbner kl. 17.30 i morgen.

Tilhængere af FC Fredericia skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen via www.billet.aabsport.dk. Det vil ikke være muligt at købe billetter til udebaneafsnittet i billethusene på kampdagen.

AaB gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at udvise tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af Complea Tribunen og Vesttribunen. 

Vis billet eller sæsonkort i AaB’s app - opdatering kræves
Ved indgangene kan man vise sin billet eller sit sæsonkort i AaB-appen. Det kræver, at man har opdateret AaB-appen til den seneste version.

Man kan også altid tilgå og vise sine billetter online på www.billet.aabsport.dk. 

Download AaB’s officielle app via App Store, hvor den findes under navnet “AaB Sport - AaB” eller Google Play under “AaB”. 

Gratis øl/sodavand til alle sæsonkortholdere
Som tak for opbakningen gennem hele sæsonen giver vi i samarbejde med Royal Unibrew en gratis øl eller sodavand til alle sæsonkortholdere i fanzonen fra kl. 16.30 til 17.30.

Sæsonkortholdere vil i dag modtage en voucher på mail, som skal vises sammen med sæsonkortet for at få udleveret en øl eller sodavand.

Widell og Noshe gæster fanzonen
I fanzonen, der åbner kl. 16.30, vil også Melker Widell og Anders Noshe kigge forbi fra kl. 17.00 til ca. 17.30.

Her vil de to spillere i første omgang skænke øl og sodavand, inden de ca. kl. 17.15 går i gang med at skrive autografer.

DJ og Goal Station i fanzonen
Foruden et besøg af Melker Widell og Anders Noshe er fanzonen også fuld af andre aktiviteter fra kl. 16.30.

DJ Møgelmuse sørger for musik fra scenen, mens man blandt andet kan prøve kræfter med Goal Station.

Som altid kan du i fanzonen også købe lækker mad fra grillen og Bogø Sandwich, ligesom du kan købe vand, øl og slik i boderne. 

Besøg AaB Fanshop inden kampstart
I AaB Fanshop både i fanzonen og foyeren kan du blive iklædt det rette AaB-tøj inden kampen.

I fanzonen åbner fanshoppen kl. 16.30, og i foyeren åbner fanshoppen kl. 17.00. 

Udover spillertrøjer finder du blandt andet også halstørklæder og meget andet merchandise. 

Veje spærret i Aalborg centrum fredag

Fredag aften er der Den Internationale Parade ved Aalborg Karneval. Derfor er flere veje i Aalborg spærret mellem kl. 17.00 og 21.00. 

Paraden går fra John F. Kennedys Plads via Boulevarden og Nytorv ned til Honnørkajen. 

For trafikken betyder det blandt andet, at Nyhavnsgade vil være spærret mellem Rendsburggade og Ved Stranden fra kl. 17.00 til 21.00.

Østerågade og Boulevarden er også spærret fra 17.00 til 21.00, mens sidevejene til Østerågade og Boulevarden vil være berørt i ca. 30 minutter i løbet af tidsrummet. 

Kør gratis med tog- og bus til kampen
I 2024 kan alle med en billet til kampen køre gratis med tog og busser fra Nordjyllands Trafikselskab på kampdage. 

Man skal blot vise sin kampbillet eller sit digitale sæsonkort i bussen eller toget for at kunne køre gratis med. Læs mere her.

Bemærk at Plusbussen er indstillet på fredag fra kl. 17.00 til 21.00 på grund af Den Internationale Parade ved Aalborg Karneval. 

Fællesskab for alle - tilbud til børn
AaB og Spar Nord Fonden er gået sammen om et børnefællesskab på kampdage: “Fællesskab for alle”.

“Fællesskab for alle” foregår i Theodors Familiezone på Complea Tribunen, hvor de tilmeldte børn kan sidde under opsyn af pædagoger og pædagogstuderende kampen igennem.

Inden kampen bliver børnene hentet på et mødested i AaB’s fanzone af pædagoger og pædagogstuderende, som til hver kamp vil sørge for, at de tilmeldte børn i folkeskolealderen følges tæt og får en god oplevelse både før, under og efter AaB’s 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park. 

Så hvis man er mellem otte og 14 år og ønsker at komme på Aalborg Portland Park, men måske mangler jævnaldrende at tage til fodbold med, eller hvis ens forældre er forhindret, så har man nu muligheden for at blive en del af “Fællesskab for alle”.  

For at blive en del af “Fællesskab for alle“ skal man sende en mail til mro@aab-as.dk og købe billet via det link, man modtager i forbindelse med bekræftelsen på, at man er blevet en del af “Fællesskab for alle”. Prisen for at blive en del af "Fællesskab for alle" er samme pris som en almindelig børnebillet til Theodors Familiezone. 

Adgang til boder og toilletter i fanzonen under kampen
Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under kampen. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen anvende boder og toiletfaciliteter i fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen spilles. 

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og Complea Tribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 17.30
Boderne på Aalborg Portland Park åbner halvanden time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

Transport
Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der ca. fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der ca. ti minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Complea Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed
'