Flere end 8.000 har billet til søndag

23. juli 2024 kl. 19:12 af Rasmus Estrup

Søndag kl. 16.00 byder Aalborg Portland Park igen på 3F Superligafodbold, når Silkeborg I.F. kommer på besøg. 

Flere end 8.000 har allerede billet til kampen, og du kan ligeledes købe billet på www.billet.aabsport.dk. 

Der er særligt rift om siddepladser til kampen, og på Complea Tribunen er der færre end 500 tilgængelige pladser. 

Netop nu er der så blevet frigivet ca. 950 siddepladser på A. Enggaard Tribunen. Billetter til disse pladser kan købes på www.billet.aabsport.dk, hvor det også stadig er muligt at få plads på Vesttribunen, Complea Tribunen og 3F Tribunen. Billetprisen på A. Enggaard Tribunen følger samme prisstruktur som på Complea Tribunen.

Tilhængere af Silkeborg I.F. skal købe billet til udebaneafsnittet på 3F Tribunen, og AaB gør opmærksomme på, at tilskuere der udviser tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten.

Kampstart på søndag er kl. 16.00, og dørene til Aalborg Portland Park åbner ligesom billethusene kl. 14.30. Fra kl. 13.30 vil der være aktiviteter i 3F Fanzonen. 

Tags på denne nyhed

Arbejdernes Landsbank udvider engagement i AaB

23. juli 2024 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

Siden 2022 har Arbejdernes Landsbank været hovedpartner for AaB, og nu udvider Arbejdernes Landsbank sit engagement i klubben. 

Det sker blandt andet ved, at Arbejdernes Landsbank bliver loungepartner på Aalborg Portland Park for de næste to år. Loungen er lige nu igennem en opgraderingsfase, og Arbejdernes Landsbank Lounge forventes at stå klar til at tage imod vores gæster i løbet af august. 

Derudover bliver Arbejdernes Landsbank gennem partnerskabet med AaB A/S også samarbejdspartner for AaB Women. Arbejdernes Landsbanks logo kommer derfor til at pryde både spillertrøjerne på herresiden og kvindesiden. 

- Vi er glade for at styrke vores partnerskab med AaB. Både gennem en opgradering af loungefaciliteterne på Aalborg Portland Park og ikke mindst ved også at støtte kvindefodbolden i Aalborg. På denne måde får vi også skabt yderligere værdi for vores kunder og AaB’s samarbejdspartnere på kampdage, ligesom vi er med til at bakke op om klubben, der står foran spændende sæsoner for både herrerne og kvinderne, siger Rikke Jessen Høyer, senior marketingkonsulent i Arbejdernes Landsbank

AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll supplerer: 

- Vi er utroligt glade for at se Arbejdernes Landsbank udvide deres engagement i AaB. Vi har de seneste to år haft et rigtig godt samarbejde med Arbejdernes Landsbank omkring vores hovedpartneraftale, og med den nye Arbejdernes Landsbank Lounge kan vi tilbyde vores gæster en endnu bedre oplevelse på kampdage. Samtidig glæder det os enormt, at Arbejdernes Landsbank også ser værdi i at støtte om op AaB Women, hvilket viser deres dedikation i at fremme kvindefodbolden i vores klub, siger Michael Tuxen Boll. 

Også Claus Fallingborg, formand for AaB Women, glæder sig over Arbejdernes Landsbanks ønske om, at samarbejdet også omfatter kvindeholdet. 

- Det er fantastisk, at en stor hovedpartner som Arbejdernes Landsbank på denne måde også ønsker at bakke op om AaB Women. Det er med til at kunne styrke sammenhængskræften i klubben, og vi glæder os til at se både AaB Women og 3F Superligaholdet bære Arbejdernes Landsbank på trøjen, siger Claus Fallingborg. 

AaB bærer den nye rød-hvide klubdragt med Arbejdernes Landsbank på brystet på søndag kl. 16.00 mod Silkeborg I.F. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

Fuld tid til Bomholt i målrigt EM-exit

23. juli 2024 kl. 07:41 af Rasmus Estrup

I går blev det til til tredje startplads ud af tre mulige ved U/19 EM-slutrunden for Mads Bomholt, der i sidste puljekamp mod Tyrkiet spillede hele kampen. 

Danskerne skulle bruge en sejr for at hente gruppens tredjeplads, der ville give en afgørende playoffkamp om en plads ved U/20 VM næste år, men det blev kun til et enkelt point efter en målrig affære, der sluttede 3-3. 

Danmark bragte sig i front ved Brøndby I.F.'s Oscar Schwartau i 18. minut, men tyrkerne udlignede i 27. minut til pausestillingen 1-1. 

I 53. minut blev det så 2-1 til Tyrkiet, men ti minutter senere udlignede Mikel Gogorza fra FC Midtjylland til 2-2. Tyrkiet kom atter i front 20 minutter før tid, inden FC Københavns Alexander Simmelhack et kvarter før tid scorede kampen sidste mål til slutresultatet 3-3. 

Resultat betyder, at Danmark i sin første EM-slutrunde nogensinde slutter på fjerdepladsen i puljen med et point. Puljen blev vundet af Frankrig, der ligesom Spanien på andenpladsen, er videre til semifinalerne.

Mads Bomholt har nu opnået seks U/19-landskampe og scoret to mål. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Mød Oumar Diakhité

22. juli 2024 kl. 19:57 af Rasmus Estrup

Den 30-årige senegalesiske forsvarsspiler Oumar Diakhité er ny mand i AaB-trøjen, og i videoen øverst kan du se første interview med midtstopperen. 

Oumar Diakhité kom som ungdomsspiller til USA, hvor det blev til førsteholdskampe for USL-klubben Orlando City SC, og siden er det blandt andet også blevet til optrædener i den portugisiske liga for S.C. Olhanense og G.D. Estoril Praia og 2. Bundesligakampe for SV Sandhausen, Eintracht Braunschweig og senest VfL Osnabrück. 

Senegaleseren, der også har portugisisk statsborgerskab, har fået en toårig aftale i AaB og bærer trøje nummer 2. 

Tags på denne nyhed

- Sammen om AaB!

22. juli 2024 kl. 14:30

Kære AaB-fans, partnere og hele fællesskabet omkring klubben

I seneste sæson så vi en imponerende opbakning på Aalborg Portland Park fra rigtig mange fans - og især fra Vesttribunen. Jeres støtte er forbilledlig for alle AaB-fans. Det skal I have en stor tak for. Jeres energi og engagement var med til at skabe mindeværdige øjeblikke, der kulminerede med vores oprykning til 3F Superligaen.

Vi er netop gået i gang med en ny sæson, fyldt med håb, ambitioner og udfordringer. I fredags åbnede vi den længe ventede 3F Superliga-sæson med en kamp mod FC Nordsjælland, som desværre resulterede i et nederlag, så på søndag jagter vi sæsonens første sejr hjemme på Aalborg Portland Park.

Nu, mere end nogensinde, har vi brug for, at jeres massive opbakning fortsætter og vokser. Jeg opfordrer alle på A. Enggaard Tribunen, Complea Tribunen og 3F Tribunen til at støtte holdet endnu mere. Det er nu, vi skal vise vores styrke som en samlet enhed og skabe en atmosfære og stemning, der gør Aalborg Portland Park til et fort, som ingen modstandere ønsker at spille på.

Støt op om de tiltag, der kommer fra Vesttribunen og klubben, og vær med til at skabe en uforglemmelig oplevelse fra kampstart!

Lad os alle synge med på "Som Ramt af Lynet" og give vores spillere den bedste fornemmelse fra første fløjt, og ikke mindst give modstanderne følelsen af, at de spiller mod et samlet Aalborg.

Fyld tribunerne, kom med positive tilråb og hjælp med sangene. Find den indre fodbold- og AaB-fan frem og skab en uforglemmelig stemning, der motiverer vores egne spillere, skræmmer modstanderne og bringer os tættere på succes.

Sammen kan vi gøre en forskel. Sammen kan vi sikre, at Aalborg Portland Park bliver et sted, hvor vores modstandere frygter at spille – gennem hele sæsonen.

Sammen er vi stærkere, og sammen kan vi nå vores mål. Jeg opfordrer jer til at være der fra første fløjt på søndag på Aalborg Portland Park, både fysisk og verbalt, og støtte holdet i tykt og tyndt.

Aalborg, lad os stå sammen om spillerne, trænerteamet, hele holdet og ikke mindst stå sammen om og for klubben. Sammen om AaB!

Michael Tuxen Boll
Administrerende direktør, AaB A/S

Tags på denne nyhed
'