Billetsalg til AaB-AGF og AaB-Brøndby I.F. åbner fredag

24. juli 2024 kl. 10:10 af Rasmus Estrup

På søndag venter sæsonens første hjemmekamp mod Silkeborg I.F., som du kan købe billet til på www.billet.aabsport.dk. 

www.billet.aabsport.dk blev der kl. 10.00 i dag også åbnet for, at alle vores billetabonnenter kan hente billet til de kommende hjemmekampe mod Brøndby I.F. søndag 18. august kl. 18.00 og mod AGF fredag 23. august kl. 20.00. 

Billetsalget til de to kampe åbner for alle AaB-fans på fredag kl. 10.00. 

Billetter til udebaneafsnittet til de to kampe varetages selv af henholdsvis Brøndby I.F. og AGF. AaB gør desuden opmærksom på, at tilskuere der udviser tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten.

Er du sæsonkortholder, er du sikret billet til kampene og skal ikke foretage dig yderligere.

Er du billetabonnent, skal du følge nedenstående guide for at hente dine billetter til kampene:

  1. Log ind med din profil på www.billet.aabsport.dk
  2. Vælg kampene: AaB-Brøndby I.F. og AaB-AGF
  3. Vælg det/de tribuneafsnit, som dit billetabonnement er gældende til.
  4. Vælg din plads.
  5. Tryk på Tilføj en rabat.
  6. Tryk på abonnementet.
  7. Afslut transaktionen. 

Bliv billetabonnent eller sæsonkortholder på www.billet.aabsport.dk. 

Scan Global Logistics får ny lounge

24. juli 2024 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

De seneste tre et halvt år har Scan Global Logistics været hovedpartner i AaB, og nu udvides samarbejdet. Det sker ved, at Scan Global Logistics fra denne sæson bliver loungepartner for en ny og opgraderet lounge på Aalborg Portland Park.

Ligeledes bliver Scan Global Logistics gennem partnerskabet med AaB nu også samarbejdspartner med AaB Women.

- Det glæder os, at Scan Global Logistics bliver loungepartner for en ny og opgraderet lounge på Aalborg Portland Park, og vi ser utrolig meget frem til at kunne byde vores gæster på 3F Superligafodbold og endnu bedre oplevelser i Scan Global Loungen i den nye sæson. Desuden er vi stolte af, at Scan Global Logistics - ligesom Arbejdernes Landsbank og Macron – er med til at bane vejen for, at AaB Women kan tage vigtige skridt i bestræbelserne på at styrke kvindefodbolden i AaB, siger AaB’s administrerende direktør, Michael Tuxen Boll. 

Troels Rasmussen, der er VP Global Key Account Manager hos Scan Global Logistics, udtaler: 

- Vi er glade for at kunne intensivere vores samarbejde med AaB ved at introducere vores nye lounge på Aalborg Portland Park. Som global logistikpartner er det vores mål at skabe enestående oplevelser, og det tror vi på, at den nye lounge kan være med til. Ligesom vi forhåbentlig kan være med til at sende AaB Women godt afsted i den kommende sæson gennem vores nye partnerskab, siger Troels Rasmussen. 

Scan Global Logistics kommer gennem det nye samarbejde også til i den kommende sæson at være synlige i nakken af AaB Womens spillertrøjer, ligesom det er tilfældet på 3F Superligaholdets spillertrøjer. 

- Det er enormt glædeligt, at Scan Global Logistics ligesom flere andre store partnere for AaB A/S ønsker at støtte AaB Women og dermed både bidrage til klubbens kvindehold og til fællesskabsfølelsen i hele klubben, siger formand i AaB Women, Claus Fallingborg.

Den nye Scan Global Lounge gennemgår i øjeblikket en opgradering og forventes at kunne tages i brug i løbet af august.

Tags på denne nyhed

Flere end 8.000 har billet til søndag

23. juli 2024 kl. 19:12 af Rasmus Estrup

Søndag kl. 16.00 byder Aalborg Portland Park igen på 3F Superligafodbold, når Silkeborg I.F. kommer på besøg. 

Flere end 8.000 har allerede billet til kampen, og du kan ligeledes købe billet på www.billet.aabsport.dk. 

Der er særligt rift om siddepladser til kampen, og på Complea Tribunen er der færre end 500 tilgængelige pladser. 

Netop nu er der så blevet frigivet ca. 950 siddepladser på A. Enggaard Tribunen. Billetter til disse pladser kan købes på www.billet.aabsport.dk, hvor det også stadig er muligt at få plads på Vesttribunen, Complea Tribunen og 3F Tribunen. Billetprisen på A. Enggaard Tribunen følger samme prisstruktur som på Complea Tribunen.

Tilhængere af Silkeborg I.F. skal købe billet til udebaneafsnittet på 3F Tribunen, og AaB gør opmærksomme på, at tilskuere der udviser tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten.

Kampstart på søndag er kl. 16.00, og dørene til Aalborg Portland Park åbner ligesom billethusene kl. 14.30. Fra kl. 13.30 vil der være aktiviteter i 3F Fanzonen. 

Tags på denne nyhed

Arbejdernes Landsbank udvider engagement i AaB

23. juli 2024 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

Siden 2022 har Arbejdernes Landsbank været hovedpartner for AaB, og nu udvider Arbejdernes Landsbank sit engagement i klubben. 

Det sker blandt andet ved, at Arbejdernes Landsbank bliver loungepartner på Aalborg Portland Park for de næste to år. Loungen er lige nu igennem en opgraderingsfase, og Arbejdernes Landsbank Lounge forventes at stå klar til at tage imod vores gæster i løbet af august. 

Derudover bliver Arbejdernes Landsbank gennem partnerskabet med AaB A/S også samarbejdspartner for AaB Women. Arbejdernes Landsbanks logo kommer derfor til at pryde både spillertrøjerne på herresiden og kvindesiden. 

- Vi er glade for at styrke vores partnerskab med AaB. Både gennem en opgradering af loungefaciliteterne på Aalborg Portland Park og ikke mindst ved også at støtte kvindefodbolden i Aalborg. På denne måde får vi også skabt yderligere værdi for vores kunder og AaB’s samarbejdspartnere på kampdage, ligesom vi er med til at bakke op om klubben, der står foran spændende sæsoner for både herrerne og kvinderne, siger Rikke Jessen Høyer, senior marketingkonsulent i Arbejdernes Landsbank

AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll supplerer: 

- Vi er utroligt glade for at se Arbejdernes Landsbank udvide deres engagement i AaB. Vi har de seneste to år haft et rigtig godt samarbejde med Arbejdernes Landsbank omkring vores hovedpartneraftale, og med den nye Arbejdernes Landsbank Lounge kan vi tilbyde vores gæster en endnu bedre oplevelse på kampdage. Samtidig glæder det os enormt, at Arbejdernes Landsbank også ser værdi i at støtte om op AaB Women, hvilket viser deres dedikation i at fremme kvindefodbolden i vores klub, siger Michael Tuxen Boll. 

Også Claus Fallingborg, formand for AaB Women, glæder sig over Arbejdernes Landsbanks ønske om, at samarbejdet også omfatter kvindeholdet. 

- Det er fantastisk, at en stor hovedpartner som Arbejdernes Landsbank på denne måde også ønsker at bakke op om AaB Women. Det er med til at kunne styrke sammenhængskræften i klubben, og vi glæder os til at se både AaB Women og 3F Superligaholdet bære Arbejdernes Landsbank på trøjen, siger Claus Fallingborg. 

AaB bærer den nye rød-hvide klubdragt med Arbejdernes Landsbank på brystet på søndag kl. 16.00 mod Silkeborg I.F. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

Fuld tid til Bomholt i målrigt EM-exit

23. juli 2024 kl. 07:41 af Rasmus Estrup

I går blev det til til tredje startplads ud af tre mulige ved U/19 EM-slutrunden for Mads Bomholt, der i sidste puljekamp mod Tyrkiet spillede hele kampen. 

Danskerne skulle bruge en sejr for at hente gruppens tredjeplads, der ville give en afgørende playoffkamp om en plads ved U/20 VM næste år, men det blev kun til et enkelt point efter en målrig affære, der sluttede 3-3. 

Danmark bragte sig i front ved Brøndby I.F.'s Oscar Schwartau i 18. minut, men tyrkerne udlignede i 27. minut til pausestillingen 1-1. 

I 53. minut blev det så 2-1 til Tyrkiet, men ti minutter senere udlignede Mikel Gogorza fra FC Midtjylland til 2-2. Tyrkiet kom atter i front 20 minutter før tid, inden FC Københavns Alexander Simmelhack et kvarter før tid scorede kampen sidste mål til slutresultatet 3-3. 

Resultat betyder, at Danmark i sin første EM-slutrunde nogensinde slutter på fjerdepladsen i puljen med et point. Puljen blev vundet af Frankrig, der ligesom Spanien på andenpladsen, er videre til semifinalerne.

Mads Bomholt har nu opnået seks U/19-landskampe og scoret to mål. 

Tags på denne nyhed
'