Nederlag mod FC Dallas i tredje testkamp

5. februar 2024 kl. 19:12 af Rasmus Estrup

Træningslejrens første testkamp endte med et nederlag på 3-1. Efter en god indledning bragte Lars Kramer os ellers foran til pauseføringen 1-0, men i anden halvleg var det Major League Soccer-holdet FC Dallas, der gjorde det bedst og nettede tre gange.

Vi lagde godt fra land med flere gode muligheder i opgørets indledning, og Younes Bakiz sendte første afslutning tæt forbi efter syv minutter.   

Tre minutter senere var Daniel Ask tæt på at komme på tavlen, da han fik vippet læderet forbi FC Dallas-målmanden, men tæt under mål kom Dallas-defensiven i vejen, og senere i samme minut headede Jubril Adedeji så et indlæg til bagerste stolpe uden for målrammen.

Samme adresse havde en ny afslutning fra Younes Bakiz i det 12. minut efter en stikning fra Jubril Adedeji.

I 14. minut kunne Lars Kramer så bringe os fortjent i front, da hollænderen steg til vejrs på et hjørnespark fra Younes Bakiz, som Lars Kramer styrede ind ved bagstolpen til 1-0.

Herefter fik amerikanerne deres første mulighed efter et nordjysk boldtab foran eget felt, men vores målscorer smed sig ned i en glidende blokade.

Efter 17 minutter forsøgte Younes Bakiz fra en position nær midtercirklen at overliste Dallas-keeperen, der var gået ud af sit mål, men målmanden nåede tilbage og viftede kuglen over overliggeren.

Fire minutter senere fik FC Dallas så sin anden store chance efter endnu et AaB-boldtab tæt på eget felt. Men to af spillerne på det amerikanske mandskab kom i vejen for hinanden, og Bernard Kamungo sparkede til sidst forbi mål.

Ved pausen skiftede FC Dallas næsten hele holdet, mens vores ene pauseudskiftning var Mathias Jørgensen, som blev erstattet af Tim Prica.

Anden halvleg var noget mere chancefattig, men blot to minutter efter pausen trak FC Dallas’ Dante Sealy ind til kanten af feltet og sparkede bolden fladt i nettet ved modsatte opstander til 1-1.

Tim Prica forsøgte sig kort efter med et langskud, som han sendte lige forbi nærmeste målhjørne efter et forarbejde af Sebastian Otoa.

FC Dallas fik herefter sendt en ny afslutning forbi AaB-målet, inden amerikanerne gjorde det til 2-1, da Dante Sealy sparkede et direkte frispark rundt om AaB-muren og inde langs nærmeste opstander midt i anden halvleg.

Vi formåede ikke for alvor at få skabt chancer efter pausen, og i 86. minut udbyggede Dallas-mandskabet til slutresultatet 3-1, da Sebastian Otoa gled. Det efterlod Dante Sealy i en friløber mod Rody de Boer. Den dobbelte målscorer gav dog bolden videre, da han nåede feltet, og Logan Farrington kunne derfor sætte scoringen i nettet.

Kort før slutfløjt forsøgte indskiftede Jakob Ahlmann sig med et kompetent forsøg, men FC Dallas-målmanden fik hånden på kuglen, og dermed sluttede opstartens tredje test med et 3-1-nederlag.

Næste testkamp på træningslejren i Sparnien spilles på søndag kl. 12.00 mod KFUM-Kameratene Oslo.

Matchfacts – testkamp

FC Dallas-AaB  3-1 (0-1)

14. min 0-1 Lars Kramer, 48. Min 1-1 Dante Sealy, 68. Min 2-1 Dante Sealy, 86. min 3-1 Logan Farrington.    

AaB (4-3-3): Rody de Boer, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Rasmus Thelander (69: Jakob Ahlmann), Sebastian Otoa, Malthe Højholt, Daniel Ask (69: Oliver Ross), Melker Widell (80: Kasper Davidsen), Mathias Jørgensen (46: Tim Prica), Younes Bakiz (86: Mads Bomholt), Jubril Adedeji (80: Emmanuel Toku). 

Bakiz overtager nummer ti

5. februar 2024 kl. 10:45 af Rasmus Estrup

Efter afskeden med anfører Lucas Andersen i slutningen af sidste uge blev trøje nummer ti ledig, og nummeret overtages nu af Younes Bakiz.

Younes Bakiz har spillet i trøje nummer 23, siden han kom til AaB i august 2022, og han har indtil videre spillet 41 kampe og scoret ni mål for Hele Nordjyllands Hold.

Dagens testkamp mod FC Dallas spilles kl. 16.00 på La Quinta Football Center, der ligger 26 km fra AaB’s lejr i Estepona.

Nordjyske.dk livestreamer opgøret, ligesom der vil være liveopdateringer på AaB’s officielle konto på X - det tidligere Twitter.

Tags på denne nyhed

Hiljemark vil fortsætte udvikling

4. februar 2024 kl. 21:23 af Brian Andersen

Samtidig understreger AaB’s cheftræner Oscar Hiljemark, at resultatet heller ikke er ligegyldigt.

- Det er det aldrig, konstaterer han, før der sættes ord på morgendagens modstander FC Dallas:

- Vores forberedelser viser, at FC Dallas er et fint hold, som kommer med fysik, power og speed, så det bliver en god udfordring for os.

- For vores vedkommende handler det om at bygge videre på vores taktiske plan og struktur, og det gælder både i morgen og på resten af træningslejren, fortæller Oscar Hiljemark.

- Blandt andet har vi nogle nye spillere, der byder sig til, og de hjælper os på hver deres måde i forskellige konstellationer. De er både individuelt dygtige, men også nogle gode mennesker, så det skal nok blive godt sammen med den dygtige trup og gruppe af mennesker, vi har i forvejen, siger Oscar Hiljemark.

I sæsonen 2023 sluttede FC Dallas på en syvendeplads i Major Soccer Leagues Western Conference efter 11 sejre og 13 uafgjorte i 34 kampe.

Kampen spilles kl. 16.00 på La Quinta Football Center – 26 kilometer fra AaB’s lejr i Estepona.

Nordjyske.dk har livestreaming fra opgøret, ligesom der vil være liveopdatering på AaB’s officielle Twitterkonto.

Første træningspas i Estepona veloverstået

3. februar 2024 kl. 22:00 af Brian Andersen

Efter afrejse fra Aalborg Lufthavn til Malaga ankom AaB-delegationen til Estepona ved 17-tiden, og kort tid efter kaldte den første træning på det lækre græstæppe nær Elba Estepona Gran Hotel & Thalasso Spa, som er adressen de næste ni dage.

Træningen var af lettere karakter med opvarmning, småspil og afslutninger, inden solen gik ned.

Efter dagens fysiske udfoldelser satte Malthe Højholt ord på de kommende dage:

- En træningslejr er altid meget vigtig både rent spillemæssigt og socialt, og det gælder ikke mindst, når vi som os har fået en del nye spillere ind i transfervinduet.

- Og selvfølgelig er det lækkert efter en kold opstart i Danmark at komme herned i varmen og spille på en dejlig græsbane, hvilket også giver bedre tid og plads til at pleje detaljerne, konstaterer Malthe Højholt, som ser frem mod turens to testkampe.

- Ja, det ser ud til at blive et par fine testkampe, hvor vi skal bygge videre på de takter, vi har leveret mod Randers FC og FC Midtjylland, og selvom resultaterne i princippet er ligegyldige i testkampe, så er det fedt, at Oscar (Hiljemark, AaB’s cheftræner, red.) har indprentet os, at det altså også er vigtigt at vinde disse kampe, hvilket man også allerede kunne se i opstarten i sommer.

- Vi er i de to første kampe lykkedes godt med vores høje pres, og mentalt giver det tro på tingene, når vi også formår at vinde mod to dygtige modstandere. I det hele taget synes jeg, vi har en god trup, hvor der virkelig er kamp om pladserne, og det er kun med til at skærpe os, så vi kan være skarpe i det spændende forår, som kommer, siger Malthe Højholt.

Med undtagelse af Nicklas Helenius, der fredag pådrog sig en muskelskade, deltager hele truppen, ligesom også udvalgte spillere fra AaB Akademiet har fornøjelsen af de mildere temperaturer.

På mandag møder AaB den amerikanske Major League Soccer-klub FC Dallas og næste søndag gælder det norske KFUM-Kameratene Oslo.

I morgen, søndag, byder på et enkelt træningspas.

Jens Skibsted er gået bort

3. februar 2024 kl. 18:40 af Rasmus Estrup

Jens Skibsted var en af AaB’s første kontraktspillere, og han spillede i perioden 1972-1979 75 kampe og scorede et mål for AaB’s førstehold. 

Som ungdomsspiller opnåede Jens Skibsted otte ungdomslandskampe og en enkelt scoring. 

Foruden AaB’s førstehold har Jens Skibsted også spillet både seriefodbold og Old Boys-fodbold i AaB. I 2023 spillede Jens Skibsted 20 kampe for AaB’s ældste hold, Old Boys +69.

Sideløbende med spillet på banen bidrog Jens Skibsted også som frivillig leder i seniorafdelingen i AaB af 1885 samt ambassadør i forbindelse med hjemmekampe på Aalborg Portland Park.

I denne svære stund sender vi vores dybeste kondolencer, tanker og medfølelse til Jens Skibsteds efterladte.

Æret være Jens Skibsteds minde. 

På vegne af AaB af 1885 og AaB A/S

'