AaB TV: Mød Mathias Jørgensen

2. februar 2024 kl. 14:49 af Rasmus Estrup

I går købte vi Mathias Jørgensen fri af sin kontrakt i Esbjerg fB, hvor offensivspilleren er noteret for 19 scoringer og 23 assists i 51 officielle kampe.

Alene i efterårssæsonen stod vores nye nummer 30 for ti scoringer og 13 assists for Esbjerg fB. 

Tidligere har Mathias Jørgensen også været i AGF, OB og New York Red Bulls, mens ungdomstiden primært blev tilbragt hos FC Nordsjælland.

I dette indslag sætter den 23-årige offensivspiller ord på skiftet til AaB. 

Tags på denne nyhed

Køb billetter til årets to første hjemmekampe

2. februar 2024 kl. 08:00 af Rasmus Estrup

Årets to første hjemmekampe NordicBet Ligaen er også de sidste to hjemmekampe i grundspillet, og du kan nu sikre dig billetter til kampene på www.billet.aabsport.dk.

Forårspremieren er topopgøret mod Sønderjyske, som spilles på Aalborg Portland Park lørdag 24. februar kl. 13.00, og søndag 10. marts kl. 15.00 tager vi så imod Vendsyssel F.F., der har overvintret på fjerdepladsen i NordicBet Ligaen.

Køb billetter til kampene på www.billet.aabsport.dk, hvor du også kan købe et sæsonkortabonnement eller billetabonnement og være sikret en fast plads til alle forårets kampe.

Læs mere om det her. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Tak for alle oplevelserne, Lucas!

2. februar 2024 kl. 01:00 af Rasmus Estrup

Lucas Andersen kom til AaB fra Aalborg Freja som tiårig, og debuterede i 2011 i en alder af 16 år og 173 dage.

Året efter blev han solgt til Ajax Amsterdam, og i 2018 vendte Lucas Andersen hjem til AaB, hvor han straks blev en stor profil og senere anfører for Hele Nordjyllands Hold.

I dag har vi efter gensidig aftale ophævet kontrakten, så Lucas Andersen får mulighed for at forfølge en ny drøm. 

 

Tak for alle oplevelserne, Lucas.

Tags på denne nyhed

Afskedstid for AaB og Lucas Andersen

2. februar 2024 kl. 00:43 af Brian Andersen

Lucas Andersen vendte i august 2018 hjem til AaB – seks år efter at han blev solgt til Ajax Amsterdam.

Allerede som tiårig kom Lucas Andersen i første omgang til AaB fra partnerklubben Aalborg Freja, og med sine driblinger, sit overblik, sin kærlighed til AaB og meget mere blev han hurtigt en fanfavorit og senere anfører for klubben.

AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:

- Vi kender alle til Lucas’ historie i AaB, og derfor er det også med vemod, at vi tager afsked nu.

- En Lucas på sit topniveau er stadig en af de bedste spillere i dansk fodbold og en af de bedste i AaB’s historie, men vi er glade for, at han nu har mulighed for at forfølge en ny drøm. Det har han fortjent, fastslår Ole Jan Kappmeier.

- I den tid jeg har kendt Lucas, har hans dedikation, loyalitet og store følelser for AaB skinnet igennem, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, slutter Ole Jan Kappmeier.

Lucas Andersen, der er AaB’s sjetteyngste debutant nogensinde efter sit indtog 5. marts 2011 i en alder af 16 år og 173 dage, ser frem til et nyt projekt:

- Tidspunktet for mig er kommet til at prøve noget nyt, og jeg vil derfor gerne takke alle i AaB, som har krydset min vej. Derudover skal der lyde en stor tak til vores fantastiske fans, som altid har bakket mig og holdet op.

- Jeg glæder mig til at komme et sted hen, hvor en ny udfordring kan medvirke til at løfte mit niveau, lyder det fra Lucas Andersen.

29-årige Lucas Andersen har opnået 176 officielle kampe, 29 scoringer og 30 assists for Hele Nordjyllands Hold.

Ligeledes er syv A-landskampe og 72 U-landskampe for Danmark en del af den foreløbige karriere.

Tags på denne nyhed

AaB henter Mathias Jørgensen

1. februar 2024 kl. 23:40 af Brian Andersen

23-årige Mathias Jørgensen er i Esbjerg noteret for 19 scoringer og 23 assists i 51 officielle kampe.

Før tiden hos Esbjerg fB har Mathias Jørgensen haft kortvarige perioder i AGF, OB og New York Red Bulls, mens ungdomstiden foregik primært hos FC Nordsjælland.

AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:

- Det er vist ingen hemmelighed, at vi længe har forsøgt at hente Mathias Jørgensen, og vi er meget glade for, at det her til sidst i transfervinduet er lykkedes at opnå enighed med Esbjerg fB.

- Mathias Jørgensen er med sin stil en spiller, vi mener, vil passe perfekt ind, fordi han kan bidrage med sin hurtighed, sine dybdeløb og sine evner i presspillet, siger Ole Jan Kappmeier.

- Generelt er Mathias meget vertikal i sit spil, og han kan levere både mål og assists og dække både positionen som kant og som nier, og vi ser meget frem til at have ham i AaB, lyder det fra Ole Jan Kappmeier.

Mathias Jørgensen er lettet over, at et skifte omsider er faldet på plads:

- Jeg har i en periode ventet på at kunne trække i AaB-trøjen, og at det endelig er lykkedes er fantastisk. AaB har vist stor og vedholdende interesse for mig, og alle ved, at AaB er en kæmpe klub. Derfor var det en no-brainer for mig, da jeg fik muligheden for at komme hertil.

- Det kribler allerede i maven for at få lov til at spille foran AaB-fansene i forårspremieren mod Sønderjyske. Jeg kan næsten ikke vente, og jeg håber, at jeg kan få bragt min selvtillid fra efteråret med ind forårssæsonen og bidrage offensivt med mål og assists, siger Mathias Jørgensen, der får trøje nummer 30 i AaB.

Mathias Jørgensens aftale gælder indtil 30. juni 2027, og han træner med sine nye holdkammerater fra i morgen.

Tags på denne nyhed
'