AaB lejer Andreas Bruus
AaB har for resten af indeværende sæson lejet Andreas Bruus fra franske Troyes AC.
25-årige Andreas Bruus blev i sommeren 2022 solgt fra Brøndby I.F., og siden er det blevet til 42 officielle kampe for den franske klub, mens det i Brøndby-tiden blev til 85 officielle optrædener.
Lynhurtige Bruus begår sig primært i højre forsvarsside, men kan også begå sig på andre positioner.
AaB’s sportsdirektør James Gow udtaler:
- Vi har været på jagt for både at gardere os og styrke konkurrencen i højre forsvarsside, og med tilgangen af Andreas Bruus får vi en spiller ind, der tidligere har været en profil i 3F Superligaen.
- Andreas har power og fart, og som tidligere angriber kan han også begå sig på positioner højere oppe på banen. Derudover bringer han sult, en stærk vilje og i det hele taget en topmentalitet, og vi ser ham som en stærk tilføjelse til vores trup, siger James Gow.
Andreas Bruus, der også står noteret for 21 ungdomslandskampe for Danmark, ser frem til at komme i aktion for AaB:
- Personligt er jeg selvfølgelig ude efter spilletid, så jeg kan udvikle mig individuelt og bidrage til, at vi udvikler os som hold og får de nødvendige resultater.
- AaB er en stor og traditionsrig klub med et skønt stadion og nogle fede fans, og både til træning og i kamp vil jeg arbejde hårdt for, at vi kan få bygget op og bringe klubben tilbage, hvor den hører til, og forhåbentligt kan jeg levere både fart, mål og assists, så vi opnår vores målsætning, siger Andreas Bruus.
Andreas Bruus får trøje nummer 14 i AaB.