300 billetter fra udsolgt - kom i god tid

15. august 2024 kl. 17:18 af Rasmus Estrup

Kampinfo for AaB-Brøndby  I.F.

Spillerunde: 5
Spilledato: Søndag 18. august 2024
Kick-off: Kl. 18.00
Dørene åbner: Kl. 16.30
3F Fanzonen åbner: Kl. 15.30
Dommer: Jakob Sundberg

Færre end 300 billetter tilbage
Complea Tribunen og 3F Tribunen er udsolgt, og i alt er der færre end 300 pladser tilbage på Vesttribunen og A. Enggaard Tribunen. Så har du endnu ikke billet, er det med at klikke ind på www.billet.aabsport.dk nu.

Hvis sæsonkortabonnenter frigiver deres plads, kan der løbende dukke billetter op på www.billet.aabsport.dk.

Udebaneafsnittet på 3F Tribunen er også udsolgt, og AaB gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at udvise tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende.

Har du på kampdagen spørgsmål i forhold til billetter, kan du besøge billetinformationen, som ligger på hjørnet af Complea Tribunen og Vesttribunen. 

Billetinformationen åbner kl. 16.30 på søndag.

Kom på tribunen i god tid
Alle tilskuere opfordres til at komme tidligt til kampen og søge mod sine pladser på tribunen i god tid, så vi kan få alle tilskuere ind på tribunen inden kickoff.

Dørene til tribunerne åbner kl. 16.30, så søg gerne mod indgangene allerede der.

3F Fanzonen åbner kl. 15.30
I 3F Fanzonen bag Complea Tribunen vil der fra kl. 15.30 være masser af aktiviteter, og ca. kl. 16.00 er der autografskrivning med spillere, der ikke er i kamptruppen.

Derudover vil der også være mulighed for at få ansigtsmaling i AaB-farver, ligesom man kan prøve kræfter med en Goal Station eller deltage i 3F’s konkurrence med et boldtårn.

Som altid kan du i fanzonen også købe lækker mad fra grillen, ligesom du kan købe vand, øl og slik i boderne. 

Køb vores spillertrøjer i AaB Shoppen
I AaB Shoppen både i 3F Fanzonen og i foyeren kan du blandt andet få fingrene i vores nye klubtrøje og andentrøje.

AaB Shoppen åbner i 3F Fanzonen kl. 15.30 og i foyeren kl. 16.00. 

Kør gratis med tog- og bus til kampen
I 2024 kan alle med en billet til kampen køre gratis med tog og busser fra Nordjyllands Trafikselskab på kampdage. 

Man skal blot vise sin kampbillet eller sit digitale sæsonkort i bussen eller toget for at kunne køre gratis med. Læs mere her.

Klubbesøg for Vadum I.F. og Hjørring I.F.
Medlemmer af vores partnerklubber Vadum I.F. og Hjørring I.F. vil på søndag deltage i indløbet sammen med AaB-spillerne samt dyste i pausekonkurrencen, hvor de kæmper om en præmie fra kamppartner Faxe Kondi.

Adgang til boder og toilletter i 3F Fanzonen under kampen
3F Fanzonens boder og toiletter er også tilgængelige under kampen. Dermed kan tilskuere på Vesttribunen anvende boder og toiletfaciliteter i fanzonen uden for Aalborg Portland Park, mens kampen spilles. 

Rygning er ikke tilladt
Det er ikke tilladt at ryge på Aalborg Portland Park. Det er muligt for tilskuere på Vesttribunen og Complea Tribunen at ryge uden for stadion i pausen.

Kontantløse boder åbner kl. 16.30
Boderne på Aalborg Portland Park åbner halvanden time før kampstart, hvor dørene også åbner. 

På hver tribune er der én bod, hvor der kan betales med kontanter. Ellers foregår betalingen kontantløst på Aalborg Portland Park. 

Transport
Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der ca. fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.

Parkering
Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der ca. ti minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold
Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Complea Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed

AaB med nyt fundament

15. august 2024 kl. 16:30 af Brian Andersen

Målet om hurtigst muligt at vende tilbage til 3F Superligaen blev i maj 2024 indfriet, men samtidig har det været en nødvendighed for klubbens velbefindende og generelle økonomiske situation med markante besparelser. Herunder har det været en opgave at genstrukturere klubbens sportslige setup for at lægge et bæredygtigt fundament for AaB.

Nye kompetencer og ny energi er blevet tilført på en række nøglepositioner, og samtidig med at der er sket en stor udskiftning i spillertruppen og på andre områder omkring holdet, en udskiftning der var nødvendig for at styre klubben tilbage på sporet både sportsligt og økonomisk og for at fremme genopretningen i de kommende år, så er der også kommercielt foretaget et retningsskifte.

Faktuelt har AaB i de første fire spillerunder med godt 22 år på holdet og i truppen haft den yngste gennemsnitsalder i sæsonens 3F Superliga, og den sportslige strategi har – udover naturligvis at skabe resultater – fokus på til stadighed at styrke AaB Akademiet og udvikle en begejstrende og energisk spillestil, der forbinder klubben med og skaber et fælleskab, en samhørighed og en glæde for fansene, den almindelige tilskuer og alle øvrige interessenter.

Denne del bringer en positiv afsmitning til omgivelserne, herunder AaB’s fans, sæsonkortholdere, tilskuere og øvrige partnere.

- Vi forsøger på alle parametre at skabe en friskhed i vores tilgang og i vores omgang med alle vores interessenter, og vi glæder os i den sammenhæng over, at vi oplever et rekordhøjt antal sæsonkortabonnenter og allerede i sommerferieprioden havde 9.500 tilskuere på Aalborg Potland Park til vores første kamp tilbage i 3F Superligaen, mens vi til det forestående opgør på søndag er meget tæt på at have udsolgt, fortæller AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll.

- Vi er glade for igen at være tilbage i 3F Superligaen, men vi må aldrig tage det som en selvfølge. Vi er ydmyge og ved, at vi skal anstrenge os for at gøre os fortjent til opbakningen. Det kræver mere og mere at være en del af det bedste selskab i dansk fodbold, og derfor er vi også nødt til at øge vores indtægter på alle parametre, hvilket vi heldigvis mærker stor forståelse for hos vores interessenter, og endnu vigtigere end nogensinde er det, at erhvervslivet står bag os, påpeger Michael Tuxen Boll.

Uændrede forventninger til året
Bestyrelsen i AaB A/S har i dag godkendt selskabets delårsrapporten for perioden 1. januar – 30. juni 2024. 

Resultatet før skat viser i perioden et underskud på 23,3 mio. kr., og forventningerne til årets resultat fastholdes med et resultat i niveauet minus 25 mio. kr. til minus 35 mio. kr. Således vil der allerede i andet halvår være en tydelig effekt af blandt andet reduceringen i omkostningerne. Ligeledes er de kontraktmæssige rettigheder i Superligatruppen reduceret markant.

Omkostningerne er allerede i første halvår faldet med 14,1 mio. kr. i forhold til samme periode i 2023. Denne reduktion skyldes effekten af de besparelser på omkostningerne, der er effektueret i 2023, og som har haft positiv effekt i 2024.

Indtægterne i første halvår udgør i alt 26,7 mio. kr. mod 48,7 mio. kr. for samme periode i 2023. Faldet skyldes hovedsageligt nedrykningen til NordicBet Ligaen, hvorfor der i første halvår 2024 blandt andet er en væsentlig reduktion af TV-indtægter. 

I det forventede resultat er indregnet spillersalg, investering i spillertruppen og setup i den sportslige sektor samt en stigning i indtægter efter oprykningen til 3F Superligaen. Derudover vil der i forbindelse med afsluttet strategiarbejde blive foretaget investeringer i kommerciel retning.

- For at vi får succes som klub, er det vigtigt, at vi er modige og holder fast i vores tilgang og strategi, og vores beslutninger vil hele tiden have et langsigtet perspektiv. Vi vil altid være ambitiøse i AaB, men det er afgørende, at vi følger planen og udvikler os trin for trin. Det er den udvikling, vi har igangsat, forklarer Michael Tuxen Boll.

AaB’s egenkapital udgør 77,2 mio. kr. pr. 30. juni 2024. Der er i juni 2024 gennemført en kapitalforhøjelse med et nettoprovenu på 44,5 mio. kr. Den totale likvide beholdning udgør 67,2 mio. kr.

Tags på denne nyhed

Aalborg Portland Park nærmer sig udsolgt

14. august 2024 kl. 14:44 af Rasmus Estrup

Der bliver fyldt på tribunerne på Aalborg Portland Park på søndag, når Brøndby I.F. kommer på besøg kl. 18.00 i sæsonens anden hjemmekamp i 3F Superligaen.

I alt har flere end 12.000 tilskuere billet til kampen. I går blev 3F Tribunen udsolgt, og i dag er også Complea Tribunen blevet udsolgt. Der kan dog opstå ledige pladser løbende, såfremt sæsonkortabonnenter frigiver deres plads. Se hvordan du frigiver din plads her, hvis du som sæsonkortabonnent er forhindret på søndag.

Netop nu er der blevet frigivet ca. 300 siddepladser på A. Enggaard Tribunen, og der resterer ligeledes ca. 500 pladser på Vesttribunen. Det er således fortsat muligt at købe billet til Vesttribunen og A. Enggaard Tribunen til søndagens duel mod Brøndby I.F. Køb billetter på www.billet.aabsport.dk.

- Når der allerede nu er flere end 12.000, som har billet til kampen, og vi har udsolgt på to tribuner, så tyder det i dén grad på, at vi får udsolgt til kampen på søndag, hvor vi alle kan forvente en helt fantastisk kulisse på Aalborg Portland Park. Så har man planer om at se kampen, vil jeg råde til, at man får købt billet med det samme, så man ikke står på søndag og må gå glip af en festlig fodbolddag på Aalborg Portland Park, siger administrerende direktør Michael Tuxen Boll.

- Derudover vil jeg også gerne opfordre alle med billet til kampen til at komme på Aalborg Portland Park eller give billetten videre til en anden. Vi vil så gerne have fyldt tribunerne op, så vi får skabt den bedst mulige ramme om kampen, siger Michael Tuxen Boll.  

Der er desuden også god gang i billetsalget til hjemmekampen mod AGF fredag 23. august kl. 19.00. Her har flere end 9.000 allerede købt billet til kampen. Billetterne hertil kan ligeledes købes på www.billet.aabsport.dk.  

Tags på denne nyhed

AaB TV: Olafur Bjarnason - Head of Coaching

14. august 2024 kl. 11:57 af Rasmus Estrup

Fra denne sæson er den tidligere islandske landsholdsspiller Olafur Bjarnason blevet ansat som Head of Coaching for U/13-U/19-årgangene på AaB Akademiet. 

Som spiller opnåede han 28 A-landskampe for Island ligesom det på klubplan blev til ophold hos blandt andre svenske Malmö F.F. og norske SK Brann. I alt har Olafur Bjarnason blandt meget mere spillet omkring 50 kampe i UEFA Champions League og UEFA Europa League, inden han tog hul på trænerkarrieren, som blandt andet også har omfattet fem år med træner- og spillerudvikling i det norske fodboldforbund samt senest en rolle som både akademichef og Head of Coaching i Stabæk Fotball.

I dette interview fortæller Olafur Bjarnason om sine opgaver i rollen som Head of Coaching i AaB. 

Tags på denne nyhed

Designa Aalborg bliver sølvpartner i AaB

14. august 2024 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

Designa Aalborg har tidligere været en mangeårig samarbejdspartner i AaB, og nu kan vi med glæde byde Designa Aalborg velkommen tilbage til partnerfællesskabet i AaB.

- Vi vil meget gerne bakke op om AaB igen. Klubben formår at skabe god synlighed for sine samarbejdspartnere i forbindelse med hjemmekampene, og da vi har både privat- og erhvervskunder, som ofte kommer på Aalborg Portland Park, er det nærliggende for os at drage nytte af klubbens eksponerings- og hospitality-muligheder gennem et nyt partnerskab, siger Johnny Thomsen, indehaver af Designa Aalborg.

AaB’s administrerende direktør Michael Tuxen Boll udtaler:

- Vi har tidligere haft et mangeårigt og godt partnerskab med Designa Aalborg, og vi er rigtig glade for, at Designa Aalborg nu har ønsket at vende tilbage i partnerfællesskabet omkring AaB. Det er altid dejligt, når det lokale erhvervsliv viser sin opbakning til klubben, og vi ser frem til igen at kunne arbejde sammen med Designa Aalborg.

Aftalen med Designa Aalborg omfatter blandt andet hospitality og eksponering til vores hjemmekampe på Aalborg Portland Park.

Tags på denne nyhed
'