AaB møder FC Fredericia i Oddset Pokalen

12. september 2023 kl. 20:56 af Brian Andersen

Klubberne mødtes ligeledes 6. august, hvor AaB i opgøret i NordicBet Ligaen sejrede 4-0.

Siden mødet på Aalborg Portland Park er FC Fredericia ligesom AaB ubesejret.

Den samlede lodtrækning for Oddset Pokalens sekstendedelsfinaler blev som følger:

AaB-FC Fredericia
B.93-Randers FC
Esbjerg fB-Viborg F.F.
FA 2000-AB
HB Køge-Lyngby Boldklub
HIK-Brøndby I.F.
Hobro I.K.-OB
IF Lyseng-FC København
Kolding I.F.-FC Nordsjælland
Nykøbing FC-AGF
Næstved Boldklub-FC Midtjylland
Thisted FC-Silkeborg I.F.
TST Fodbold-Vejle Boldklub
Vanløse I.F.-Ishøj I.F.
Viby I.F.-Hvidovre I.F.
Aarhus Fremad-FC Helsingør

Kampene spilles som udgangspunkt i perioden 26. – 28. september.

Tags på denne nyhed

Hør teknisk chef James Gow i Ripodsten

12. september 2023 kl. 15:12 af Rasmus Estrup

Engelske James Gow, der 1. juni tiltrådte som teknisk chef i AaB, deltog i går i et længere podcastinterview med Ripodsten fra Det Nordjyske Mediehus. 

Her kom James Gow blandt andet ind på sin vej til rollen som teknisk chef i AaB, begyndelsen i klubben og hans ambitioner på AaB's vegne. 

Hør interviewet via dette link eller find Ripodsten, der hvor du normalt hører podcast. 

Tags på denne nyhed

Flere end 8.000 har billet til AaB-HB Køge

12. september 2023 kl. 11:57 af Rasmus Estrup

Til AaB's næste hjemmekamp, der spilles fredag 22. september kl. 19.00 holder AaB i samarbejde med Det Nordjyske Mediehus, Faxe Kondi og Arbejdernes Landsbank "Students' Grandstand Party", hvor studerende på videregående uddannelser i Nordjylland inviteres gratis til jobmesse og kamp på Aalborg Portland Park. 

Allerede på nuværende tidspunkt har flere end 8.000 fans billetter til kampen, og er du ikke studerende kan du købe billetter på www.billet.aabsport.dk. 

Pladser med begrænset udsyn er allerede frigivet, og der er færre end 500 pladser tilbage på Complea Tribunen. 

Er du studerende på videregående uddannelser i Nordjylland, kan du tilmelde dig Students' Grandstand Party her via først-til-mølle-princippet. 

“Students’ Grandstand Party” begynder med en stor jobmesse ved siden af fanzonen fra kl. 15.30 til kl. 17.30. Her kan de studerende besøge repræsentanter fra en lang række nordjyske virksomheder for at høre om muligheder for studiejob og praktikforløb, så uddannelsesforløbet kan blive bedst muligt for den studerende.

De første 1.000 studerende på jobmessen får ved ankomst udleveret en voucher til en gratis øl eller sodavand fra Royal Unibrew. Voucheren kan bruges i fanzonen, hvor der også vil være en DJ samt andre aktiviteter. 

Programmet for “Students’ Grandstand Party” 22. september:
Kl. 15.30-17.30: Jobmesse ved siden af fanzonen på Aalborg Portland Park
Kl. 17.00-18.00: DJ i fanzonen
Kl. 17.30:Dørene åbner til Aalborg Portland Park 
Kl. 19.00: Kampstart, AaB-HB Køge 

Følg opdateringer om "Students' Grandstand Party" via denne begivenhed på Facebook. 

Tags på denne nyhed

Transfers giver muligheder for investeringer

12. september 2023 kl. 10:18 af Rasmus Estrup

Dette er anden af to dele af et interview med sportsdirektør Ole Jan Kappmeier og administrerende direktør Jesper Dalum, der kigger tilbage på transfervinduet, der blev lukket med den forgangne uges salg af Allan Sousa. Læs første del her.

Som beskrevet i første del, har AaB i dette transfervindue sagt farvel til 13 spillere, mens der samtidig er hentet syv spillere ind udefra og indgået længere aftaler med akademispillere Sebastian Otoa, Mads Bomholt og Anders Noshe.

Denne udskiftning har medvirket til at skabe råderum til udvikling - både på træningsbanen og økonomisk.

- Som vi også meldte ud i forbindelse med delårsrapporten har vi været i gang med at optimere hele organisationen, og alle i administrationen, staben og på AaB Akademiet gør et fremragende stykke arbejde. I et transfervindue er der også mulighed for gennem spillersalg at tilføre penge til investeringer, så vi kan stå stærkere i fremtiden, og det er vi lykkedes med, siger AaB’s administrerende direktør Jesper Dalum.

Investeringer i den sportslige sektor
Denne sommer har AaB mærket opbakning både fra samarbejdspartnere og fans. Blandt andet har AaB indgået en længere stadionaftale med Aalborg Portland, og antallet af sæsonkortholdere er for første gang nogensinde rundet 5.000.

- Det er fantastisk at mærke, at vores loyale fans står bag os og i højere grad end nogensinde før har købt sæsonkort. Samtidig glæder det os, at flere af vores samarbejdspartnere, som eksempelvis Aalborg Portland, ønsker at forlænge samarbejdet med os, og salgschef Morten Brinkmann er sammen med resten af salgsafdelingen i dialog med andre af vores store partnere om forlængelser af samarbejdet. Sammen med transferindtægterne er det noget, der giver mulighed for fremtidige investeringer i den sportslige sektor især, siger Jesper Dalum, mens sportsdirektør Ole Jan Kappmeier supplerer:

- Vi kommer til at se nogle investeringer i den sportslige sektor, der i fremtiden kan være med til at styrke vores klub over de næste år. Noget af det, der allerede er effektueret, er, at vi har investeret i trænerstaben med tilføjelsen af kvalificerede folk som eksempelvis assistenttræner Mathias Haugaasen. Når vi øger kapaciteten i trænerstaben, giver vi også mere dedikeret tid til hver spiller. For eksempel gennem flere træningspas med specialtræning tilrettet den enkelte spillers behov. Det skaber bedre mulighed for, at hver enkelt spiller kan udvikle sig, og det er et af kernepunkterne i vores klub, siger Ole Jan Kappmeier.

- Vi arbejder hele tiden ud fra en strategi for, hvordan vi som klub skal udvikle os over de næste år. Dette transfervindue er første skridt i den retning, og her har vi arbejdet på at bygge et fundament for den progression, vi gerne vil se. Det gælder i alt fra udvikling af børnetræningen i hele Nordjylland til spilkonceptet på førsteholdet. Det tager tid med mange nye spillere og unge spillere, der skal udvikle sig i systemet, og forhåbentlig vil vi med udviklingen af børnetræningen i Nordjylland se flere nordjyske talenter på Aalborg Portland Park i fremtiden. For at det skal lykkes, har vi brug for hjælp og tålmodighed fra vores mange loyale og trofaste fans, der er klar til at følge os hele vejen, siger Ole Jan Kappmeier.

Tags på denne nyhed

Ross og Otoa i ny kamp for U/20-landsholdet

12. september 2023 kl. 08:27 af Rasmus Estrup

Efter en 2-2-kamp mod Frankrig i fredags spillede det danske U/20-landshold i går endnu en venskabskamp mod franskmændene, og igen var der spilletid til de to AaB-spillere Oliver Ross og Sebastian Otoa.

Oliver Ross, der bar anførerbindet i fredags, var i startopstillingen igen, og han stod efter 20 minutter for assisten til den danske 1-0-scoring. 

Frankrig udlignede til 1-1 inden pausen, og til begyndelsen af anden halvleg blev Sebastian Otoa indskiftet. 

Fem minutter efter pausen blev det 2-1 til Frankrig, og efter ca. 65 minutter blev Oliver Ross udskiftet. Fem minutter senere scorede Frankrig til slutresultatet 3-1. 

Oliver Ross er nu oppe på i alt 19 ungdomslandskampe og seks mål, mens gårsdagens kamp var Sebastian Otoas tredje ungdomslandskamp. Begge AaB-spillere er noteret for to U/20-landskampe. 

Tags på denne nyhed
'