AaB sætter klubrekord
Aldrig tidligere har AaB indledt en sæson med 14 ubesejrede ligakampe.
Forrige weekend i opgøret med B.93 tangerede AaB klubrekorden for antal ubesejrede ligakampe fra sæsonstart, hvilket senest forekom, da AaB i sæsonen 1998/1999 i klubbens anden af fire mesterskabssæsoner åbnede med 13 ligakampe uden nederlag.
Med resultatet i lørdags i Kolding kom rekorden endegyldigt i hus, og i sæsonens foreløbige 14 ligakampe er det blevet til 11 sejre og tre uafgjorte og dermed 36 point, hvilket givet et pointsnit pr. kamp på 2,57 indtil videre i sæsonen.
Til sammenligning har førerholdet i landets næstbedste fodboldrække i de seneste 11 sæsoner, hvor der også har været deltagelse af 12 hold, haft følgende pointantal efter 14 spillerunder:
- 2022/2023, Vejle Boldklub, 31 point
- 2021/2022, Lyngby Boldklub, 29 point
- 2020/2021, Viborg F.F., 34 point
- 2019/2020, Vejle Boldklub, 30 point
- 2018/2019, Viborg F.F., 29 point
- 2017/2018, Vejle Boldklub, 28 point
- 2016/2017, Hobro I.K., 25 point
- 2015/2016, Vendsyssel F.F., 29 point
- 2014/2015, Lyngby Boldklub, 30 point
- 2013/2014, Hobro I.K., 32 point
- 2012/2013, FC Vestsjælland, 26 point
Rekordserien skal forsøges udbygget, når AaB på søndag eftermiddag kl. 15.00 tager imod FC Helsingør på Aalborg Portland Park. Klubberne mødtes også i fjerde spillerunde, hvor det 11. august sluttede 1-1 i Helsingør.
AaB og Arbejdernes Landsbank donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til alle NordicBet Ligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2023 går ubeskåret til RAV – Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel, som efter efterårets første syv hjemmekampe allerede er sikret en donation på 104.622 kr. Køb i forsalg billet til dysten mod FC Helsingør her.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og superstats.dk).