Posavec: Masser af selvtillid før næste kamp

4. november 2023 kl. 10:26 af Rasmus Estrup

Med armene over hovedet, et stort smil på læben og siddende på overliggeren med et ben på hver sin side af tværribben fejrede Josip Posavec i sidste uge 1-0-sejren over Kolding I.F.

Sejren kom i hus med en straffesparksredning i tillægstiden, og 1-0-sejren var femte sejr i træk i NordicBet Ligaen, der også er indledt med 14 kampe uden nederlag.

- Når man vinder hver uge og ikke har tabt i sæsonen endnu, så giver det en masse selvtillid før den næste kamp. Sådan har jeg det i hvert fald, og jeg kan ikke vente til næste kamp, hvor jeg igen vil gøre alt for, at vi kan fortsætte stimen, siger AaB-keeperen.

- Sådan har resten af holdet det også. Mentalt står vi rigtig stærkt, og vi glæder os altid til den næste kamp, så vi kan bygge videre på vores momentum, forklarer Josip Posavec.

Har kun indkasseret otte mål
Ud over at være ubesejret i de første 14 ligakampe, hvilket AaB aldrig tidligere har præsteret, har Hele Nordjyllands Hold også kun indkasseret otte mål i NordicBet Ligaen. Tillagt den ene pokalkamp, som Josip Posavec har spillet, så har han holdt buret rent i syv kampe i denne sæson.

- Som målmand er det lige så vigtigt at forhindre scoringer, som det er for en angriber at score. Derfor glæder det mig meget, at vi kun har lukket otte mål ind, men det er bestemt ikke kun min fortjeneste. Det skyldes det hårde arbejde, som hele holdet leverer på banen.

- Vi har udviklet os meget på den defensive del, og vi står sammen rent defensivt. Det viser resultaterne også, og jeg håber, at vi kan holde fast i det udtryk, så vi indkasserer så få mål som muligt i hele sæsonen, siger den kroatiske målmand.

Glæder sig til stemningen på Aalborg Portland Park
Han og holdkammeraternes næste chance for at holde buret rent kommer i morgen, hvor FC Helsingør gæster Aalborg Portland Park kl. 15.00. Sæsonens første møde med søndagens gæster endte 1-1 på udebane. AaB’s udlignende mål stod Nicklas Helenius for.

- Vi havde det svært i udekampen mod dem (FC Helsingør, red.), men vi viste alligevel vores kvalitet ved at komme tilbage efter at have været bagud. Nu ser jeg kampen på søndag som en stor mulighed for at revanchere præstationen fra den første kamp og tage alle tre point, siger den 27-årige målmand, der glæder sig til igen at mærke støtten fra tilskuerne på Aalborg Portland Park.

- Fansene har i denne sæson virkelig vist, hvor meget de elsker klubben. Især på hjemmebane skaber de kamp efter kamp en rigtig god stemning, og jeg håber, at der kommer så mange som muligt igen på søndag, og at vi forhåbentlig kan fejre tre point sammen, siger Josip Posavec.

Du kan gøre som flere end 9.000 andre AaB-fans og købe billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.

For hver tilskuer til alle NordicBet Ligakampe på Aalborg Portland Park donerer AaB og Arbejdernes Landsbank i fællesskab 2 kr. til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2023 går ubeskåret til RAV – Rådgivnings- og Aktivitetstilbud Vendsyssel. Efter de første syv hjemmekampe i dette efterår er RAV allerede er sikret en donation på 104.622 kr.

Tags på denne nyhed

Abonnenter kan hente billet til AaB-Hobro I.K.

4. november 2023 kl. 09:00 af Rasmus Estrup

Mandag kl. 9.00 åbner billetsalget på www.billet.aabsport.dk til årets sidste hjemmekamp på Aalborg Portland Park, der spilles 26. november kl. 15.00 mod Hobro I.K.

Indtil da har AaB's billetabonnenter 48 timers førsteret til at hente billet til lokalopgøret.

Er du sæsonkortholder, har du automatisk adgang til kampene med dit sæsonkort og skal ikke hente en billet. 

Sådan henter du billet med et billetabonnement:

  1. Log ind med din profil på www.billet.aabsport.dk. 
  2. Vælg AaB-Hobro I.K.
  3. Vælg det/de tribuneafsnit, som dit billetabonnement er gældende til.
  4. Vælg din plads.
  5. Tryk på Tilføj en rabat.
  6. Tryk på abonnementet.
  7. Afslut transaktionen.

Køb et billetabonnement
Billetabonnementet er til dig, der ønsker adgang til alle kampe på Aalborg Portland Park, men samtidig er klar over, at du ikke kan være der hver eneste kamp. Med et billetabonnement skal du trække billet fra kamp til kamp, og dermed optager du ikke en plads til de kampe, du ikke kommer til.

Du får adgang til at trække din billet 48 timer før, det officielle billetsalg begynder, så du er sikker på at få en plads. Du kan fortsat trække billet, efter det officielle billetsalg er begyndt, men herefter er du ikke længere garanteret en plads, hvis der bliver udsolgt.

Priserne på billetabonnementet kan ses nedenfor, og er et billigere alternativ til sæsonkortabonnementet. Bliv billetabonnent på www.billet.aabsport.dk.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Højholt har rundet 100 AaB-kampe

3. november 2023 kl. 14:48 af Rasmus Estrup

22-årige Malthe Højholt blev hyldet til seneste hjemmekamp mod B.93, da midtbanespilleren opnåede sin officielle kamp nummer 100 for Hele Nordjyllands Hold. 

Malthe Højholt kom til AaB fra Hjørring I.F. som 12-årig, og i 2019 debuterede han på førsteholdet i en pokalkamp i Vejgaard. 

Hør Malthe Højholt sætte ord på sit jubilæum i indslaget øverst. 

Tags på denne nyhed

Arnórsson udtaget til islandsk U/19-landshold

3. november 2023 kl. 11:33 af Rasmus Estrup

Forsvarsspiller Nóel Atli Arnorsson, der i oktober fik forlænget sin aftale med AaB til sommeren 2026, er netop blevet udtaget til Islands U/19-landshold. 

Det islandske ungdomslandshold skal senere i november spille tre EM-kvalifikationskampe i Frankrig, og med i truppen er den 17-årige AaB-spiller. 

Islands U/19-landshold møder Danmark 15. november, Frankrig 18. november og Estland 22. november. 

Nóel Atli Arnórsson er noteret for 11 optrædener for islandske ungdomslandshold. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Vinder af månedens mål i oktober

3. november 2023 kl. 08:21 af Rasmus Estrup

Blandt de syv kandidater til månedens mål i oktober løb Melker Widells 1-0-scoring på hjemmebane mod B.93 med titlen.

AaB’s fans har således - med 67 procent af stemmerne - kåret svenskerens langskud til det bedste AaB-mål i den forgangne måned.

AaB takker alle, der deltog i afstemningen og dermed også lodtrækningen om Sebastian Otoas kampbrugte og signerede andentrøje fra forrige sæson. Vinderen af trøjen blev Sebastian, som kontaktes direkte på mail af AaB.

Tags på denne nyhed
'