- Enormt spændende vision for Nordjylland

23. november 2023 kl. 12:56 af Rasmus Estrup

Med Erhverv Norddanmark og Aalborg Kommune som tovholder blev visionen omkring Aalborgs fremtidige kultur- og idrætsliv mandag præsenteret på et indledende pressemøde. 

Visionen omfatter blandt andet et nyt stadion, en ny håndbold- og koncertarena samt modernisering af Aalborg Kongres & Kultur Center. 

Og visionen vækker begejstring hos bestyrelsesformand i AaB A/S Niels David Nielsen:

- Det er en enormt spændende vision for Nordjylland, som vi selvfølgelig bakker op om. Det vil nemlig ikke kun gavne AaB, men idræts- og kulturlivet i Aalborg og hele Nordjylland. Det er også derfor, at så mange store institutioner står sammen om de fremtidsplaner, der blev præsenteret i mandags. Det er i sig selv historisk.

Foruden Erhverv Norddanmark, Aalborg Kommune og AaB står også Dansk Boldspil-Union, Aalborg Håndbold, Aalborg Pirates, SIFA, Aalborg Kongres & Kultur Center og Spar Nord Arena - Aalborg Væddeløbsbane bag visionen for fremtiden sports- og kulturliv i Aalborg. 

Omdrejningspunktet i visionen er området omkring væddeløbsbanen i Aalborg Vestby, hvor ledelsen for væddeløbsbanen har udtrykt ønske om at flytte, og det giver plads til et nyt stadion, en ny multiarena til både håndbold og koncerter samt byggegrunde. 

- Disse meget perspektivrige idéer ligger stadig på et meget overordnet plan, for som det også blev fortalt i mandags, så går undersøgelsesfasen først for alvor i gang nu. Hidtil har vi været underlagt tavshedspligt, hvorfor vores planer om et nyt stadion også kun har været drøftet på bestyrelsesniveau. Nu vil vi internt i AaB gå videre med undersøgelsesarbejdet i forhold til vores behov og muligheder - ligesom det er tilfældet for alle de øvrige projekter inden for visionen, siger Niels David Nielsen og fortsætter:

- Vores ambitioner for fremtiden er store og intakte. Vi ved, at det kræver hårdt og langvarigt arbejde, og vi tager små skridt hver dag. Hvis vores drømme for fremtiden skal realiseres, har vi brug for et mere moderne og tidssvarende stadion med bedre faciliteter for både spillere, fans, sponsorer og andre samarbejdspartnere. 

- Derudover oplever vi imponerende opbakning og en positiv stigning i tilskuerantallet. Selve tilskuerkapaciteten på et nyt stadion er som nævnt noget, vi vil kigge nærmere på i det kommende arbejde - blandt andet sammen med DBU, hvor vi samlet set skal finde den bedste løsning på alle parametre.

I forrige sæson var tilskuertallet på Aalborg Portland Park det højeste siden The Double-sæsonen i 2013/2014 med 8.186 tilskuere i snit, og samtidig har AaB i år rundet 5.000 sæsonkortholdere for første gang nogensinde.

- Det afgørende for os er, at kamp- og stadionoplevelsen bliver yderligere forbedret med et nyt stadion, samtidig med at vi gennem denne samlede løsning er med til at gavne Aalborgs og Nordjyllands fremtid på hele idræts- og kulturområdet. Vores ambition i AaB er i løbet af en årrække at vende tilbage til toppen af dansk fodbold, og det er naturligvis også drømmen på et tidspunkt at spille europæisk fodbold igen. Hvis de drømme skal realiseres, har vi behov for et nyt moderne storstadion, konstaterer Niels David Nielsen. 

Tags på denne nyhed

Suverænt U/14-hold hyldes på søndag

23. november 2023 kl. 10:41 af Rasmus Estrup

Ti kampe, ti sejre, en målscore på 35-12 og 12 point ned til andenpladsen.

Det var status for vores U/14-hold, der blev de suveræne puljevindere i U/14 Liga 1, hvor drengene var i pulje med Silkeborg I.F., Herning Fremad, Randers Freja, FK Viborg og IF Lyseng.

Efterårets puljesejr bliver markeret med en æresrunde i pausen af søndagens lokalopgør i NordicBet Ligaen mod Hobro I.K.

Inden kampstart vil U/14-holdet sammen med U/13-holdet også være en del af indløbet, da de to akademihold tager imod AaB’s førstehold med hævede halstørklæder, da der holdes Halstørklædedag på Aalborg Portland Park til årets sidste hjemmekamp.

U/14-truppen, der vil blive hyldet på søndag, består af følgende spillere med baggrund i følgende partnerklubber:

Otto Korup Vilmar (Gug Boldklub)
Bertram Kjær Møller (Gug Boldklub)
Malte Hyldgaard Knudsen (Løgstør I.F.)
Svend Barsøe Keinicke (Aalborg Freja)
Salim Abdallah Ali (AaB af 1885)
Ditlev Rasmussen (Hobro I.K.)
Andreas Steenberg Nørgård (Gug Boldklub, Aalborg Chang og Aalborg Freja)
Christian Nøhr Villadsen (Støvring I.F.)
Shahin Pelyad (AaB af 1885)
Noah Kræmmergaard Bunde (Hjørring I.F.)
Bertram Møller Damgaard (Aalborg Freja)
Villads Dencker Adelborg (Gug Boldklub)
Valdemar Nymark Mogensen (Aalborg Freja)
Frederik Vestergaard (IF Frem Skørping og Hobro I.K.)
Sebastian Cortsen (Aalborg KFUM og AaB af 1885)
Ian Sebastian Richs Larsen (Gug Boldklub og Aalborg Chang)
Christian Povlsen (Gug Boldklub)
Emil Klingenberg (Frederikshavn fI og Bangsbo Freja)

Cheftræner for U/14-holdet er Jacob Balle og assistenttræner er Rasmus Krüger.

Tags på denne nyhed

Helenius’ jubilæum markeres søndag

23. november 2023 kl. 08:10 af Rasmus Estrup

I seneste NordicBet Ligaopgør på udebane mod Næstved Boldklub spillede Nicklas Helenius for 200. gang en officiel kamp i AaB-trøjen. 

Det flotte jubilæum markeres umiddelbart før kampstart til årets sidste hjemmekamp på søndag, hvor Hobro I.K. gæster Aalborg Portland Park kl. 15.00.

Nicklas Helenius kom som ungdomsspiller til AaB fra partnerklubben Svenstrup-Godthåb I.F. og debuterede på vores førstehold i 2010.

I sine hidtige 200 officielle optrædener for AaB er det blevet til 62 scoringer, hvilket er tiendeflest i klubbens historie.

Du kan gøre som flere end 9.000 andre fans og købe billet til søndagskampen på www.billet.aabsport.dk.

Husk også at vi på søndag holder Halstørklædedag, så tag et halstørklæde på, eller køb et i AaB Shoppen, hvor du lige nu kan få to halstørklæder for kun 149 kr.

Du kan besøge AaB Shoppen online, på Aalborg Julemarked på Gammeltorv eller på Aalborg Portland Park på søndag fra kl. 12.30.

Tags på denne nyhed

Flere siddepladser frigivet til lokalopgøret

22. november 2023 kl. 12:42 af Rasmus Estrup

Søndag kl. 15.00 tager vi imod Hobro I.K. i NordicBet Ligaen i årets sidste hjemmekamp på Aalborg Portland Park. Allerede i går havde flere end 9.000 fans billet til lokalopgøret. 

Interessen for siddepladser til kampen er stor, og derfor er der nu frigivet siddepladser med begrænset udsyn på Complea Tribunen. Det drejer sig som ca. 400 siddepladser, der er blevet tilgængelige på www.billet.aabsport.dk, hvor du også stadig kan købe billetter til Vesttribunen og 3F Tribunen. 

Fanzonen åbner kl. 12.30 på søndag, og kl. 13.30 åbner både dørene til Aalborg Portland Park og billethusene, såfremt der ikke er udsolgt. 

Til årets sidste hjemmekamp på søndag holder vi Halstørklædedag, og du kan i den forbindelse købe to halstørklæder til en samlet pris på kun 149 kr. på AaB Shoppen. Både online, i vores julehytte på Gammeltorv og i AaB Fanshop på Aalborg Portland Park på søndag. 

Tags på denne nyhed

Nykredit bliver bronzepartner i AaB

22. november 2023 kl. 09:20 af Rasmus Estrup

Vi har indgået et nyt samarbejde med Nykredit Aalborg, som frem til udgangen af 2025 vil være bronzepartner for Hele Nordjyllands Hold. 

- AaB er absolut en af vores vigtigste samarbejdspartnere, og derfor glæder det os, at vi endnu en gang har kunnet give hinanden håndslag på, at vores gode samarbejde fortsætter, siger Kristian Mark Pedersen, der er erhvervskundechef i Nykredit Aalborg. 

Nykredits center i Aalborg kan findes på Tankedraget 25, 9000 Aalborg. 

Tags på denne nyhed
'